Barndoms erindringer

I forbindelse med, at Kim havde fået sin første båndoptager, lavede han den 15. april 1974 et interview med sin farfar, Adolf Nimand Christensen. Kort tid efter interviewet blev der desværre indspillet musik på båndet; men forinden havde Kim taget en afskrift, som i uredigeret gengivelse lyder således:
"Det er mine barndomsminder, nogle af dem, skulle jeg komme med dem alle sammen så bliver det jo en hel bog. I mit hjem var vi 14 søskende, og det var ret almindeligt dengang med mange børn. Og skal jeg begynde med at fortælle noget om, hvordan vi voksede op. Det var jo små kår dengang. Det var en ejendom ude på Heden og vi havde en besætning på 7 malkekøer. Så kan du jo nok forstå, at det var småt med mange ting.
Jeg husker blandt andet, der var en nabo, der kom derhen og så fik vi margarine på brødet. Det var jo hjemmebagt brød dengang. 14 kager rugbrød blev der bagt ad gangen. Det var sådan nogle store rugbrød, der blev bagt. Jo, jeg kom væk fra det her, at vor nabo kom derhen, og vi fik jo som sagt margarine på brødet, og så kan jeg huske så udtrykkeligt, at han sagde til min fader - jeg var ikke ret gammel – ”har du nok råd til, at give dine børn margarine på brødet?" Det vidste han ikke rigtig, hvad han skulle svare til; men så sagde naboen, at det får vores børn nu ikke, de får nogle ”sopper” i noget mælk. Det bestod i bart rugbrød, der var skåret i små terninger og det fik de så i noget skummemælk. Han var karetmager, og de havde ikke mere end et par køer. Skummemælken var altså kost for så vidt angår brød. Og kartofler - ja, det ved jeg ikke rigtig noget om - dem havde de selvfølgelig nok nogle af.
Til mad til kartoflerne - jeg kan huske, at det dengang var skik og brug, at slagte gris til jul; men de var gerne noget store, for de skulle jo vare et helt år. Så blev de jo saltet, og det med at få ferskt kød, som man får nu - der kan lægges i fryseren - var der ikke noget, der hed dengang.
Blandt andet kan jeg også huske som dreng, at det var en middag, min fader havde været ved at køre ajle ud. Der var en pisk, der lå derude - og vi havde nogle bier, og de var jo i kurve dengang - nå, de trak så gevaldigt. Nå, jeg sad ude på ajletønden, kan jeg huske - om middagen - jeg sad tværs over tønden med et ben på hver side. Så svingede jeg med pisken - og bierne trak ovenover - de trak op efter lyng. Så troede de, at det var dem, jeg slog efter, de blev så tossede, at de overfaldt mig - og du kan tro, at jeg kom ind, og det var noget der gik hurtigt.
Vi havde også en hel del pligter, blandt andet havde vi en del får, og de stod i tøjer inde i klitbakkerne, og dem skulle vi ind og se til og flytte om morgenen, inden vi gik i skole.
Men jeg var nu heller ikke ret gammel, inden jeg kom ud at tjene - jeg var ikke mere end knap otte år. Da kom jeg ned på en ejendom, hvor de havde 9 malkekøer. Og der skulle jeg op og malke hver morgen, inden jeg skulle i skole; men det var jeg jo vandt til hjemmefra. For jeg kan huske, at jeg kunne malke, inden jeg kom til at gå i skole. Min ældste søster var hjemme dengang; og jeg kunne malke 2 køer dengang, om morgenen, og så tænkte jeg som så, at når jeg kom til at gå i skole, blev jeg fri for at malke om morgenen. Den første dag jeg skulle i skole, var jeg noget spændt på det, men omforladelse - Marie kom og kaldte som hun plejede - jeg skulle op og have de to køer malket, inden jeg skulle i skole. Men så var det jo, at jeg kom ud at tjene - men det her med at malke var jeg jo vandt til - så jeg skulle jo op og malke 9 køer hver morgen, inden jeg skulle i skole. Den gang malkede vi jo tre gange om dagen - og så kom jeg som reglen hjem klokken tre - og så skulle jeg igen ud og malke de 9 køer, når jeg kom hjem fra skole. Så havde de den skik, at der skulle malkes igen klokken ti - elve stykker om aftenen, så skulle jeg ud og malke igen, så var jeg ”ski” godt træt.
Men jeg kan også huske, at dengang jeg gik i skole, da havde skolelæreren den ide, at hvis man ikke kunne begynde på lektierne - han nævnte kun et navn - og kunne vi så ikke lektien - og det skulle være udenad - så kom vi til, at sidde efter. Og der var jo søreme ikke tid til at læse, vi skulle jo hjælpe til både i marken og med at passe køerne.
Så var der en eng inde i klitterne, der var en kilometer - nej, der var mere – 2½ kilometer, måske 3 kilometer - det ved jeg ikke sådan helt bestemt. Der skulle vi så ud med køerne, der ude i engene - og han havde den idé, at tøjret til køerne skulle kunne vare i to år. Køerne rykkede jo de her tøjer i stykker - i klitbakkerne - der var jo ingen rigtig vej derind, det var jo sådan over klitbakkerne. Som sagt gik de tøjret i stykker, og de her liderlige asener ”bejsede”, sikken et døje jeg havde med dem. Dengang var der jo bremsere og sager.
Men så husker jeg en dag, at jeg skulle trække med køerne af en smal lyngvej - det var selvfølgelig en kommunevej, men den var jo så smal, og så var der grøfter på begge sider. Så var der en kaptajn ”Heksia” oppe i Råbjerg. Han havde en ridehest. Og så så jeg, at han kom fra vest i flyvende fart - alt hvad hesten kunne trave. Han kunne ikke komme forbi; men så råbte han, den her klovn: ”Kan De ikke trække af vejen med de køer, så jeg kan komme forbi?” Og han var gal - den her pjalt, og han ridder hesten lige hen i røven på køerne. Køerne blev jo tossede og sprængte alle de rådne tøjer, og løb ud til alle sider. Jeg havde nær aldrig kommet ud af det med køerne - jeg kan nok huske det. Jeg græd jo noget over den redelighed med køerne, kan du jo nok forstå, men jeg fik dem jo hjem til sidst. Sådan var det jo dengang.
Så var der jo med hensyn til lektierne, jeg havde jo søreme ikke tid til at læse andet end en times tid om aftenen, inden jeg skulle ud og malke igen - og så var jeg jo så søvnig. Ja, men så tilbage til skolen igen - det var det her med lektierne, det kom vi fra - dem skulle vi kunne udenad. Somme tider sad halvdelen efter, til andre tider sad vi efter alle sammen på nær tre - det gjorde vi mange gange. De tre var nogle, som ikke havde så meget at lave der hjemme - eller som ikke havde så travlt - så de kunne jo nok få tid til, at lave lektierne.
Det var det med skolen - det kom vi lidt fra igen - da husker jeg – ja, der var jo så mange ting, men læreren havde en datter - hun var sådan lidt tilbage - jeg stod ellers højt ved skolelæreren. Vi var ved at lege "to mand frem for en enke" ude i skolegarden. Så kom jeg til at skubbe til lærerens datter. Hun gik jo i vejen. så kom jeg til at sige til hende: ”Kan du ikke holde dig væk din "trok"!" Og hun løb ind og klagede til sin fader, skolelæreren, med det samme. Efter den tid kom han i tanke om, at han ikke ville høre mig i mine lektier - der gik to måneder. Og det skulle jeg have til straf. Nå, den var nu ikke så stor, men jeg var klar over, at en skønne dag - jeg lærte min lektie - fandt han nok på at høre mig - så skulle jeg til at sidde efter. Jeg sad jo slet ikke efter i denne lange tid, i det par måneder - så lige pludselig en dag råbte han mit navn op, og jeg skulle nævne hvor mange Nykøbing'er vi har her i landet. Og der er jo fire. Og dem nævnte jeg jo. Så sagde han, det var sandelig godt - det var sandelig godt. Ak, han vidste aldrig, hvad ben han skulle stå på. Efter den dag fik piben en anden lyd igen. Det var bare sådan et lille træk.
Men så var der en dag, da sagde jeg sådan for sjov skyld inde i skolestuen - læreren havde sådan et kikhul i døren, så han kunne se ind. Så sagde jeg sådan for sjov skyld, farvel. Det var idet, han lukkede døren, så han kunne jo ikke høre det; men datteren løb ind og sladrede, og han kom løbende med sådan en fart og råbte: ”Kom ind alle sammen - der var en der sagde farvel.” Ja, sagde jeg så det var mig. Nå, skulle De have lov til, at rejse hjem. Nej, det skulle jeg ikke. Hvorfor sagde De så farvel. Nå, det var sådan for sjov skyld, sagde jeg - det vidste jeg ikke sådan - det var sådan noget der slap ud af mig. Nå, men så må De godt rejse hjem, når De har sagt farvel, og det med det samme.
Nå, jeg tjente oppe i en gård der hed Sovkrog dengang. Der tjente jeg i fire år. Og var hyrde der, inden jeg blev konfirmeret. På den anden ejendom - der hvor de havde de 9 køer - der var jeg i halvandet - omtrent to år - tror jeg det var. Jeg kom vist der ned til april og så var jeg der i halvandet år. Da jeg så skulle gå, ville jeg give læreren hånden for at sige farvel – det plejede vi at gøre hver gang vi forlod skolen. Nej, sagde han så De har sagt farvel en gang og så er det nok. Nå, men så regnede jeg med helt bestemt, at nu var han nok gået ind. Jeg gik jo ude på gangen, så lukkede jeg jo døren til skolestuen. Jeg syntes jo det var et fantastisk kup, jeg havde lavet der - sådan lige pludselig at have fået fri, det var jeg jo ikke bestemt på. Nå, så står han lige inden for døren, det asen rent ud sagt. Og han rykkede jo døren op (han havde jo den ide, at han ville sætte vor hoveder ind imellem sine ben - det var ikke, fordi han prøvede ikke på mig mere end den ene gang - og så skulle vi have nogle i enden). Han havde ikke noget spanskrør at slå med der ude. Nå, men han griber jo mig, og sætter hovedet af mig ned mellem sine ben – jeg ville jo ikke sådan gøre modstand, for jeg var bange for at gøre skade på ham, for han var ikke ret stærk. Nå, han skulle så til, at give mig nogle hug, så vendte jeg hovedet og bed ham en smule i det ene lår - sådan en lille smule, det var jo ikke alt for hårdt. Du kan tro fyren han slap - og han af sted ind. Og så havde jeg fri der et langt stykke tid - både for lektier og alting.
Så vil jeg fortælle om en anden, det var sådan en stor fyr, han kunne bære to hundrede pund dengang. Dem kunne han tage og lægge på sin nakke. Han var så stærk og så stor. Han havde også fornærmet lærerens datter på en eller anden måde, og skolelæreren havde en anden datter, som var inde, når vi sad efter - der sad næsten halvdelen efter - og de sad og lavede nogle kunster, og den anden datter gik ind og klagede til sin fader over, at hun ikke kunne holde styr på dem, og så kommer skolelæreren jo derind, med sådan en fart. Ham den her store, som jeg snakkede om, ham sagde læreren til, om ikke han kunne sidde ordentlig - som læreren nu kunne sige - ellers skulle han give ham. Den store rejser sig, og siger: ”Ja, du kan jo lige komme - så skal jeg vise dig hvem af os der skal være ordentlig”. Skolelæreren forsvandt ind med sådan en fart igen, han skulle ikke hen og snakke med ham. Det er sådan lidt af de ”kanaljestreger”.
Nå, men så var der en til, der gik i skole, og han havde hørt, at skolelæreren ikke måtte beholde dem så længe - de skulle have fri klokken to. Han havde jo den idé forstår du, at vi skulle blive i skolen så længe som muligt, og helst en time over, men det er jo også godt nok, men det kunne vi jo ikke rigtigt forstå dengang. Nå, men eleven havde jo hørt det med, at læreren ikke måtte beholde os længere end til klokken to. Og så havde han fået fat i et vækkeur, som han stillede til at vække klokken to. Han var ligeledes sådan en gevaldig stor fyr. Lige pludselig begyndte vækkeuret at kime - klokken to. Den store elev rejste sig op og sagde: ”Nu skal vi hjem." Skolelæreren, han kikkede jo. Eleven fortsatte: ”Ja, vi skal ikke være her længere end til klokken to - nu går jeg.” Han sagde farvel og tog sit vækkeur med sig. Skolelæreren var bange for ham, så han turde ikke rigtig gøre noget. Der var en tre fire elever, der var nogle store fyrer - der vejede halvanden hundrede pund, eller der op ad. Dagen efter, da vækkeuret igen begyndte at ringe, kom læreren hen til Marinus (Det må være fætteren Peter Marinus Petersen) og vil have vækkeuret. "Nå det vil du," sagde Marinus, "du får det ikke af mig". Nå, men så tog skolelæreren alligevel i kraven på Marinus for at give ham nogle klø. Marinus tog fat i lærerens vest og klemte ham op i vinduet - og klemte ham ud af et af de store vinduer i skolestuen. Ja, han klemte ham ikke helt ud; men han havde da godt ved ham. Så var der en af de andre elever, der råbte: ”Nu må du hellere holde op, nu må du ikke tage ved ham mere for han er ved at være helt sort i hovedet." Efter den tid prøvede læreren aldrig mere at røre Marinus. Det var nogle af de kanaljestreger vi har lavet, som vi ikke skulle have lavet.
 Ja, jeg kan lige fortælle en enkelt gang igen. Der var pikket med brosten rundt om skolen. Så fandt de store drenge på, at de skulle tage brostenene op og slå dem imod hinanden - i frikvartererne - så kunne de jo slå gnister, og det morede de dem jo med. De havde taget et par stykker op - de var vist nok slidt løse eller sparket løse med tiden - det tror jeg nok. Så kom skolelæreren jo der ud, han hørte jo den her dunken derude. Det var jo sådan, at skolen rystede, når de slog de her sten imod hinanden. Læreren råbte: ”Jeg skal minsandten lære jer". Så var der en af dem - det var ham med vækkeuret - han sagde: "Ja du kan jo lige komme.” Han løftede en af stenene op over hovedet. Skolelæreren løb ind med sådan en fart.
Det er nu godt nok, vi skulle jo lære noget i skolen, det kom vi jo også til. Vi gik jo ikke i skole mere end syv år den gang, og der var ikke mere end to klasser. Den første klasse var de første fire skoleår og anden klasse var så de tre sidste år. Læreren var også vældig flink. For eksempel holdt han til jul, juletræ for os - det var noget han gav fuldstændig privat. Vi fik chokolade og alt det vi kunne spise, og sådan - det var vi jo ikke vandt til, sådan noget godt noget. Men sådan var han jo flink. Og han ville jo, at vi skulle lære noget. Det forstod vi ikke den gang, men det kom vi jo til senere.
Skal jeg lige gøre et lille hop tilbage til mine barneår, da jeg var hjemme. Vi havde noget der kaldtes for en "vannek”, som de brugte oppe i Gårdbo Sø i sin tid efter at de havde udtørret den. Det var sådan en på to hjul, og så var der en kasse der på. Der hjemme havde vi sådan en. Den var jo på jernhjul selvfølgelig eller rettere sagt på træ hjul med jernbeslag. Så havde vi en mægtig stor gedebuk. Der var jo mange, der havde geder, og så kom de og fik deres geder bedækket, og jeg kan huske, at det kostede en krone. Men så var der en, der kom helt fra Knasborg. Og gedebukken stod som reglen østen til. Og han gik hen og fik den bedækket og stak af uden at betale. Det var vi meget, meget gale over, for en krone var mange penge den gang. Jeg kan huske, når vi skulle med skolen ud at rejse det var som reglen til Skagen. Da fik vi 25 ører hver, og når vi skulle til Ålbæk marked - ja, vi fik da aldrig over 25 ører - ja, som reglen 10 ører. Mere kunne der jo ikke blive råd til.
Nå, men det er jo også godt nok. Nå, men nu tilbage til det her med gedebukken vi havde. Vi fik lavet et seletøj til ham og så spændte vi ham for den her vogn - der var sådan noget af en lang kasse og så var der jo et par stjerte. Så ville vi prøve at køre med ham, men han ville jo ikke gå det asen. Men så skulle der en gå med ham – han var jo så stærk det her spøgelse.
I den tid hvor vi tog kartofler op, læssede vi en sæk kartofler op på vognen. Og så skiftedes vi til at trække ham. Ligeledes når vi var ude at køre i stads – kan du nok forstå - med den her gedebuk, forspændt den her ”vannek” som vi kaldte den.
Hjemme havde vi en stor hund. Hvad det var for en slags, det ved jeg knap nok, men han var så klog. For eksempel blev der gravet en masse tørv - og min far kørte til Skagen med tørv - det skulle han gerne en eller to gange om ugen - der var jo langt at køre med hestevogn, og der var jo sandvej hele vejen og det var gerne langt hen på inden han kom hjem. Det var hen ad ved tolvtiden, og min moder var gået i seng. Men hunden var så klog, at når den kunne høre min fader kom helt nede hos naboen. Der var noget af en stump derned, men den var så god til at høre, selv om den lå derinde, så gik den hen og skrabede på min moders dyne så hun kunne vågne og stå op og lave noget varmt mad til ham.
Selvfølgelig var det mest om vinteren, at de kørte til Skagen med tørv og det var de her to gange om ugen. Men det er sjovt med den her hund - det skete hver eneste gang. Han var ellers så skikkelig. Men når min far kom fra Skagen, så begyndte hunden at skrabe på moders dyne - så gik den ikke længere, så måtte hun op.
Jeg kan også huske, at vi en enkelt gang fik lov til at tage med til Skagen, men det var knage mig en kold omgang - vi var jo ikke i for mange klæder. Og når der var tøvejr, skulle vi gå ved siden af vognen og holde ved den for at den ikke skulle vælte - sådan var vejene jo den gang. Når vi tog til Skagen, skulle vi af sted tidligt om morgenen, og det var jo en større udflugt, når vi skulle med derud. Vi fik som reglen fisk med hjem, og de blev så saltet og tørret. Det var lige så god torsk, som alle andre slags. Det var sådan en hel kasse fuld af gangen. Da lavede vi så noget, der kaldtes for ”kopperhoveder”. Det var hovederne, der blev skåret af torsken, der blev renset. Nogle kogte byggryn blev lavet til noget, der blev kaldt for ”dullinger”. Disse ”dullinger” blev stoppet ind i torskehovederne, og kogt. Det var en delikatesse dengang. Jeg kan huske, at der skulle lidt salt og timian deri, for at det kunne smage helt rigtigt.

Ungkarl og murer Adolf Nimand Christensen og pige Gerda Theresa Frederiksen, begge af Napstjært blev viet den 26. september 1935 i Jerup Kirke. Forloverne var gårdejer Frederik Marius Frederiksen af Napstjært og gårdejer Theodor Martin Christensen af Råbjerg sogn [Elling Sogn, kirkebog for 1931 - 1937 side 284 opslag 205]

Adolf Nimand Christensen og Gerda Theresa Frederiksens børn er:

• Kristian Frederik Christensen blev født den 2. juni 1936 og døbt den 28. juni 1936 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Jerup. Fadderne var forældrene og husmand Frederik Marius Frederiksen og hustru Ane Kirstine Frederiksen [Elling Sogn, kirkebog for 1931 - 1937 side 47 opslag 50]
  Kristian Frederik Christensen blev konfirmeret den 1. oktober 1950 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 175 opslag 174]
• Frode Evald Christensen blev født den 12. april 1938 og døbt den 13. maj 1938 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var faderen samt gårdmand Arne Frederiksen og hustru Karen Thomine Kristensen i Mosbjerg Sogn [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 2 opslag 5] 
  Frode Evald Christensen blev konfirmeret den 20. april 1952. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 181 opslag 180]
• Alfred Folmer Christensen blev født den 17. juni 1939 og døbt den 23. juli 1939 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var faderen, gårdmand Christian Larsen og hustru Agnes Pedersen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 8 opslag 11]
  Alfred Folmer Christensen blev konfirmeret den 4. oktober 1953 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 184 opslag 183]
• Paula Anna Marie Christensen blev født den 2. februar 1941 og døbt den 16. marts 1941 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var faderen, kontrolassistent Martin Christensen, Ålbæk, og husassistent Asta Bech af Klitlund [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 95 opslag 98]
  Paula Anne Marie Christensen blev konfirmeret den 27. marts 1955. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 226 opslag 224]
• Inga Ruth Christensen blev født den 4. oktober 1943 og døbt den 24. oktober 1943 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var forældrene samt gårdejer Christian Frederiksen og hustru Agnes Vindbæk i Lendum Sogn [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 109 opslag 112]
  Inga Ruth Christensen blev konfirmeret den 6. oktober 1957. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 234 opslag 232]
• Henny Anna Christensen blev født den 26. juni 1946 og døbt den 22. september 1946 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var forældrene, husbestyrerinde Gerda Ansine Christiansen Rump og gårdejer Ahlmann Ramsing Larsen, alle af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 129 opslag 132]
  Henny Anna Christensen blev konfirmeret den 27. marts 1960. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 224 opslag 240]
• Rigmor Christensen blev født den 17. september 1947 og døbt den 9. november 1947 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var forældrene samt fisker Marinus Petersen og hustru Anna Petersen, Ålbæk [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948 side 138 opslag 141]
• Knud Erik Christensen blev født den 22. januar 1950 og døbt den 26. februar 1950 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdmand Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen af Napstjært. Fadderne var forældrene samt gårdejer Peter Olesen og hustru Anna Olesen, Jerup [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 5 opslag 9]
  Knud Erik Christensen blev dræbt den 12. april 1962 ved et færdselsuheld.
• Jens Ole Christensen blev født den 17. februar 1958, hjemmedøbt samme dag og fremstillet den 3. april 1958 i Jerup Kirke. Forældrene var gårdejer Adolf Nimand Christensen og hustru Gerda Theresa Frederiksen, Højbjerggård. Fadderne var forældrene, minkpasser Alfred Nielsen og hustru Kristine samt landbrugsmedhjælper Christian Frederik Christensen, alle af Napstjært [Elling Sogn, kirkebog for 1949 - 1961 side 63 opslag 67]

Christensen, Adolf Nimand, gårdejer, Højbjerggård, Elling. Gården har været i slægtens eje fra 1918. Bygningerne er opført 1920 og 1927 og overtaget af Christensen i 1936 efter svigerfaderen. Der var da opdyrket 28 tønder land mod nu 33 tønder land. Besætning ved overtagelsen 3 heste, 15 køer, 6 ungkvæg, 6 svin og 2 får. Der er nu 5 heste, 17 køer, 10 ungkvæg, 10 svin og 3 får. Christensen er uddannet ved landbruget og har været på Vrå Højskole 1929 – 1930. Han er taksationsmand for Jerup Hesteforsikring, i skolekommissionen for Elling sogn og strandfoged. Besætningen er Jydsk
Kilde: Danske Landmænd og deres indsats, Nationalt Bogforlag. Herning 1945

Mandag den 26. september 1960 fejrer gårdejer og strandfoged Nimand Christensen og hustru, Napstjært, deres sølvbryllup. Det agtede sølvbrudepar er almindelig kendt for stor venlighed og hjælpsomhed i alle situationer, og ikke mindst er parret kendt for arbejdsomhed og flid, særlig inden for landbrugets områder, men for Nimand Christensen ligger der desforuden en lang arbejdsmark langs stranden, hvor det er hans opgave at holde opsyn med ilanddrevet strandingsgods, opkørsel og samling af dette og tilrettelægning af forstrandauktionerne, og lige såvel skal han holde udkig efter strandinger, en ting, der dog ikke volder særlig besvær i de senere år, hvor der er langt mellem strandinger og forlis på denne kyststrækning.
Inden døre er det fru Christensen, der har tømmerne i hånden, og det volder tilsyneladende ikke spor besvær at holde "skidtet" fra dørene, og der bliver endda tid til en hjælpende hånd også uden for, og i hele arbejdet har ægteparret god hjælp af børnene, der i en tidlig alder har lært at tage fat og efter tur gøre en karls arbejde på gården. For tiden er det ganske vist en datter, der står for tur, men det afskrækker ikke, og hun tager sin tørn så godt, som havde det været en af sønnerne.
Nimand Christensen er ivrig jæger, og særlig rævejagt har hans interesse, og sammen med sin gravhund gør han sit til at holde rævebestanden på Jerup Hede nede på et rimeligt niveau. Naturligvis interesserer han sig også for anden jagt; men det centrale er ikke så meget det at jage og dræbe, men mere at nyde vildtet i naturen, og af samme årsag er det ikke kun i jagtsæsonen, Nimand Christensen interesserer sig for vildtet, men også i den tid, hvor det er nødvendigt med fred og foder.
Sølvbrudeparret har inviteret til fest på højtidsdagen, og mange venner og bekendte vil sikkert møde op og fejre dagen sammen med dem. [P.N.; Avisudklip fra 1960]

Adolf Nimand Christensen døde den 11. oktober 1980 på Spurvevej 7, Ålbæk, og han blev begravet den 15. oktober 1980 på Jerup Kirkegård

Forhenværende gårdejer Adolf Nimand Christensen, Spurvevej 7, Ålbæk, er død efter længere tids svaghed, 72 år gammel.
Nimand Christensen blev født på Heden vest for Ålbæk i et husmandssted, som stadig er i familiens eje. Allerede som otte-årig kom han ud at tjene, og efter endt skolegang havde han job ved landbruget.
Efter aftjent værnepligt tog han ophold på Vrå Højskole. Herfra kom han i lære som murer hos afdøde murer- og tømrermester Pedersen, Ålbæk, og indtil 1936 arbejdede han som murer.
Den 1. maj 1936 overtog han og hans kone, Gerda, hendes fødegård, Højbjerggård ved Jerup, som de drev indtil foråret 1972, da de flyttede til Spurvevej i Ålbæk.
Nimand Christensen havde flere interesser og tillidshverv. Som ung ledede han et par vintre gymnastikken for drenge og mænd i Ålbæk og Jerup.
Han var i mange år med i bestyrelsen for Jerup Forsamlingshus, ligesom han i en årrække sad i både skolekommissionen og menighedsrådet for Elling Sogn.
I november 1944 blev han udnævnt til strandfoged for Napstjært Strandlen, og i februar 1953 fik han yderligere ansvaret for Jerup Strandlen. De to poster havde han indtil udgangen af 1977.
Nimand Christensen efterlader sin kone og otte børn
Kilde: Vendsyssel Tidende, tirsdag den 14. oktober 1980

Gerda Theresa Christensen døde den 5. april 1991 på Frederikshavn Sygehus, og hun blev begravet den 9. april 1991 på Jerup Kirkegård

Gerda Theresa Christensen, Spurvevej 7, Ålbæk, er død 76 år. Hun var født i Jerup. I 1935 blev hun gift med Adolf Nimand Christensen, og parret overtog hendes barndomshjem kort efter. Gården drev de frem til 1972, hvor de flyttede til Ålbæk. Hendes mand døde i 1980. Gerda Theresa Christensen efterlader syv børn
Kilde: Ålborg Stiftstidende fredag, den 12. april 1991

Gerda Theresa Christensen, Spurvevej 7, Ålbæk, er død, 76 år.
Gerda Theresa Christensen var født i Jerup, men hun flyttede allerede i 1918 til Napstjært til gården »Højbjerggård« sammen med sine forældre. Som ung var hun pige i huset og i nogle år arbejdede hun i køkkenet på dels en højskole og på Missionshotellet i Frederikshavn. I 1935 blev hun gift med Adolf Nimand Christensen, og de overtog i 1936 »Højbjerggård«, som de med årene moderniserede og udbyggede med blandt andet minkfarm. Ægteparret havde gården til 1972, hvor de flyttede til Spurvevej i Ålbæk. Niemand Christensen blev syg i 1976, og tilbragte sine sidste år til han døde i 1980 i kørestol. Der var ni børn i ægteskabet. En søn blev dræbt ved en trafikulykke i 1962, og en datter døde i 1985. Gerda Theresas Christensen overleves af fire sønner og tre døtre
Kilde: Vendsyssel Tidende onsdag, den 10. april 1991

Til nekrologen i Vendsyssel Tidende skal bemærkes, at mor var ung pige i huset hos lærer C. Wærbak, Ålbæk, fra 1. november 1932 til 31. marts 1933, at hun var elev på Danebo Højskole på Als fra 1. maj til 31. juli 1933, og ansat på Missionshotellet i Frederikshavn fra 1. november 1933 til 30. april 1934, men jeg tror ikke, at det var i køkkenet. Desuden skal bemærkes, at far døde i sin seng om morgenen den 11. oktober 1980 og ikke i sin rullestol [KFC]

Tre hårdt kvæstede ved færdselsulykke i Jerup
Stor lastvogn kørte ind i holdende personbil, der blev knust

Der skete ved middagstid en alvorlig færdselsulykke på hovedvej 10 ca. 3 km. nord for Jerup. En stor lastbil med påhængsvogn læsset med trækævler kørte ind i en holdende personbil. Sammenstødet var så voldsomt, at personbilen kom helt ind under lastbilen og blev knust.
Der var tre mennesker i personbilen, en mand og to drenge på henholdsvis ca. 12 og 6 år. Falck fra Frederikshavn bragte dem til Sygehuset i Frederikshavn i hårdt kvæstet tilstand, og de kom straks på operationsbordet.
Situationen er navnlig alvorlig for den 12-årige dreng, der svæver i livsfare. Falck rykkede ud med både ambulance og kranvogn forsynet med skærebrænder, og det var meget vanskeligt at få de tre mennesker ud af den knuste personbil. Endnu ved middagstid var det ikke muligt at få oplyst, hvem de kvæstede er.
Det var heller ikke muligt at få konstateret den nærmere årsag til ulykken. Så meget står dog fast, at personbilen holdt stille bag ved en stor benzintankvogn, og den efter kommende lastbil har tilsyneladende pludselig bremset op, hvorefter den ramte personbilen og stod .på tværs af vejen. Færdselsulykken medførte, at hovedvej 10 var blokeret i længere tid.
Kilde: Vendsyssel Tidende, torsdag den 12. april 1962

Færdselsulykken i Jerup har krævet et dødsoffer
Den dræbtes yngre bror er udskrevet fra sygehuset i Frederikshavn
Lastbilchaufføren havde ikke bemærket den holdende varevogn

Den 12-årige Knud Erik Christensen fra Højbjerggård i Napstjært nord for Frederikshavn, døde i går kort efter den alvorlige færdselsulykke på hovedvej 10 nord for Jerup. Han havde fået meget alvorlige indre kvæstelser, og der var ikke noget for lægerne på Frederikshavn sygehus at stille op.
Hans far, gårdejer A. Niemann Christensen, og dennes fireårige søn, Jens Ole, der også var i varevognen, som bagfra blev påkørt af en lastvogn, bragtes også til sygehuset. Gårdejeren er indlagt med hjernerystelse, mens hans lille søn har kunnet udskrives.
Ulykken skete som omtalt i går ved 12 tiden. Gårdejeren var på vej mod syd (Han kom fra syd. Han havde været i Jerup) ad hovedvej 10. Ca. tre km. nord for Jerup ville han svinge til venstre ind på en sidevej (Han ville svinge til venstre ind i gården). Han havde bemærket, at der kom en Lastbil bagfra, hvorfor han holdt stille for at lade den passere. (Det var en forfra kommende lastbil, han holdt tilbage for, inden han kunne køre over vejen og ind på gårdspladsen, men det var den bagfra kommende lastvognstog, der kørte over dem).

Opmærksomheden koncentreret om modgående lastbil

Lastvognen, der var fra Esbjerg, blev ført af chauffør Heinrich Møller. Han har over for politiet oplyst, at den modgående lastbil, som han holdt øje med, havde meget høje hække, og den kraftige sidevind tog så hårdt i disse, at lastbilen slingrede faretruende og et øjeblik var over vejens midterlinie, så at chaufføren var bange for, at der skulle ske noget, når den passerede ham. Derfor havde han hele sin opmærksomhed henvendt på den modgående lastbil og ikke på, at varevognen foran ham var standset op.
Politiet i Frederikshavn vil meget gerne i forbindelse med den modgående lastbils fører og desuden med alle, der har set denne lastbil, eller som har set ulykken ske.
Varevognen kom ind under lastvognen og blev som nævnt stærkt beskadiget. Der blev slået alarm til Falck fra kurvemager H. Mathiesen i nærheden. I mellemtiden lykkedes det tililende at få de tre mennesker i varevognen befriet. Både lastvognen og varevognen måtte senere borttransporteres af Falck, efter at den blokerede hovedvej var gjort farbar.
Det kunne straks konstateres, at lastbilchaufføren, der blev underkastet den rutinemæssige undersøgelse, ikke var spirituspåvirket
Kilde: Vendsyssel Tidende fredag, den 13. april 1962