Jørgen Jensen blev optaget i lægdsrullen i 1933 i Frederikshavn (lægd 470 nr. 77). Han rejste samme år til København (1. udskrivningskreds lægd 1 nr. 4283)

Poula Jensen var kontoruddannet på et kontor overfor Grønningen i København.

Ungkarl fuldmægtig Jørgen Jensen, Frederikshavn, og ugift kontorassistent Paula Elisabeth Nipper, Skovshoved, blev viet den 25. maj 1940. Forloverne var brudeparrets fædre [Sæby, kirkebog for 1937 - 1943 side 183 opslag 136]

Jørgen Jensen og Poula Elisabeth Nippers børn var:

• Jesper Jørgen Jensen blev født den 5. april 1943 i Danmarksgade 49, og døbt den 11. juli 1943. Forældrene var fuldmægtig Jørgen Jensen og hustru Poula Elisabeth Nipper. Fadderne var Frøken Kirsten Jensen, Fladstrandsgade 5, fuldmægtig Elmand Hartvig Vildorft Lyngbye og hustru Tove Rigmor Lyngbye, Bentzonsvej 21, København, frøken Martha Agnete Nipper, Clarasvej 6, Charlottenlund, og købmand Niels Ove Pedersen [Frederikshavn, kirkebog for 1941 - 1945 side 69 opslag 72].
• Jakob Jørgen Jensen blev født den 23. marts 1946, og døbt den 26. maj 1946. Forældrene var prokurist Jørgen Jensen og hustru Poula Elisabeth Nipper, Danmarksgade 55. Fadderne var fuldmægtig Elmand Hartvig Lyngbye og hustru Tove Lyngbye, Bentzonsvej 21, Frederiksberg, automobilhandler Cai Pape og hustru Anna Birgitte Pape, Rimmensgade 37 [Frederikshavn, kirkebog for 1945 - 1949 side 30 opslag 33]

Jørgen Jensen blev kontoruddannet i sin faders kulgrosserer firma "M. Lauritzen & Co." på Kirkepladsen 5 i Frederikshavn. Efter sin faders død i 1945 var han fuldmægtig i firmaet samtidigt med at han solgte teglsten fra Kvissel Teglværk.

Jørgen var i et års tid repræsentant i et engelsk kulgrossererfirma. Det engelske firma hed muligvis Bielinka.

Kulgrosserer firmaet og Kvissel Teglværk blev afhændet efter 1962.

Derefter drev Jørgen og Poula møntvaskerier, og de oprettede Record Renseriet i garagerne til Kirkepladsen 5.

Jørgen var meget musik interesseret, og han spillede violin som ung.

Jørgen døde den 9. juli 2002, og han blev bisat fra Holsteinsborg Kirke den 13. juli 2002.

Poula og Jørgen Jensen Fotograf: Thomas Nellemann

Om Jesper Jørgen Jensen

Jesper Jørgen Jensen og Inger Johanne Nellemann Jensen blev gift, og deres børn er Thomas Nellemann, som er fotograf, og Elisabeth Nellemann, som er projektleder ved Silvan Marketing, Århus.

Jesper var organist ved Vestervig Kirke og ansat ved Vestervig Kirkemusikskole.
Jesper døde den 16. juli 1986.

Inger Johanne er pianist, uddannet på Århus Musikkonservatorium og fik ansættelse ved stedets pædagogiske fakultet. Hun har været lærer ved Vestervig Kirkemusikskole, og hun blev souchef samme sted i 2000. Hun har givet mange koncerter i ind- og udland.
Efter sin pensionering blev hun formand for Thisted Frie Oplysningsforbund.

Koncerter som en kulturel aktivitet, der skal gøre det værd at leve de steder, hvor det foregår - samtale med en dansk sommerkoncertarrangør.

Sammenlignet med tidligere somre må man konstatere, at det danske sommermusikliv denne sommer har bevist, at der findes koncertarrangører, der vil noget med koncerterne. Arrangører, der ikke blot hengiver sig til diverterende koncertafliring mellem turisternes badeture. Arrangører, der tør vise en profil, hvad angår repertoire og medvirkende, selv i områder, hvor man ikke turde tro det muligt.
Den nye danske musik har fået en større plads end tidligere. I Thy, Hanherred og på Mors har man haft en koncertserie, der på mange måder har været ganske bemærkelsesværdig. På den nye musiks område var ‘flagskibet’ syv lørdag eftermiddage med danske og enkelte nordiske orgelværker fra 1970-erne; men disse koncerter var kun en del af de i alt 40 koncerter, organisten Jesper Jørgen Jensen sammen med enkelte andre kolleger stod som kunstnerisk ansvarlig for. Koncerterne var naturligt koncentreret om egnens to kirkemusikalske centre, Thisted og Vestervig (med det kun to år gamle Marcussen-orgel på 52 stemmer, der er egnens største orgel og som af kendere betragtes som noget af det bedste inden for de senere års dansk orgelbygning).
Alle koncerterne i området havde gratis adgang og blev støttet økonomisk og på anden vis af såvel primær-, amtskommunale som statslige myndigheder samt af pengeinstitutter og enkeltpersoner, der efter evne og lyst har kunnet støtte med frivillige bidrag. Jesper Jørgen Jensen er til daglig organist ved Vestervig Kirke og desuden leder af den nystartede kirkemusikskole i Vestervig.
- Jesper Jørgen Jensen, du kalder koncert serien: Musik i Thy, i Hanherred og på Mors – Sommeren 1980. Det er karakteristisk, at du har undgået ordet festival. Ligger der en særlig tanke bag det?
- Nej, sommerkoncerterne i Thisted blev allerede fra starten i 1974 kaldt en lille festival – af omgivelserne – og det var vi glade for. Vi var klar over, at om sommeren havde folk mere tid til at gå til koncerter end om vinteren og derfor udvidede vi sidste år samarbejdet til både at omfatte kirkerne i Thisted og Vestervig. I år er der kommet flere andre kirker med. Centre er, hvor der foregår noget. Det viser, at man ikke behøver lægge koncerterne i de sædvanlige centre. Folk sætter sig gerne ind i en bil for at køre lidt vej for at komme til koncert, men en meget stor del af tilhørerne har i øvrigt været sognenes beboere.
- Hvordan er koncertstederne valgt?
- Sognepræsten i Vestervig, provst Knud Schjødt-Pedersen, og jeg sendte en skrivelse rundt til samtlige menighedsråd i de fire provstier. På baggrund af reaktionen på dette holdt vi et møde, hvor koncerterne blev uddelegeret på baggrund af de til rådighed stående faciliteter, f.eks. kirkernes akustik og orglernes kvalitet, men derimod ikke ud fra geografiske hensyn.
- Området er kendt som et nærmest indremissionsk præget miljø. Giver det blokeringer i forsøget på at stable en sommerkoncertserie på benene?
- Det er ikke sådan at gå ind i. Hvis man skal tale om kirkelige retninger, har jeg mødt megen modstand også fra grundtvigske kredse og desuden undertiden fra socialdemokratisk hold, når vi ville lave noget – og det forekommer måske underligt. Men det har i det væsentlige været enkeltpersoner fra de forskelligste miljøer, der syntes, det var en god idé at arrangere koncerter. Og det er vel et tegn på, at musikken ikke kan tolerere den slags religiøse/ideologiske skel – de findes ikke i musikken selv. – Nuvel, der er flere ting man har sværere ved at komme igennem med end andre. Det har efter min mening noget med kulturvaner at gøre. Det er klart, at de salmer og sange, man synger i Vestjylland, er meget præget af vækkelsestiden. Men generelt må jeg sige, at jeg har mødt kolossal åbenhed alle vegne fra, også fra indremissionske kredse.
I de sidste år har vi hele tiden udvidet repertoiret. Så håber vi, publikum efterhånden kan lære sig l v at skelne. Selvfølgelig kommer folk til det populære: hellere Bach end Hugo Wolf – mange tror, Hugo Wolf er moderne og i forlængelse af det forrige kan man måske sige, at Hugo Wolf ligger nærmere vækkelsestidens smag end Bach gør. Selv om Bach levede i et pietistisk miljø, var hans kristensyn vel udpræget gammelluthersk.
- Du er den koncertarrangør, der eksperimenterer mest med programmerne. Tror du, musikbevidstheden blandt din publikumsmålgruppe er stor nok til at kunne klare din programlægning?
- Det ved jeg ikke … Vores erfaringer er, at der er publikum til det meste, vi laver. Ved en af koncerterne uropførte jeg et 45 minutter langt orgelværk af Gunnar Berg. Der kom ca. 25 tilhørere – og hvis ikke koncerten havde været der, kan man sige, disse mennesker havde været svigtet med hensyn til muligheden for at udvide deres musikalske univers. Man kan måske sammenligne det lidt med de instrumenter, man har på sygehusene. Der er en person, der får en meget sjælden sygdom, og hvorfor skulle man ikke have det specielle instrument, der netop kan helbrede denne legemlige sygdom? Hvert menneske er dog et individ – en hel verden i sig selv.
- Hvilke kriterier lægger du til grund for tilrettelæggelsen?
- Jeg går mest efter min egen smag, som jeg håber dækker et tilstrækkeligt bredt felt. Jeg mener, man bør opfatte de historiske stilarter som musikalske muligheder, og hvis de ikke dyrkes fortsat, er der fare for, at vi bliver ensporede. I forlængelse af det opfatter jeg fortiden som en overordentlig kritisk instans i forhold til det, vi i dag fornemmer som ‘rigtig’ musik. Tiden er fyldt med åndelige mangelsymptomer.
- Hvilke andre parametre inddrager du?
- Man får for eksempel visse tilbud, og man har visse personlige kontakter. Det kan være noget gammelkendt – bestemte musikere, bestemte kirke musikalske programmer. Det skal der også være i et vist mål. Men man skal ikke bare dyrke klassikerne. De må kunne opleves i en meningsfyldt sammenhæng og ikke bare fordi de er klassikere. Nogle af programmerne med klassikerne forsøger vi at give en meningsfyldt indre sammenhæng, f.eks. koncerterne med Henrik Sachsen-skjold (violin) og mig i et rent Bach-program. Det var en koncert, der i langsomt tempo udfoldede en tonal kadence. I koncerter kan man f.eks. ved en kantateopførelse af Bach lade menigheden synge eller synge med på den salme (koral), der indgår – videre kan man foregribe et koncertforløb ved at lede musikalsk over – f.eks. ved i en Bachkoncert at spille Liszt B-A-C-H-fantasi for orgel, hvorefter næste koncertforløb har Hugo Wolf som central figur, altså en forudgreben af det senromantiske. En anden Bach-aften indeholdt vekslende værker, der gav et slags billede af kirkeåret. I Hugo Wolf-aftenen polariseredes den senromantiske stil af dens konsekvens: atonaliteten i Schönbergs 12-tonefragmenter for orgel og en ny tonalitet i aftenens fællessalme: Året med melodi af Per Nørgård og tekst af Ole Sarvig. Ved en koncert ville jeg gerne lade værker af Grieg, Carl Nielsen og Sibelius belyse hinanden. Det gav et vældigt spil: dels forstod man lidt af det, man har kaldt det nordiske sindsunivers, dels fattede man også den store forskel psykerne indbyrdes.
Wienerklassikerne har skrevet enkelte orgelværker. De har mindet meget lidt om det, man normalt forstår ved orgelmusik. Beethovens præludium gennem alle durtonearter flyder tonalt. Man føler sig ikke sikker nogen steder. De tre wienerklassikere Haydn, Mozart og Beethoven blev på en koncert konfronteret med de tre ‘nye’ wienerklassikere: Schönberg, Webern og Berg. Vi fandt nogle værker frem, vi mente med rimelighed kunne indgå i en kirkekoncert. Det mest problematiske var nok Schönbergs ‘Pierrot Lunaire’. Men teksten rummer mange kirkelige temaer: rød messe, korsene. Hele undergangsstemningen og hjemkomstmotivet i værket har meget med kristendom at gøre, ligesom f.eks. Haydns optimisme.
En egentlig linje for serien kan jeg ikke konkludere. Jeg synes, at der skal være en logik i programmerne og at man til enhver tid bør undgå gentagelser. Så tror jeg, der opstår en linje eller flere, og at trivialiteten kan undgås. Man bør i hvert fald ikke lave koncerter blot fordi der nu altså skal laves koncerter.
- I alle koncerter indgår tekstlæsning og menighedssang. Er det vigtigt for dig?
Personligt synes jeg, det er dejligt. Man fornemmer en aktivitet hos tilhørerne, som på denne måde får lejlighed til at musicere selv. Samtidig har det andre funktioner. Det knytter koncertlivet i kirkerne ind i det kultiske, gør det til en del af menighedslivet, det integreres, hænger ikke frit i luften.
-Den holdning er ikke den mest fremherskende blandt andre sommerkoncertarrangører. Her går strømmen mere mod, at kirken anvendes som koncert-lokale på godt og ondt?
Jeg kan ikke skelne på det punkt. Det vedrører samme problematik, som om hvorvidt man kan klappe i en kirke eller ej. Jeg har ofte glædet mig over den gamle julesalme ‘Kimer, I klokker’ af Grundtvig, som opfordrer ‘menneskebørnene alle’ til at ‘synge, danse og klappe’. Omvendt kan f.eks. oplevelsen af Cesar Francks d-molsymfoni i koncertsalen give en oplevelse, der er flyttet fra kirken til koncertsalen. Franck var jo organist, kirkemusiker og et dybt troende menneske og anvender i øvrigt stof fra orgelværkerne i symfonien. Hvorfor skulle han ændre holdning, fordi han skriver for et medium, der hører hjemme i koncertsalen? For det meste må man sige, at de teologiske former, der for tiden er gældende, kan være tilbøjelige til at skyde det kulturelle i baggrunden. Andre dyrker det kulturelle som religion. Jeg finder begge dele lige afstumpet. Det religiøse budskab må nødvendigvis iklæde sig kulturelle former.
- Men det er altså vigtigt for dig, at koncerterne indgår i menighedslivet på egnen?
- Som i en gudstjenestelig kultisk handling: ja, det er klart. Der tales for øjeblikket meget om musikalsk form som ritual: Man kan også opfatte musikken som led i et ritual. Mange kan ikke koble sig på det ritual, der normalt gennemleves i en søndagsgudstjeneste – disse mennesker kan undertiden koble sig på den form for kulturelt ritual, der ytrer sig i koncert situationen.
- Er det i forlængelse af disse synspunkter, at du igennem kirkeåret 1978 i en koncertserie præsenterede en af det 20. århundredes mest religiøst farvede komponister Olivier Messiaen med samtlige orgelværker?
- Ved sine mange bibelcitater påpeger Messiaen direkte forbindelsen mellem det religiøse, liturgiske og musikken. Men han er for så vidt én blandt mange, skønt vel også en af de bedste i vort århundrede.
- Du udvider koncertbilledet med andre kunstarter end det musikalske og vakte stor opsigt ved for to år siden at aftrykke et digt af Bent Haller i programhæftet. I år har I aftrykt tekster af Inge Eriksen. Programmerne udstyres også med særlige grafiske omslag skabt til lejligheden. Ligger disse ting dig særligt på sinde?
- Hvorfor skal jeg egentlig spørges? Er det så specielt? I middelalderen var kirken jo kunstnernes arbejdsgiver på linje med adelen. Derudfra og ud fra min interesse for billedkunst fandt jeg det naturligt at inddrage de lokale kunstnere i arbejdet. Det var først meget svært at bryde ‘muren’, blokeringen mellem kunstnerne og kirken. Men begge parter gik med på ideen, og kunstnerne har lavet billeder med symbolindhold på linje med kirkens andre symboler.
Kirken bør være en frugtbar kunstplads. Hallers digt var et mere specifikt angreb på den del af befolkningen, der føler, de har råd til at sætte sig på kulturudøvelsen og forhindre mindre uddannede og mindre velhavende mennesker i at komme i kontakt med de kulturelle værdier.
I år med Inge Briksens ‘Næringsværdier’ kommer vi ind på andre områder, bl.a. vort forhold til andre levende væsener, mennesker som dyr: vor produktion af dybfrossen ‘kød’. Hun provokerer til andre holdninger over for dyrene, der er vore venner, medskabninger, der behøver barmhjertighed. Slagtefårene omtales, men der står ikke direkte noget om offerlammet, skønt det tenderes.
Kirken har fra gammel tid som institution holdt hånden over de væsentligste ting i tilværelsen: hvorfor ikke holde fast ved det og gå mod de kræfter, der meget hurtigt kan udvikle sig til en misbrug af verden, menneskets psyke osv.
- En vigtig del af serien i år er de syv lørdag eftermiddage i Vestervig Kirke med ny dansk og nordisk orgelmusik fra 1970-erne. Hvordan indplacerer du den musik i dette billede?
- Det er et projekt i projektet. Orglet i Vestervig er jo fornemt og vi vil gerne præsentere det fra mange sider. Jeg har haft en del at gøre med de kompositioner, der blev skabt i 70′erne og fik lyst til at gøre en slags status, idet jeg samtidig håbede, at det kunne komme nogle mennesker til gode, som følte sig noget forvirrede, når de hørte de senere års musik. Serien kom faktisk til at give et lille billede af hvad der foregår stilistisk i ny dansk musik.
- Er serien din egen ambition?
- Ikke ambition, men lyst til at udfolde sig. Jeg mener afgjort, at musikken går i spænd med mine øvrige ideer for en sådan koncert serie. Musikken er skrevet for orgel – kirkens centrale instrument – alene af den grund har mange af komponisterne tænkt noget særligt derved. En af komponisterne sagde, da vi talte om muligheden for at skrive et orgel værk, at han ikke havde noget med kristendommen at gøre. Alligevel kom værket til at rumme holdninger, som tydeligt aftegner oplevelser, man også kan have med evangeliet. Altså oplevelser af noget storladent, noget katastrofalt, af absurditet, oplevelsen af en stille mildhed – det er det gamle budskab udifferentieret i nye oplevelser.
- Er du sikker på, du har publikum med her?
- Det lader det til. Man kan ikke snage i folks oplevelser. De tilhører dem selv. En idé med koncerterne er at bringe musikalske budskaber frem, der er undertrykt i den forstand, at de sjældent kommer til orde; 70′ernes danske orgelmusik, fordi den ikke spilles så hyppigt som for eksempel Buxtehude. Buxtehude er måske undertrykt på andre måder – Vi spiller ham sikkert for dårligt, forstår ham ikke godt nok.
- Vil du på baggrund af vor samtale uddybe mit indledende spørgsmål om, hvorfor I ikke kalder koncertserien en festival?
- Det er sikkert nok en festival, men hvis vi nu selv brugte et så flot ord, kunne det gå hen og blive en art kulturelt emblem for de byer, det foregår i. Det, vi ønsker, er selvfølgelig at lave en kulturel aktivitet, som ikke skal kunne bruges som reklame for de pågældende steder, men blot gøre livet lidt rigere, lidt mere spændende og samtidig mere realistisk de steder, hvor det foregår. Der siges så meget om kunsten som drømmeri. Spørgsmålet er, om det er sandt. Jeg mener faktisk, at den musiske oplevelse kan være meget nærmere virkeligheden end det f.eks. at lappe sin cykel … [Per Erik Veng i Dansk Musik Tidsskrift, 55, 5 - 7 (1980 - 1981)]

Redaktørens bemærkning: Der var 22 koncerter i sommeren 1981 "i Thy, i Hanherred og på Mors", og i sommeren 1984 var der 9 Koncerter i Vestervig Kirke.

Mindeord for organist Jesper Jørgen Jensen af Per Nørgård
Den nutidige kompositionsmusik har med Jesper Jørgen Jensen mistet en ildsjæl, der i sit 43 år korte liv nåede at lade megen ny musik nå til klingende realiteter – både i sin egenskab af organist og arrangør af store, festivallignende arrangementer.
Det meste udgik fra Thy, hvor han en årrække virkede som organist ved Thisted og Vestervig kirker (foruden at være lærer ved Det jydske Musikkonservatorium i Århus), men også hen over sundet udstrakte han sin energiske virksomhed. Han var højt agtet koncertgiver, sidst i Frelserkirken i København, og medvirkede ved Torsdagskoncerter blandt andet i uropførelsen af min 3. Symfoni, hvis orgelstemme han med sin kompromisløse perfektionisme udarbejdede til mindste registreringsdetalje.
Især må jeg dog, personligt, takke ham for realiseringen af mit voldsomt eksperimenterende og nærmest uspillelige Canon-orgelværk fra 1972. ”Canon” blev skrevet på opfordring til organist Jesper Jørgen Jensen i 1971 og uropført den 25. maj 1972 i Århus Domkirke efter et næsten prometeisk forberedelsesarbejde til realisationen af det yderst komplekse værk. Uden Jesper Jørgen Jensen var værket næppe nået til opførelse i min levetid! Og som indispensabel forudsætning for min 3. symfoni blev Canons klingende virkeliggørelse af uoverskuelig betydning for min kompositionsudvikling.
Men mange er de komponister, der i dag må tænke med taknemmelighed på Jesper ´med de store hænder´(som jeg betegnede ham i min tilegnelse af Vinterkantate), der kunne omfatte så meget – både i igangsættelse og virkeliggørelse.