Carl Grønbech Christensen, ungkarl, lokomotivfyrbøder i Skagen, og Johanne Marie Pedersen, pige af Øster Holmen, blev viet den 20. maj 1929. Forloverne var brudgommens fader og brudens fader [Elling Sogn, kirkebog for 1921 - 1930 side 301 opslag 243]

Carl Grønbech Christensen og Johanne Marie Pedersen's barn var:

• Else Grønbech Christensen blev født den 26. juni 1932 og døbt den 17. juli 1932. Forældrene var lokomotivfører Karl Grønbech Christensen og hustru Johanne Marie Pedersen, Skolevej i Skagen. Fadderne var barnets moder, gårdmand A. Pedersen og hustru i Elling, arbejdsmand Martin Christensen i Skagen og barnets fader [Skagen, kirkebog for 1925 - 1932 side 161 opslag 147]
  Else Grønbech Christensen af Øster Holmen blev konfirmeret den 6. oktober 1946 i Jerup kirke. Forældrene var afdøde lokomotivfører Karl Grønbech Christensen og hustru Johanne Marie Pedersen af Øster Holmen [Elling Sogn, kirkebog for 1938 - 1948, side 222 opslag 217]
  Else Grønbech Christensen, Tuenvej 194, Frederikshavn døde den 24. august 2004, og hun blev begravet den 28. august 2004 på Elling Kirkegård

Carl Grønbech Christensen døde den 11. april 1934 på Skagen Sygehus, 37 år gammel, og han blev begravet den 17. april 1934 på Assistenskirkegården. Han var fyrbøder ved Skagensbanen og gift med Johanne Marie Pedersen. Skagen var deres sidste fælles bopæl [Skagen, kirkebog for 1933 - 1938, side 326 opslag 269]
Funktionærer og arbejdere ved Skagensbanen rejste gravstenen [Lundholm's arkiv]

Togulykke på Hulsig Station.
Motortog kører ind i en skærvevogn på et sidespor og seks personer kvæstes, deraf er de tre blevet meget alvorligt medtagne.
Ulykken skyldes fejl i sporskifte

Motorvognen, som afgår fra Skagen kl. 12.40 skulle ved 1-tiden passere Hulsig Station uden at standse, men som følge af et fejlstillet sporskifte kom motorvognen ind på vigesporet, hvor der holdt 2 store med skærver belæssede vogne samt en opholdsvogn, og motorvognen kørte for fuld kraft ind mod den nærmest stående skærvevogn, der borede sig flere meter ind i motorvognens forende. Hele førerhuset og en 2-klasses kupé blev aldeles knust, og den bagved liggende kupé omtrent raseret. Det frygtelige brag fra sammenstødet hørtes viden om, og tililende fandt motorvognens heldigvis kun få passagerer i en sørgelig forfatning mellem vraggodset fra den splintrede vognende.
Tre var kommen meget slemt til skade, nemlig motorvognens fører Grønbech, der havde fået benene knust, fru stationsforstander Hansen, Skagen, der havde fået det ene ben brækket og kvæstelser på hals og skulder, og grosserer Holm, Odense, fik den ene fod læderet, så han ikke kunne gå.
Skagensbanens rejsebud, Jens Olsen er sikkert den hårdest medtagne, idet han har fået ryggen meget hårdt kvæstet.
Endelig har repræsentant Østergaard, Randers Møbelforretning, fået kvæstelser på ryggen og et ribben brækket, og arbejdsmand Jens Gajhede, der opholdt sig i den på sporet stående opholdsvogn, fik hovedet noget kvæstet.
Fra Skagen blev der rekvireret læger og Frederikshavns Sygehus' ambulance blev tilkaldt.
Lægerne Jarnum og Winther, Skagen, kom hurtigst til stede og anlagde foreløbige forbindinger. Med ambulancen førtes Grønbech, fru Hansen og grosserer Holm, Odense, til Skagen, medens Jens Olsen og Østergaard førtes til Frederikshavn.
En stor hund, der var med, blev fuldstændig knust.

Togulykken ved Hulsig. Motorvognens fører død af sine kvæstelser.
De øvrige tilskadekomne menes udenfor livsfare.
Sporskiftet var stillet til vigesporet, skønt der var givet gennemkørselssignal

Få minutter efter at Falck og Frederikshavn Sygehus's ambulance i går eftermiddag lod deres udrykningshorn lyde i gaderne, rygtedes det, at der var sket en togulykke på Skagensbanen, og vore telefoner begyndte at kime med forespørgsler om ulykkens art og omfang. Ja, helt til Vejle var rygtet om begivenheden fløjet i løbet af den første halve time.
Togulykker er jo heldigvis yderst sjældne i dansk jernbanedrifts historie: Gentofte, Bramminge og Vigerslev er de få navne, som i løbet af et lille århundrede har brændt sig fast i bevidstheden som skuepladser for jernbaneulykker.
På Skagensbanen er vist ingensinde før sket nogen egentlig togulykke i de 44 år, den har eksisteret; men ulykken ved Hulsig i går er efter sin karakter og sit omfang også af sådan art, at den kommer ind under den kategori af begivenheder, der ikke glemmes så snart.

For fuld drøn ind i den holdende togstamme

Motorvognen kørte fra Skagen kl. 12.30. Den førstes af lokomotivfører Grønbech, Skagen, og Skagensbanens rejsebud, Jens Olsen, fungerede som konduktør. I vognene var der 6 passagerer. Vognen er delt i to afdelinger, idet afdelingen nærmest førerrummet består af 2.-klasses kupéer, der dog benyttes som 3.-klasse, og her befandt sig tre af passagererne, nemlig fru stationsforstander Hansen, Skagen, grosserer Holm, Odense, og repræsentant Østergaard, Randers Møbelfabrik. I vognens bagerste afdeling, der er udstyret som læderpolstret 3.-klasse, befandt sig 3 skagboer, der skulle møde i søretten i Frederikshavn.
Et held var det, at det ikke var i ferietiden, ulykken skulle ramme toget. I sommermånederne kører Skagensbanen i reglen med tætpakkede vogne, men på denne tid af året er passagerernes antal sjældent ret stort, og forbindelsen kl. 12.30 til Frederikshavn hører heller ikke til de stærkest benyttede.
Kl. 12.45 skulle motorvognen, der havde en godsvogn tilkoblet, passere Hulsig Station, og da der ikke var passagerer hverken at sætte af eller at tage op, skulle motorvognen uden at behøve at sagtne farten køre igennem ad hovedsporet.
På dette tidspunkt befandt der sig kun få personer på baneterrænet, men man kan forestille sig disses rædsel, da de så motorvognen i stedet for at fortsætte lige ud af hovedsporet dreje in på det nærmest stationen liggende vigespor, hvor der holdt en togstamme bestående af 2 lave godsvogne fuldt læssede med skærver og en lukket jernbanevogn, en såkaldt opholdsvogn.
I det øjeblik, hvor det var muligt for motorvognes fører at se, at vognen var inde på det forkerte spor, var der til de holdende stenvogne kun cirka 60 meter, en strækning, der er alt for kort til effektiv bremsning af et tog i fuld fart og motorvognen brasede med frygtelig kraft imod den nærmeste af stenvognene.

Konduktøren forsøgte at springe af

Medens motorvognens fører har bremset af al magt og de to stenvogne, der holdt på vigesporer, var også bremsede, sandsynligvis så stærkt, at hjulene ikke kunne køre rundt. Så voldsom var motorvognens fart, at de to umådeligt tunge stenvogne kurede 14 meter hen ad sporet, og samtidigt borede den nærmeste sig 6 ½ meter ind i motorvognens forende.
Motorvognens konduktør, rejsebud Jens Olsen var blevet klar over faren og forsøgte at springe ud af døren i førerrummets højre side, men i det samme skete sammenstødet, og han pressedes ind mod førerhusets væg, så han fik brud på lårbenet og lægbenet samt et stort åbent sår i baghovedet.
Førerrummet splintredes fuldstændig. Det store rat, hvorved føreren, lokomotivfører Grønbech sat, krølledes sammen, og Grønbech blev slynget op på skærvedyngen i den indtrængende stenvogn og klemtes så fast i førerrummets ruiner, at han måtte saves løs. Han havde fået den ene fod omtrent revet af og det andet ben brækket, og desuden indvendige kvæstelser af en sådan art, at han kort efter at være bragt til Skagens Sygehus udåndede.
Den lave stenvogn strøg som en sneplov langs motorvognens gulvflade gennem førerhuset og den bagved liggende kupé, ligesom den ene væg til den følgende kupé væltedes. Som det næsten altid er tilfældet ved sammenstødsulykker, er det den nederste del af den ramte vogn, der er gået ud over; kupéskillerummene blev næsten presset sammen forneden, medens de foroven bevarede en betydelig afstand, og motorvognenes tag er i hele sin udstrækning urørt.
De tre passagerer i de forreste kupéer fik mere eller mindre hårde kvæstelser. Fru stationsforstander Hansen blev hårdest medtaget, idet hun fik det ene ben brækket samt hoften og skulderen kvæstet, medens grosserer Holm fik den ene fod kvæstet, og repræsentant Østergaard slap med nogle hårde knubs i brystregionen. En stor jagthund, som fru Hansen havde med sig, blev dræbt på stedet.
Passagererne i motorvognens bagerste afdeling tog ingen skade, og de blev straks befordret videre i bil til Frederikshavn.

Et mirakel, at de tre passagerer slap med livet

Når man så den tilstand, hvori den ramte del af motorvognen befandt sig efter sammenstødet, måtte man undres over, at nogen af de mennesker, der opholdt sig der, overhoved kunne slippe levende fra det. Det hele var et virvar af splintret træ og forvredet metal, så man ikke skulle synes, der var den ringeste mulighed for at redde livet midt i denne ødelæggelse.
Sammen med lokomotivføreren bragtes fru stationsforstander Hansen til Skagen Sygehus, også grosserer Holm bragtes i ambulancen til Skagen, men efter hvad der forlyder, lod han sig ikke indlægge på Sygehuset, da kvæstelsen af foden ikke tegner til at blive farlig.
Rejsebud Jens Olsen bragtes i sygebilen til Frederikshavn, og chauffør Kaj Bergen kørte repræsentant Østergaard til Frederikshavn Sygehus. Den førstes kvæstelser er alvorlige, men antagelig ikke livsfarlige, og han befinder sig efter omstændighederne godt. Repræsentant Østergaard er allerede i dag blevet udskrevet og har kunnet rejse hjem.
Endnu et menneske kom til skade ved ulykken; nemlig arbejdsmand Jens Gajhede, der opholdt sig i den på vigesporet bag ved de to stenvogne stående opholdsvogn. Han blev slynget omkuld ved sammenstødet og fik hovedet en del forslået, men efter at være forbundet , men efter at være forbundet af de to Skagens læger kunne han tage del i arbejdet med at redde de tilskadekomne ud af motorvognens ruiner.

Ulykkens årsag

Hvorledes har det kunnet ske, at motorvognen er kørt ind på vigesporet i stedet for at fortsætte lige ud af hovedsporet?
Straks efter sammenstødet konstateredes det, at sporskiftet var stillet til det forkerte spor.
Vigesporet var netop under reparation på det sted, hvor det sluttet sig til hovedsporet, og en banearbejder havde om formiddagen været beskæftiget med et såkaldt skralbor ved den østlige skinne, som skiftesporets tunge lægger sig imod.
Sporet var da på en måde stillet til gennemkørsel, men ikke helt, idet sporskiftets vægtstang da skal pege mod øst. Den stod under arbejdet nærmest lodret, for at skiftesporets tunge kunne fjernes så meget fra den østlige skinne, at der kunne presses en ved arbejdet anvendt jernstang ned mellem tungen og skinnen. Ved middagstid kom en ekstraarbejder til for at assistere med frigørelsen af den anvendte jernstang, der jo skulle fjernes, inden arbejderne gik til middag således at det ventede motortog kunne passere, og for at løsne presset af skiftetungen på jernstangen, har han måttet flytte sporskiftets vægtstang. Hvorledes sporskiftet derved er blevet stillet forkert, lader sig næppe opklarer: Ekstraarbejderen mindes overhovedet ikke, at han forandrede ved sporskiftet, medens banearbejderen husker, at ekstraarbejderen foretog en forandring af sporskiftet, men ikke til hvilken side.
Et faktum er det imidlertid, at da motortoget kom, var sporskiftet stillet således, at motorvognen måtte køre ind på vigesporet.
Et andet faktum er det, at der fra Hulsig Station var givet signal til gennemkørsel, således at motorvognens fører kun kunne tro, at alt var i orden, og at toget frit kunne køre igennem ad hovedsporet.
Med sporskiftet er forbundet en drejelig lygte, der viser en smal flade mod stationen, når sporet er stillet til gennemkørsel og en bred flade, når der er indkørsel til vigesporet. Fra stationen skal man ved at iagttage denne lygtes stilling forvisse sig om, at sporet er rigtigt stillet, inden der på gives signal til gennemkørsel.
Ved undersøgelsen efter sammenstødet viste det sig, at anlægget fungerede fejlfrit, og at lygten viste den brede side, som tilkendegiver, at sporet var stillet således, at der var indkørsel til sidesporet. Alligevel var der givet signal til fri gennemkørsel.
Hvorledes disse forhold nærmere ligger, må det blive den påbegyndte undersøgelses opgave at klargøre.
Om den videre opfølgning af sagen vil komme til at foregå rent administrativt, eller om den vil føre til retslig indgriben, kan endnu ikke siges.
Fra Skagen meddeles, at ulykken ved Hulsig Station hurtigt satte et alvorligt præg på byen, ikke mindst da ved 16½-tiden banens samt offentlige bygningers og flere private flag sattes på halv stang og det rygtedes, at Carl Grønbech var afgået ved døden på Skagens Sygehus.
Carl Grønbech Christensen var født den 12. juni 1896 og blev således knap 38 år gammel. Efter at være uddannet som smed ansattes han den 1. april 1919 som fyrbøder ved Skagensbanen, hvor han altså havde været i 15 år. Han blev for cirka 5 år siden gift med en datter af gårdejer Johan Pedersen, Holmen pr. Kvissel. I ægteskabet er der et barn på 2 år. Carl Grønbech var afholdt af alle for sit venlige og milde sind, og af sine overordnede og kammerater på banen får han den smukkeste omtale for sin pligtopfyldelse, tjenstvillighed og interesse. Med enken og det lille barn hersker der den dybeste medfølelse.
Stationsforstander Hansen, hvis enke kom så alvorligt til skade, ledede, efter at have fået sin hustru af sted med ambulancen til sygehuset, med beundringsværdig ro og dygtighed arbejdet med banelegemets rydning og motorvognens transport ind til Skagen, hvortil den ankom klokken cirka 20½.
Driftsbestyrer Hansen, der er på rejse og onsdag opholdt sig i København, fik telegrafisk underretning om ulykken. Han afbrød straks sin rejse og ankom til Skagen torsdag formiddag.
Politimester Bank, Frederikshavn, og Statspolitiet fra Frederikshavn og Skagen arbejdede hele onsdagen med undersøgelser, der kan føre til klarlæggelse af årsagen til ulykken.
Efter hvad vi i dag erfarer, har fru stationsforstander Hansen det efter omstændighederne godt. Kredslægen har i dag foretaget legalt ligsyn af den dræbte togfører.

En gentagelse af Hulsig ulykken er udelukket.
Om kort tid træder Skagensbanens nye sikrings- og signalsystem i funktion.
Stationsbestyreren, fru Ipsen, er fritaget for tjeneste, så længe undersøgelsen af ulykkens årsager står på

De ved jernbaneulykken ved Hulsig tilskadekomnes tilstand er efter omstændighederne vedblivende tilfredsstillende, og ved forespørgsel på Skagensbanens Station erfarer vi, at såvel fru stationsforstander Hansens samt rejsebud Jens Olsens helbredelse synes at ville skride normalt fremad.

Stationsbestyreren suspenderet

Politiet arbejder stadig med undersøgelsen af ulykkens årsager, og da der eventuelt vil blive tale om, at der rejses tiltale for uagtsomt manddrab, vil alle sagens akter inden længe blive tilstillet Statsadvokaten.
Indtil denne har truffet afgørelse i sagen, har man besluttet at fritage stationsbestyreren, fru Ipsen, for tjeneste - ikke mindst fordi fru Ipsen er meget oprevet og nervøs. Hendes mand, der ellers arbejder på banelinjen, har overtaget pasningen af stationen.

Banens sikringssystem moderniseres.
Ulykkeligt sammentræf af omstændigheder førte i forbindelse med det forældede system til katastrofen.

Efter hvad vi erfarer, er Skagensbanen i gang med at indføre et nyt sikringssystem, som fjerner det personlig moment fra stationernes signal- og sikringstjeneste, og derved umuliggør, at ulykker af samme art, som ved Hulsig vil kunne indtræffe for fremtiden. Hidtil har der været anvendt det system, som er det almindelige ved privatbanerne, at stationsbestyreren sætter signalet, efter ved et blik på sporskiftelygtens stilling at have forvisset sig om, at sporskiftet står rigtigt. Dette system rummer altså det faremoment, at den, der sætter signalet, kan undlade i forvejen at forvisse sig om, at sporskiftet står, som det skal, og dette var tilfældet i Hulsig, hvor der desuden var sket det ulykkelige sammentræf af omstændigheder, at det på grund af arbejde ved sporskiftet var en banearbejder, der foretog indstillingen af sporskiftet, medens stationsbestyreren satte signalet, der gav motortoget tegn til fri gennemkørsel, skønt de to handlinger ikke var i overensstemmelse med hinanden, hvad der fik den frygtelige handling til følge.

Det nye signalanlægs virkemåde