Albert Fischer's biografi

Albert Fischer's ungdom.

Albert Fischer blev Student i 1910 fra Hesselager og tog medicinsk embedseksamen i 1919. Han var allerede som student stærkt interesseret i den biologiske videnskab, han gjorde 1914-15 tjeneste som underassistent ved Københavns Universitets Institut for Almindelig Patologi og skrev et par mindre arbejder over bakteriologiske emner, blandt andet et arbejde om oksens tarmflora i 1915, der medførte prisbelønning af Det kongelige danske videnskabernes Selskab. I 1916 var han "Kandidat" ved Bergens Kommunes Sygehus' medicinske afdeling. Trods det livskald, der herved allerede i studietiden var lagt op til, svigtede han ingensinde selve det lægelige i interessen. Således tog Albert Fischer i et år efter sin embedseksamen del i den praktiserende læges gerninger og besværligheder, og han berettede gerne om sine oplevelser på Fanø eller i Hjørring.

Albert Fischer's ansættelse på Rockefeller Instituttet i New York.

Derefter rejste han til Amerika med skibet Frederik 8., som sejlede fra København den 5. august 1920 og ankom den 16. august 1920 til New York:
Albert Fischer, 29 år, gift, læge, kan læse og skrive dansk, sidste faste bopæl var København, nærmeste slægtning var faderen Erik Fischer, Kronprinsessegade 26, København, betalte selv for billetten, skulle besøge Rockefeller Instututtet i New York i 1 år, bestemmelsesstedet var New York, 5 fod 8 tommer høj, lyst hår, gråblå øjne, født i København
Anna Fischer, 28 år, gift, husmoder, kan læse og skrive dansk, sidste faste bopæl var København, betalte selv for billetten, skulle besøge Rockefeller Instututtet i New York i 1 år, bestemmelsesstedet var New York, 5 fod 7 tommer høj, brunt hår, brune øjne, født i Oure

Astrid og Gunhild Engbæk sejlede med samme skib.

Han fungerede i 1920 - 1922 som assistent hos Alexis Carrel på Rockefeller Instituttet i New York. Formålet med opholdet var egentlig at komme i gang med et bakteriologisk emne inspireret af milieuet omkring den øverste leder Simon Flexner, som var en internationalt kendt bakteriolog og højt anskrevet. Den fransk-amerikanske forsker Alexis Carrelet demonstrerede vævsdyrkningens kunst "i reagensglas" eller "in vitro", og det vakte Albert's særlige opmærksomhed. Specialet var nyt, men lå jo heller ikke langt fra de tekniske procedurer i bakteriologien. Fra en jævn start og ikke mindst takket været medarbejderes good-will, lykkedes det Albert Fischer på kort tid at dyrke renkulturer af epithel og brusk. Succesen førte til kontakter med de garvede, etablerede forskere. Fischer blev optaget som staff-member og ved gæstebesøg, som der var der mange af, fik han tildelt repræsentative pligter. Dagbogen beskriver blandt andet de lokale møder og "enetimen" hos Jacques Loeb, der gav en bred instruktion om mangt og meget, og han blev af Hideyo Noguchi sat til at finde leptospirer i mørkefeltmikroskop. På andre dage skulle han underholde en fransk stålkonge og hans lille pariserfrue eller modtage Prinsen af Monaco, og i næste øjeblik blev han præsenteret for Albert Einstein, der stillede spørgsmål om medier og kurver. Derpå skulle han fortælle om lægeuddannelsen i Danmark for dr. Abraham Flexner, Director of the Board of Education, en bror til Simon Flexner.

Her er der et uddrag af dagbogsnotater om de daglige begivenheder på Instituttet:
1.09.1920: Jeg skulle møde dr. Flexner på Rockefeller Instituttet -en umådelig tiltalende mand for hvem jeg fremsatte i hovedpunkter hvad jeg havde i sinde. Flexner introducerede mig for dr. Ebeling hos hvem jeg i overmorgen skal gå til at "tissue-cultivation". Som Flexner sagde, skulle jeg lære som et barn og så kunne jeg måske arbejde sammen med Flexner og Carrel, hvad der kan tales om i den følgende tid. Flexner underholdt sig med professor Salomonsen og hans ven professor Welch i Baltimore, som han arbejdede sammen med i Cohnheim's laboratorium. Welch var nestor i USA i patologien.
15.09.1920: Får idag en ny assistent miss Dwinso. Blev i går præsenteret for dr. Peyton Rous. Jeg er forholdsvis enig med ham.
23.09.1920: Lavede brintionbestemmelser på hønseektrakt. Var hos Peyton Rous og havde en lang, interessant samtale med ham i hans laboratorium - en fortrinlig mand, ret ung, men har lavet en masse gode ting. Han tror på infektionsetiologien til cancer. Jeg fortalte ham om mine hensigter, hvilket han synes var meget komplicerede undersøgelser. Han anbefalede mig at knytte en kompensationsleverlap til forsøgsvæv i ernæringskammeret, fremkaldt hos marsvin ved ligaturer af to portårevener til den store leverlap, der atrofierer.
6.10.1920: Så dr. Carrel og blev præsenteret for ham i forgårs. Lille mand med det typiske franskmands ydre, elegant og distingveret, umådelig elskværdig.
12.10.1920: Columbus day. Fik 6 danske breve blandt andet fra professor Salomonsen.
15.10.1920: Idag kom staff-board ind i laboratoriet, hvorefter dr. Flexner introducerede mig for professor Welch. Talte om professor Salomonsen. Han spurgte om jeg kom til Baltimore ved Johns Hopkins Hospital.
4.11.1920: Livet har været en strøm med op- og nedgang i videnskabelig frugtbarhed. Har haft et meget elskværdigt brev fra professor Salomonsen.
19.03.1921: Situationen blev moden til at forelægge dr. Carrel planen og ideen med Rockefeller Foundation og sandelig dr. Carrel var meget venligt stemt for ideen og ville have, at jeg skulle skrive om den (til hvem fik jeg ikke at vide) og at jeg burde gå til dr. Flexner og forelægge ham ideen og tale med ham -"why not" var svaret om Rockefeller Foundation ikke ville understøtte Københavns Universitet.
31.03.1921: Jeg var hos dr. Flexner i anledning af spørgsmålet - var yderst venlig og imødekommende. Han gav mig sit kort til introduktion hos præsidenten for Rockefeller Foundation, dr. Embree. I dag kaldte Carrel mig ind og foreslog mig glad, at jeg skulle blive mod en god gage, og det ville være godt, når jeg skulle have penge af fonden, at jeg var mere kendt med folk, og det andet år er langt rigere på udbytte end det første år, og det ville være kedeligt at afbryde nu. Ville tale med Flexner og lade ham skrive til professor Salomonsen.

Albert Fischer rejste til Californien og Alaska med tog og skib i 2 måneder med dagbogen i baglommen. Den 1. september 1921 vendte han tilbage til New York.

7.10.1921: Lykønsket af dr. Carrel for mine smukke epithelkulturer, som han aldrig havde set så smukke før. Arbejder for fuld kraft for dr. Carrel med kvælstofbestemmelse, kvantitativ aminosyretest, ikke-protein kvælstofbestemmelse, globulin og albumin, kvantitative adsorptionseksperimenter, fremmed proteinbestemmelse i epithelkulturer, bakterier i ekstrakt og guldklorid eksperimentet.
12.12.1921: For et par dage siden kom Flexner op for at se mine undersøgelser, så epithelkulturerne og immunisationsforsøgene. Udtalte sig til Carrel meget glad over, hvad jeg havde lavet. Vil gå til Salomonsen i april måned.
17.01.1922: I dag blev den 10-årige fødselsdag for bindevæskulturerne afholdt hos Carrel. Fødseldagskage med 10 lys. Inviteret til middag hos Carrel i morgen sammen med Ebeling og Carrel for at celebrere 10-års stammen. Har nu været i stand til at dyrke brusk og anvist metode til opnåelse af stammen og fortsat dyrkning.

Albert Fischer's ansættelse på Institut for Almindelig Patologi i København.

Da det økonomiske tilbud var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at Albert Fischer med familie kunne fortsætte på Rockefeller Instituttet, blev han ansat som assistent ved Københavns Universitets Institut for Almindelig Patologi i 1922-26, hvor han indførte vævsdyrkningen, der siden er forblevet et fast led i Instituttets arbejdsmetoder. I 1926 forsvarede han afhandlingen "Tissue Culture" for den medicinske doktorgrad. Bogen er foruden i København også udkommet i London og er en af de få danske doktorafhandlinger, der har vundet udbredelse også i udlandet, hvor den, særlig for teknikkens skyld, er blevet benyttet som en slags håndbog i vævsdyrkningens metode. Således udkom den i 1927 i en anden udgave på tysk under titlen "Handbuch der Gewebecellen in vitro" og i 1930 i betydelig udvidet skikkelse under titlen "Gewebezüchtung".

Albert Fischer's ansættelse på Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin-Dahlem.

I 1926 modtog han tilbuddet om en stilling som leder af en "gæsteafdeling" ved Kaiser Wilhelm Instituttet i Berlin-Dahlem. Dette falder tidsmæssigt sammen med ophævelsen af den officielle boykot af tysk videnskab efter Den første Verdenskrig. Her virkede han i årene 1926-32. Gennem de talrige elever, der søgte ham for at lære vævsdyrkning, har han udbredt den Carrel'ske metodik til adskillige lande. Rous's eksperimenter med tumorinokulation på høns blev også gennemført, især emnet om immunresistente faktorer for Carrels fibroblaster inficeret af Rous Sarkom Virus (RSV) som det faste arbejdsredskab. Foruden samdyrkningsforsøg af homologe og heterologe vævstyper, undersøgtes parametre som overfladespænding, hyperbar iltension, indtørringsforsøg og ændringer i mediers sammensætning. Seks studier af Rous Sarkom in vitro om resistens, morfologi og fagocytose blev publiceret i perioden 1925 - 1927, men især arbejdet om den naturlige immunitet fra 1927 skal nævnes, fordi det var en fortsættelse af Rous's immuniseringsforsøg. Resultaterne var alligevel uventede selvom der også umiddelbart var overensstemmelse med den neutraliserende effekt af immunsera forbehandlet med hønseblodlegmer for at fjerne "cytotoxiske stoffer", som Rous formulerede sig. Parallelle forsøg med antisera uden denne behandling viste imidlertid ved inokulation tumoranslag trods nærværelse af antistoffer. Nogle ændringer i neutralisationsforsøgene var der dog foretaget i Fischer's forsøg. Rous kulturerne var svækket af hyperbar oxygenbehandling. Fischer havde sammen med Erik Buch Andersen udviklet en teknisk ekspertise for oxygenbehandling af cancer in vitro. Desuden omfattede forsøgene implanterede, acellulære mecher vædet af supernatant fra Rous's sarkomkulturer eller erstattet af normalt hønseplasma eller plasma fra immune, anslagsrefraktære høns. Forsøgene var stort set entydige: Intet tumoranslag hos de immune høns og forsøgene blev således tolket, at plasma fra immuniserede eller resistente høns indeholdt virus antagonistiske stoffer svarende til det Rous's princip om udeblevne tumoranslag. Forsøgene fremhæver også at tumoranslag er bestemt af den levende tumorcelle og tilstedeværelsen af frit virus. Den refraktære hønsefibroblast kan virusinficeres og transformeres. Sarkomcellen viser autonomi og anslag selv efter forbehandling med immunplasma, bortset fra den lille gruppe på 1% af absolut refraktære celler. Gruppen med naturlig immunitet på grund af virusantagonisme udgjorde 40%. Albert Fischer konkluderede, at der skulle sondres mellem vævsimmunitet og virusimmunitet, der tilsammen skaber pan-immunitet.

Albert Fischer på Carlsbergsfondets Biologiske Institut.

Det var Rockefeller Foudation's millionstøtte, der satte udviklingen i gang, hvilket fremgår af et privat brev fra Albert Fischer's hustru Anna fra 1929 fra Berlin til sine forældre på Fyn: "Direktør Flexner fra Rockefeller Instituttet i New York med frue var på besøg i Berlin og på Kaiser Wilhelm Instituttet i Dahlem. Albert og et par af professorerne inviterede dem og andre til te på Hotel Adlon om eftermiddagen. Jeg var syg om formiddagen, men jeg ville ikke lade det gå fra mig. Dr. Flexner, som er en stor mand med megen anseelse hos Rockefeller, sagde til mig: "Ja, det er udmærket på instituttet, men Danmark skulle lave noget derhjemme." Jeg sagde: "Ja, desværre er det jo pengene, der mangler." "Ja, De skal se," sagde han, "de kommer nok". Og Albert Fischer fik i 1932 sit Institut på Tagensvej 16 i København. Instituttet var støttet af staten, Carlsbergfondet og 1 mill. danske kroner fra Rockefeller Foundation til grund, bygning og drift. De økonomiske vilkår dengang var således, at endnu i 1940-erne kunne driften klares foruden renteafkastet af det kontante tilskud fra Carlsbergfondet på 1666,00 kr. pr. måned, men elektricitet, kraft, skatter, varme med mere var dog ude af billedet. Instituttet var tænkt som et forskningslaboratorium for emner inden for det biologiske område, ikke blot vævsdyrkning. Han har offentliggjort en større række arbejder over emner inden for almindelig biologi, særlig vedrørende cellefysiologi studeret gennem vævsdyrkning, endvidere bakteriologi, patologi og i de sidste år fysiologisk kemi (biokemi). Han har herunder også beskæftiget sig med kræftsvulsternes biologiske forhold med særligt henblik på cellernes ejendommeligheder i vævskultur. Af større arbejder kan nævnes: Undersøgelser over svulstcellernes fysiologi, over regeneration og celledifferentiering, over heparinets natur og blodets koagulation.

En af de berømteste medarbejdere var Fritz Lipmann, som arbejdede på Carlsberg Laboratoriet i Valby fra 1931 - 1939. Fritz Lipmann fik nobelprisen i fysiologi og medicin i 1953 sammen med H. A. Krebs.

Rous sarkom kulturer blev her anvendt i mere end 20 år til forsøg i talrige sammenhænge, men forskning af virus (RSV) var der ikke tale om. Undersøgelserne drejede sig derimod om vækstforhold, mediesammensætning og koagulationsproblemer i tæt samarbejde med dr. phil. Tage Astrup. Instituttets årsberetning 1948-49 viser at målsætningen for datidens forskere også dengang var langtrækkende og visionær. Beretningen omtaler fremstillingen af serumfrie medier, klarlæggelsen af mekanismen bag visse kulturers udødelighed måske inspireret af Carrels metafysiske opfattelse af udødelighed og endelig var tiden nu indledt til en systematisk bearbejdelse af det gamle tema "Verflüssigung des Plasmas", først betragtet som et rent teknisk problem, der hindrede, at man kunne følge celletilvæksten med planimetrisk arealmåling. Årsberetningen for de igangværende forskningsaktiviteter skal gengives ordret som følger: "På basis af disse undersøgelser har Albert Fischer forsøgt at fremstille syntetiske medier med hvilke det har været muligt at dyrke visse vævsceller in vitro i godt 40 dage. Disse undersøgelser viser blandt andet, at polypeptider havde en overordentlig vækstfremmende virkning". Konsekvensen af denne opgave var ansættelsen af dr. C. Waymouth, der senere gav navn til et medium. Årsberetningen nævner fortsat: "Endvidere har han benyttet sig af de virusformer, hvorved normale vævsceller kan omdannes til maligne celler. På denne måde har det været muligt at foretage nøjagtige sammenlignende undersøgelser for den samme vævscelle i normal tilstand og som kræftcelle. Professor dr. P. R. Peacock i London har venligst overladt laboratoriet værdifuldt dyremateriale til undersøgelserne". Om det sidste forskningstema siges følgende: "Til dyrkning af disse svulststammer har det vist sig nødvendig at modvirke en højst generende ulempe, nemlig den, at svulstcellerne fordøjer dyrkningsmediet og umuliggør dyrkningen af dem. For at undgå dette forstyrrende fænomen som umuliggjorde udmåling ved planimetri af væksten, har vi med udbytte benyttet os af soyabønneinhibitor".

Ulempen ved dyrkning af Rous Sarkom Celler (RSC) var i årevis kendt og blev tidligst omtalt af Carrel og Burrows i deres tidligste arbejder og proteolysen kunne dæmpes ved tilsætning af mere plasma og mindre embryonalsaft. Det var således Rous Sarkom Celle kulturer, som var besværet af opløsning, hvor alt "svømmede", der gav anledning til fornyet interesse. Problemet blev praktisk løst af Albert Fischer i 1925 ved meddyrkning af sterile klumper vat eller muskelvæv fra en høne, og når muskelfragmentet var tumorinfiltreret kunne det let flyttes ved anlæggelsen af nye kulturer. Det store emne, proteolyse, var dog stadig uopdyrket i de næste 20 år. Den systematiske klarlæggelse blev suverænt ledet af dr. phil. Tage Astrup i samarbejde med læge Per M. Permin, som også arbejdede på Carlsbergfondets Biologiske Institut.

Andre sider af Albert Fischer's liv og virke.

Mange tillidsposter og påskønnelser fik Albert Fischer for sin arbejdskraft og iderigdom. I 1936 under samarbejdet med Carrel og Lindberg blev han præsident for den internationale cytolog kongres, i 1944 formand for Biologisk Selskab og desuden medlem af Det kongelige danske videnskabernes Selskab. Det var med næsten den største glæde, stolthed og taknemmelighed, at Albert Fischer i 1946 modtog den smukke Scheele medalje for biokemisk forskning. Efter en foredragsturne i Spanien blev han i 1947 æret som medlem af det spanske videnskabernes råd. Desuden blev han i 1954 æresmedlem af den amerikanske tissue-culture association.

Albert Fischer havde som videnskabsmand den dybeste respekt for naturens storhed og glædede sig, når dens love og skønhed åbenbarede sig. Alle epoker fæstnede sig dybt i hans erindring og følelser, men kun et fåtal af indviede lærte hele hans sinds inderste forskelligartede spil at kende. Han skyede åbenlys sentimentalitet, fordi han kendte sit eget sinds følsomhed og næsten barnlige lykke i de bedste timer. Hans evner hvilede i en stilfærdig og beskeden kunstnernatur, der ville vove alt for sin sag. Den store arbejdslyst indicerede den lidt skarpe vending: "If you have nothing to do, don't do it here". Hans tankers inderste blev modnet i dybde ved den modgang, der fulgte med eksperimentel forskning, ind imellem sejre og medgang. I de senere år kredsede tankerne om filosofiske emner, med særlig forkærlighed for Søren Kierkegaard, med hvem han i sit sinds komplekse egenskaber sikkert havde fælles træk. Med årene førte de musikalske anlæg og evner mod hans vilje en sygnende tilværelse, men han bevarede venskabet med sine kvartetmedspillere hele livet. Derimod udviklede Albert Fischer de senere år et maletalent med god farvesans. Dog måtte disse glæder til sidst vige under sygdommens udvikling.

Albert Fischer havde selv de sidste måneder stadig planer blandt andet om et arbejde med kræftens kemotherapi på basis af en ældre ide, og til formålet ville han anlægge humane kulturer.

En helt anden side var Albert Fischers kultureller og musiske interesser. Han yndede foruden Søren Kierkegaard navnlig Georg Brandes og H. C. Andersen. Uden at tage sig selv højtidelig blev han også selv forfatter til en lille bog med hyggelige julefortællinger, samlede fra hvert års jul og motiver fra sin ungdom. Slægtstavler og slægtshistorie havde også hans interesse, navnlig en omfattende brevsamling fra oldefaderen, rektor Bojesen i Sorø, der var menneskelige og kulturhistoriske dokumenter om mænd fra guldalderperioden såsom Heise og Kierkegaard eller om slægtningen, skuespillerinden Anna Nielsen, der med urette stod i skyggen af Johanne Louise Heiberg. På basis af denne korrespondance havde Albert Fischer planer om i sit otium at skrive en bog.

Svundne tider med kulturhistoriske personligheder havde Albert Fischer oplevet eller knyttet venskabsforhold til; således kan nævnes Albert Einstein og Fritz Busch, foruden mange berømte fagfæller.

Et smukt portrætrelief blev udført af Anne Marie Carl Nielsen og vidnede om knyttede venskaber. Relieffet er indmuret i vestibulen på Biologisk Institut.

Ved sin 65 års fødselsdag glædede han sig af hjertet over de henved 70 brevskrivere fra hele verden, der sendte personlige hilsner og hyldester, samlet til eet festskrift. Blot een uge senere var det forbi, og hans liv havde næsten fået en naturlig afrundet afslutning uden gruvækkende alderdom og med fuld afvikling af de rige evner.

Bøger:
Albert Fischer: Fra bakteriernes verden: Et lille indblik i moderne bakteriologi og nogle af dens resultater. (1919) 112 sider samt (1931 og 1939) 142 sider.
Albert Fischer and Alexis Carrel: Tissue culture: Studies in experimental morphology and general physiology of tissue cells in vitro. (1925) 310 sider.
Albert Fischer und Alexis Carrel: Gewebezüchtung: Handbuch der Biologie der Gewebezellen in vitro. 3., verm. Aufl. München (1930) 661 sider.
Albert Fischer: Bogen om kræft: Et indblik i vort kendskab til kræft fra de ældste tider og til vore dage. København (1931); Stockholm (1936) 190 sider.
Albert Fischer: Biology of tissue Cells. (1946) 348 sider.
Albert Fischer: Jul i Stiftelsen og andre Julefortællinger. (1953) 115 sider.

Albert Fischer

-