Ungkarl, fisker Peter Christian Bertelsen, 26 år, og pige Else Marie Nielsen, 19 år, blev viet den 15. december 1903. Forloverne var brudgommens og brudens fader, begge af Skagen [Skagen, kirkebog for 1902 - 1908 side 286 opslag 176]

Peter Christian Bertelsen og Else Marie Nielsens børn var:

• Niels Ørum Bertelsen blev født den 24. juli 1904 og døbt den 25. september 1904. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie Nielsen, 20 år, Vesterby. Fadderne var barnets moder, kone Jane Nielsen, fisker Niels Ørum Nielsen samt barnets fader, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1902 - 1908 side 18 opslag 19]
  Niels Ørum Bertelsen blev konfirmeret den 6. april 1919. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie, født Nielsen [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 206 opslag 164]
• Nancy Margrethe Bertelsen blev født den 11. marts 1907 og døbt den 19. maj 1907. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie Nielsen, 23 år, Vesterby. Fadderne var barnets moder, enke Mariane Bertelsen, barnets fader og fisker Niels Ørum Nielsen [Skagen, kirkebog for 1902 - 1908 side 141 opslag 106]
  Nancy Margrethe Bertelsen blev konfirmeret den 2. oktober 1921. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie, født Nielsen [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 258 opslag 216]
• Janus Thomas Martin Bertelsen blev født den 18. november 1909 og døbt den 23. januar 1910. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie Nielsen, 25 år, Vesterby. Fadderne var kone Jane Nielsen, kone Thomine Christensen, fisker Niels Ørum Nielsen, barnets fader, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1909 - 1917 side 9 opslag 10]
  Janus Thomas Martin Bertelsen blev konfirmeret den 6. april 1924. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie, født Nielsen [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 238 opslag 194]
• Anna Kirstine Berthelsen blev født den 14. februar 1914 og døbt den 3. maj 1914. Forældrene var fisker Peter Christian Berthelsen, 36 år, og hustru Else Marie, født Nielsen, 30 år, Vesterby. Fadderne var barnets moder, pige Kristine Jørgensen, fisker Niels Ørum Nielsen og barnets fader, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1909 - 1917 side 143 opslag 135]
  Anna Kirstine Bertelsen blev konfirmeret den 25. marts 1928. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie Nielsen [Skagen, kirkebog for 1925 - 1932 side 255 opslag 222]
• Else Marie Ørum Bertelsen blev født den 30. april 1916 og døbt den 12. juni 1916. Forældrene var fisker Peter Christian Berthelsen, 38 år, og hustru Else Marie, født Nielsen, 33 år, Vesterby. Fadderne var barnets moder, kone Jane Ørum, fisker Niels Ørum Nielsen samt barnets fader, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1909 - 1917 side 160 opslag 152]
  Else Marie Ørum Bertelsen blev konfirmeret den 5. oktober 1930. Forældrene var fisker Peter Christian Bertelsen og hustru Else Marie Nielsen [Skagen, kirkebog for 1925 - 1932 side 266 opslag 233]
• Hans Bertelsen blev født den 12. maj 1920, hjemmedøbt den 12. maj 1920 og fremstillet den 14. november 1920. Forældrene var fisker Peter Christian Berthelsen, 42 år, og hustru Else Marie, født Ørum, 36 år, Vesterby. Dåbsvidnerne var jordemoder fru Jensen og fisker Frederik Winthers hustru. Vidner ved fremstillingen var pige Hulda Winther, kone Else Marie Winter samt arbejdsmand Frederik Winther, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 25 opslag 26]
  Hans Bertelsen døde den 28. februar 1930, og han blev begravet den 8. marts 1930 i Assistents Kirkegården. Han var barn af Vesterby, og han blev 9 år gammel [Skagen, kirkebog for 1925 - 1932 side 346 opslag 314]
• Grethe Bertelsen blev født den 12. maj 1920, hjemmedøbt samme dag og fremstillet den 14. november 1920. Forældrene var fisker Peter Christian Berthelsen, 42 år, og hustru Else Marie, født Ørum Nielsen, 36 år, Vesterby. Dåbsvidnerne var jordemoder fru Jensen og tømrer Frederik Winthers hustru. Vidner ved fremstillingen var kone Jane Ørum Nielsen, kone Viktoria Marquardsen og fisker Niels Ørum Nielsen, alle af Skagen [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 125 opslag 105]
  Grethe Bertelsen døde den 6. januar 1921 i Vesterby, og hun blev begravet den 12. januar 1921 på Assistents Kirkegården. Hun blev 7 3/4 år gammel [Skagen, kirkebog for 1918 - 1925 side 369 opslag 310]

Ved folketællingen i 1911 boede familien i Skagen:
Peter Christian Bertelsen, født den 13.10 1877, gift, husfader, fisker
Else Marie Bertelsen, født den 25.12 1883, gift, husmoder
Nancy Margrethe Bertelsen, født den 11.3 1907, barn
Janus Thomas Martin Bertelsen, født den 18.11 1909, barn
De var alle født i Skagen

Ved folketællingen i 1916 boede familien i Skagen:
Peter Chr. Berthelsen, født den 13-10 1877, gift, husets ejer, husfader, fisker, midlertidig fraværende
Marie Berthelsen, født den 25-12 1883, gift, husmoder, almindelig husgerning
Niels Ørum Berthelsen, født den 24-7 1904, barn
Nancy M. Berthelsen, født den 11-3 1907, barn
Janus T. M. Berthelsen, født den 18-11 1909, barn
Anna K. Berthelsen, født den 14-2 1914, barn

S.166 Danmark var et fiskefartøj med hjælpeskrue. Hun havde to master og et dæk, middelfyldig bov, glat stævn. Hækbygget med rundt spejl, karavelbygget af eg og bøg. Ingen inderklædning. Hun blev brugt til fiskeri i Kattegat og Nordsøen med Snurrevod. Hun blev bygget på Brødrene Nippers Værft i Skagen i 1926. Peter Christian Bertelsen fik skøde på hende den 26/2 1927	Peter Christian Bertelsen blev uddannet som fisker og kutterfører i 1927

Peter Christian Bertelsen døde den 25. august 1958 på Skagen Sygehus, 80 år gammel, og han blev begravet den 29. august 1958 på Assistents Kirkegården. Han var forhenværende fisker og gift med Else Marie Nielsen (Ørum), som overlever ham. Deres sidste fælles bopæl var Lodsvej 5 [Skagen, kirkebog for 1957 - 1959 (C47 – 10I) side 361]

Døden ville ikke vide af mig!

Dette er en beretning om en 80-årig fiskerenke på Skagen, der har været ved at dø adskillige gange, men døden ville ikke kendes ved hende, siger hun.
Hun fortæller også om minder om det gamle Skagen

Else Marie Nielsen

Er livet ikke forunderligt? Her sidder jeg, gamle kone, tilbage og de fleste af dem, man oplevede livet sammen med, er for længst døde og borte, de tre af ens fem børn også. Kun jeg kan ikke dø. Det er, som om døden ikke vil kendes ved Marie Berthelsen. for det kan da ikke være fordi, den ikke tit nok har været ude efter mig ...

Vi sidder i et af de få virkelig ægte, gamle Skagenshuse, hvor intet er ændret - bortset fra, at der er kommet oliefyr! - siden det for et par hundrede år siden blev opført som fiskerhus. Det ligger nede bag ved Skagens Fortidsminder, og dets indbo og alle dets gamle brugsting er for samlere og museumsfolk formuer værd. Marie har hæget om det gamle med nænsom hånd og åbent blik for værdierne. Hun passede på det gamle i de tider, da folk ellers smed den slags væk for at skifte ud med nymodens kram. I dag ærgrer de sig, de, der skiftede ud. Nu er det for sent.

Jeg har altid syntes, siger Marie, - at der var noget positivt i alt det gamle. Det gav ligesom forbindelse tilbage til de slægter, man som gammel Skagenspige hører til. Det var derfor jeg ikke nænnede at skille mig af med det alt sammen, og det skal heller ikke ud af stuerne, før de bærer Marie bort herfra. Hvornår det så end bliver. Der har ellers i årenes løb været adskillige, der har lokket med endog særdeles store pengesedler for at få lov a gå med nogen af tingene.

Jeg har altid haft de penge jeg skulle bruge til dagen og vejen, plejer jeg at svare dem, og det er ikke anderledes i dag. Og det bliver det næppe heller. Så gå bare med de store pengesedler igen, det frister ikke Marie.

Jeg har masser af tid nu til at undre mig over, hvordan livet egentlig blev før mig, og som jeg sagde før, noget af det, der undrer mig mest er, at døden havde bud efter mig så mange gange, uden at tage mig. Hvori kan sådan noget nu ligge? Det er der ingen, der kan svare på, for der er da gud ske lov stadig en masse, som menneskenes børn ikke er kloge på, selvom de i det spand af år, jeg har levet, er blevet kloge på så meget, at man til tider er ved at være bange for, at det skal revne med en ordentlig forskrækkelse en dag.

Efter alle solemærker at dømme skulle jeg ikke engang have overlevet barneårene. Jeg er født i en fiskerslægt, far var fisker, hans far og bedstefar også, og det var vel at mærke i de tider, da det at være fisker på Skagen var et særdeles trælsomt, farligt og fattigt betalt slid. Vi var også fattige derhjemme, menuen stod som oftest på fisk og kartofler dag ud og dag ind. En gang imellem var der festmad på bordet, for eksempel når mor - der var fra landet - havde fået fat i en gris eller havde byttet nogle knipper fisk bort med en stump flæsk. Men det var sjældent.
Jeg var svagelig som barn, uhyre svagelig endda, og en aften, jeg var alene hjemme - der var en gammel kone til at se efter mig - indtraf den katastrofe, man vel havde ventet på, for jeg havde ligget til sengs meget længe uden at kunne trives. Pludselig blev jeg overfaldet af frygtelige blodstyrtninger, og var min mor ikke kommet hjem i det samme, havde jeg vel været død. Der blev sendt bud efter lægen, men han var ikke sådan at få fat på, og så måtte de rende efter jordemoder. Kunne hun skaffe småtolk ind i verden, måtte hun vel også i en snæver vending kunne bruges til at sikre, at de blev her, når de nu var kommet her. Og miraklet skete, den gamle jordemoder fik virkelig ved hjælp af en skefuld salt eller to blodstyrtningen stoppet. Og jeg kom mig.

Da jeg var blevet rask, blev jeg en dag sendt ned til jordemoderen med betaling for den indsats, der havde frelst et bitte liv. Det var et par store knipper fisk, og jordemoderen kvitterede med en pose hjemmebagte småkager. Jeg stolprede af sted hjem med det lækre bagværk, men på vejen mødte jeg en stor hund og den åd hele herligheden med det resultat, at der vankede en gevaldig endefuld til mig, da jeg omsider kom hjem.

Siden så jeg ondt til den hund, og så skulle det endda komme til at gå så mærkeligt, at den kort tid efter blev min redningsmand, anden gang døden havde langet sin knoglede arm ud efter mig. Min bror og jeg legede en dag nede ved stranden, som fiskerbørn altid gjorde det, fra de havde lært at stolpre af sted. Det var uroligt vejr den dag, og jeg må være kommet for langt ud, for pludselig slog bølger og strøm benene væk under mig, og jeg følte, at jeg sank. Indtil jeg pludselig mærkede et fast tag i nakken. Det var hunden, der havde ædt mine småkager hin dag. Den havde strejfet rundt nede ved vandkanten, og dens instinkt må have sagt den, at der var noget galt, så den var vadet ud og havde fået tag i mig. Mine forældre var blevet tilkaldt ved råbet fra min lillebror, og de kom styrtende til stranden, da hunden kom slæbende ind med mig. Tror De, de kunne få hunden til at slippe sit »bytte«? Uanset hvor meget de råbte til den og hvor meget, de truede, fortsatte den uanfægtet med sin bylt, til den var kommet hjem, hvor den vidste, jeg boede. Her lagde den mig varsomt på gulvet, slikkede mit ansigt nogle gange, og gik så sin vej. Jeg behøver næppe at fortælle Dem, at den hund og jeg var uadskillelige resten af de år, den levede. Helt uden at jeg egentlig havde forstået, hvad det var for et mirakel, dyret havde udført, for det gik først op for mig mange år senere, da jeg var blevet større og havde hørt den mageløse beretning adskillige gange.

Da jeg blev voksen og var blevet gift, var der også bud efter mig adskillige gange, og skulle det være gået, som lægerne og de kloge havde forudsagt, skulle jeg for længst have været herfra. Men når det så værst ud, skete det helt uventede altid: Marie vågnede op og begyndte billedlig talt ganske langsomt at kravle tilbage til livet. Og jeg holder den altså gående for fuld damp endnu.

Jeg har også haft den lykke at kunne hjælpe andre mennesker; der har været plaget af sygdom og elendighed. Min bedstemor var en berømt »klog kone«, der kunne meget mere end sit Fadervor, og som har hjulpet mangen fiskerkone til at genvinde helbredet. Og jaget mangen fiskers plagsomme gigt på flugt for tid og evighed. Jeg fik lidt af hendes evner i arv, og ned gennem årene hjalp jeg adskillige både for gigt og indre svagheder. Moderne videnskab kan trække så meget de vil på smilebåndet ad de overleverede opskrifter på helbredelsesmidler, men det ændrer intet som helst ved deres effektivitet. De skulle vide, hvor mange Marie for eksempel har lindret for galdestenssmerter ved det nedarvede hjælpemiddel: l æg, direkte fra hønen, lægges i blød i 24 timer i et glas, indeholdende saften fra en frisk citron. Efter et døgns forløb tages ægget op, og det kan bruges til pandekager for eksempel, og væsken i glasset tages med en spiseskefuld en gang om måneden i tre måneder. Gammel pjattet overtro, siger De, nå ja, det må De jo om, men skulle De en dag komme til at vride Dem i smerter af galdesten, så kan det nu godt være, De vil sande på den opskrift, De her fik af Marie. Og i hvert fald kan jeg forsikre Dem for, at den ikke gør nogen skade, hvis det utænkelige skulle ske, at den ikke bragte lindring.

Der kigger tit folk ind til mig i stuerne her, blandt andet for at se alle mine ting - og også for at høre minder fra gamle dage. Ork, jeg har kendt dem alle fra dengang: Jens Kruse, redningsmanden, Drachmann, Michael Ancher, og hvem De nu ellers kan nævne af store navne. Jeg har såmænd også mange gange lavet mad for og serveret for de kongelige, når de var heroppe.

I mange år passede jeg hus i det såkaldte »Havehuset«, og der var kong Christian og dronning Alexandrine ofte på besøg. Og kongen tilgav mig såmænd, at jeg aldrig kniksede for ham, som det jo ellers hørte sig til. Jeg havde nemlig aldrig lært at knikse for nogen - vi Skagen-boere havde andre måder at vise sømmelig respekt på. Det syntes kongen at affinde sig med, og det var da heller ikke blevet anderledes, om han ikke havde syntes om det.
Min far var for resten engang i audiens hos kongen, det snakkede han meget om. Det må vel have været Christian den 9., mon ikke? På de tider havde de fattige fiskere heroppe jo ingen havn, de måtte gå ud fra den åbne strand, og det kostede mange fiskere livet og gav anledning til megen sorg og elendighed. Så blev de fattige fiskere da enige om, at de skulle sende en delegation over til majestæten og spørge ham, om de ikke kunne få bevilget penge til en havn. Det var i de tider, da turister så småt var begyndt at dukke op på disse kanter, men det havde ingen dengang jo troet, at en by nogen sinde skulle komme til at leve af.

Fiskerne var enige om, at når de skulle stedes for en så højfornem person som majestæten selv, gik det ikke an, at han så noget så formasteligt som deres barkede, furede næver, så der blev skillinget sammen til hver et par sorte handsker til delegationen. De blev behørigt prøvet i alles påsyn, inden de udvalgte drog af sted.

Man syntes jo nok, at fiskerne så lidt kvindagtige ud i den påklædning, men når det nu hørte sig til i de finere cirkler, ikke?

De kom af sted, de kom hjem igen, og havnen havde de da også fået bevilget. Handskerne? Tjah, dem kunne de sælge igen til ham, der havde solgt dem, for de havde såmænd glemt at tage dem på, da de kom ind på kongens slot!

Det er dejligt at blive gammel, når man har så mange minder at tage frem en gang imellem, som jeg har. Dejligt at have det sådan, at man endnu kan fryde sig over alle de år, man fik lov til at opleve.

Så gør det for resten ikke noget, om døden et par gange endnu skulle synes, at den ikke vil kendes ved mig. For min skyld haster det slet ikke med det bekendtskab.

Men så skal det selvfølgelig nok gå sådan, at den dukker op, når man egentlig synes, det er mest ubelejligt Og mindst af alt tænker på dens nærhed. Nå, så skal den i hvert fald have tak, fordi den lod mig vente så længe, at jeg nåede at opleve så meget, som tilfældet blev ...
Kilde: Illustreret Familie Journal hæfte 36 side 24 (1963)

Else Marie Bertelsen, født Nielsen (Ørum) døde den 19. juli 1969 kl. 23.45 på De gamles Hjem, 85 år gammel, og hun blev begravet den 23. juli 1969 på Assistents Kirkegården. Hun var enke efter forhenværende fisker Peter Christian Bertelsen [Skagen, kirkebog for 1969 - 1970 (C47 – 10N), side 324]