Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Johan Peter Remmer Anthonette Holm Frederik Christian Magnus Kloch Pouline Rosine Nørager
1821 - 1860 1826 - ? 1827 - 1898 1831 - 1896
Nicolai Erhardt Remmer Rasmine Cathrine Kloch
Født: 15. februar 1851 i Ålborg Født: 12. marts 1862 i Skive
Død: 12. juli 1929 Død: -
Gift: 21. april 1886 i Vor Frue Kirke, Ålborg
Børn: Ingeborg Anette Thorsen Remmer, Helga Remmer og Gerda Johanne Remmer.

     

Nicolai Erhardt Remmer blev født den 15. februar 1851 og døbt den 1. august 1851 i Kirken. Forældrene var snedkersvend Peter Remmer og hustru Annette Holm i Hjelmerstad. Fadderne var Knud Østerby, jomfru Remmer, snedkersvendene Mortensen og Nielsen, samt barnets fader [Vor Frue Sogn, Ålborg, arkivnr. C152B bog 6 kirkebog for 1847 - 1856 film 3/17 side 69]. Rasmine Cathrine Kloch blev født den 12. marts 1862 og døbt den 21. oktober 1862 i Kirken. Forældrene var snedkermester Frederik Christian Magnus Kloch og hustru Pouline Rosine Nørager, 32 år, i Skive. Fadderne var jomfru Sara Catrine Nørager og barnets forældre. Fødslen var for sildig anmeldt [Skive Sogn, kirkebog for 1850 - 1866 side 332 opslag 170].
Ved folketællingen i 1880 boede følgende personer i forhuset Algade nr. 11 matrikelnr 765 i Ålborg
stuen:
Antonette Remmer, 54 år, enke, husmoder, jordmoder, født i Hals Sogn, Aalborg Amt
Caroline Margrethe Remmer, 26 år, ugift, hendes datter, født i Nibe
Kirsten Marie Pedersen, 34 år, ugift, tjenestepige, født i Dronninglund Sogn, Hjørring Amt.
1. sal:
Nikolai Erhard Remmer, 28 år, ugift, lærer, født i Ålborg
Ved folketællingen i 1880 boede Rasmine Kloch hos sin moster i Algade nr. 20 i stuen i forhuset i [film 467 side 203]:
Niels Jørgen Thorsen, 40 år, gift, husfader, bagermester, født i Nørre Sundby
Sara Kathrine Thorsen, født Nørager, 43 år, gift, hans kone, født i Skive
Rasmine Kloch, 17 år, ugift, plejedatter, født i Skive
Rasmus Nørager, 79 år, enkemand, husmoderens fader, født i Viborg
Hans Vilh. Chr. Schrøder, 23 år, ugift, bagersvend, født i Holsten
Bent Johannes Larsen, 18 år, ugift, bagerlærling, født i Vadum Sogn, Ålborg Amt
Lars Sørensen Larsen, 15 år, ugift, bagerlærling, født i Ålborg
Johanne Magr. Larsen, 16 år, ugift, butiksjomfru, født i Hals
Katrine Christensen, 21 år, ugift, tjenestepige, født i Skjoldborg Sogn, Thisted Amt.

Ungkarl lærer Nicolaj Erhardt Remmer af Ålborg, 35 år, og Rasmine Kirstine Kloch af Ålborg, 24 år, blev viet den 21. april 1886. Forloverne var skrædder Beltoft af Nibe og bager Thorsen af Ålborg [Vor Frue Sogn, Ålborg arkivnr. C152B bog 11 kirkebog 1886 - 1891 film 8/14 side 241].

Nicolai Erhardt Remmer og Rasmine Cathrine Kloch's børn var:

Ved folketællingen i 1890 boede familien i forhuset på Ny Klostergade 224, Maribo Købstad:
Nicolai Erhard Remmer, 38 år, gift, husfader, førstelærer og cantor, født i Ålborg Købstad
Rasmine Kristine Remmer født Kloch, 27 år, gift, husmoder, født i Skive Købstad
Ingeborg Mette Thorsen Remmer, 2 år, ugift, barn, født i Ålborg Købstad
Helga Remmer, 1 år, ugift, barn, født i Ålborg Købstad
Hulda Mikalla Overgaard, 17 år, ugift, tjenestetyende, født i Ålborg Købstad.


Erhard Remmer var overlærer og kantor i Maribo fra 1889, til han faldt for aldersgrænsen i 1923. Han nød megen anseelse i byen og var kendt udover landet som taler i foredrags- og ungdomsforeninger. Sammen med to kolleger udgav han i 1915 "Praktisk Regnebog", i 1916 alene "Mundtlig Stil" og i 1924 "250 Historier til Genfortælling". Han skrev kantaten til Maribo Domkirkes 500 års jubilæum i 1913 og sange ved Maribos 500 års købstad jubilæum i 1916. Han var Ridder af Dannebrog.

Erhard Remmers fader, Johan Remmer, var først snedkermester i Ålborg, men under arbejde på værkstedet beskadigede han sin fod, hvilket medførte et 2 ½ års sygeleje, der endte med amputation af det ene ben. Under hans sygdom rejste fru Anthonette Remmer til København for at blive uddannet til jordemoder og således sikre familiens eksistens. Efter et års forløb blev hun distriktsjordemoder i landsbyen Sønderholm mellem Ålborg og Nibe. Herfra blev hun nogle år senere kaldet til det bedre lønnede embede i Frederikshavn, men årene her formede sig yderst ulykkeligt. Johan Remmer, der var hårdt angrebet af lungetuberkulose, døde i Frederikshavn den 3. juni 1860, kun 39 år gammel. Efter hans død flyttede familien til Ålborg.

Erhard Remmers farfader, Lars Nielsen Remmer var en ualmindelig driftig og dygtig mand. Han havde i sildetiden 30 karle i sit brød, og han sendte saltede sild og rødspætter til Rusland og Spanien med egne skibe. Under krigen med England udrustede han tre skibe og overlod dem til staten til kampen mod engelske skibe. Han havde en betydelig indtægt af sildefiskeriet, men ved stats-bankerotten i 1813 mistede han de ni tiendedele af sin formue. Tilnavnet Remmer fik han, fordi der i hans rugmarker langs fjorden fandtes nogle lange sandstriber, der kaldtes rimmerne.
Han var gift med Caroline Margrethe Hansen, født den 1. maj 1789, død den 20. september 1880. Hun stammede fra Oldeslohe i Holsten, hvor hendes fader var ansat som saltmester ved Saltværket der. Carolines fader blev senere ansat på grev Schimmelmans saltværk ved Gudumlund øst for Ålborg, hvor han skulle lære jyderne at lave salt af vandet fra Kattegat.

[Hedvig og Ejnar Nielsen: Slægten Kloch, 1943 side 46 - 48].


Danske Købstæders Historie og deres Erhvervsliv redigeret af O. Hougaard og Wedderkop Hedegaard: Købstæderne i Lolland-Falsters Stift, 3. del: Maribo under medvirkning af overlærer N. E. Remmer, Maribo. Udgivet af Dansk Handel og Industri Forlag, Odense, 1918.


Hr. Nicolai Erhard Remmer, kantor ved Maribo Kirke, blev udnævnt til Ridder af Dannebrog den 27. september 1916 i anledning af Hans Majestæt Kongens besøg i Maribo ved byens 500 års jubilæum.

Nicolai Erhard Remmer's egen levnedsbeskrivelse

Jeg er født i Ålborg den 15. februar 1851 og er søn af snedker Peter Remmer og hustru Antonette, født Holm. Gennem min fader, hvis hjemsted var Binderup Mølle ved Nibe, stammer jeg ned fra landbrugere og fiskere ved Limfjorden, og gennem min moder, der var født i Hals ved Limfjordens indløb, fra en ren sømandsslægt. Min barndom henlevede jeg først i Ålborg, senere i landsbyen Sønderholm mellem Ålborg og Nibe, hvor min moder, der på grund af min faders langvarige svagelighed var blevet jordemoder, var blevet ansat som distriktsjordemoder, senere i Frederikshavn, hvor min fader døde af brystsyge (tuberkulose), og endelig atter i Ålborg, hvor min moder vandt et meget anset navn som fødselshjælperske. Hendes milde og venlige væsen og hendes store dygtighed og ro, selv under de vanskeligste tilfælde, gjorde hende så elsket og afholdt af sine mange patienter i den store by, hvor mindet om hende endnu levet usvækket den dag i dag (1916). Min egentlige normale skolegang fik jeg først i Ålborg kommunale "Betalingsskole", en slags realskole efter den tids mønster. Overlæreren var den forhen skolemand og børneven: Kateket Krarup Vilstrup, senere seminarieforstander i Ranum og til sidst sognepræst og anset provst i Bjerregrav Sogn ved Randers. En anden dygtig lærer var Peter Hvid Topp, som var af en gammel ålborgensisk patricierslægt. Hans hovedfag var historie, og jeg mindes tydeligt, hvor levende og anskueligt han kunne fortælle for os drenge. I kantor ved Budolfi Kirke, C. F. Behrend havde vi en ualmindelig begavet sang- og gymnastiklærer. Behrent var en smuk og kraftigt bygget mand, der holdt glimrende disciplin. Ve den synder, der var næsvis eller ville prøve på at gøre løjer i hans timer! Til gengæld forstod han os og kunne få os til at anspænde os til det yderste i sine fag. Ved de årlige translokationer, der afholdes i et støvet og tarveligt danselokale, gav vi sang og hele koncenter, der med stor interesse blev hørt af den lyttende forældreskare. Også gymnastikken stod højt i Behrends tid, og svømmetimerne nede på svømmebroen i Nyhavns tjæreblandede vover blev drevet med en vældig iver. I det hele taget en dreng med lidt energi lære ualmindelig godt i skolen, og mine bedste kundskaber har jeg fra "Betalingsskolen", der havde sine ret spartanske lokaler i en skummel fløj af Ålborg gamle Hospital, en velgørende stiftelse. Lokaliteterne var jo dengang ikke nær så gode som i vore oplyste tider. Jeg tør sige, at jeg var flittig under min skolegang, og jeg hævdede ved afgangen pladsen som skolens "duks".

Da jeg var blevet konfirmeret, skulle jeg vælge en livsstilling, men jeg havde i grunden ikke lyst til noget som helst. Den ene dag ville jeg helst til handlen, den anden gå kontorvejen, den tredje ville jeg læse til "dansk jurist", og jeg kom så foreløbig på bispekontoret i Ålborg under amanuensis, forhenværende redaktør Barfod, der senere blev hospitalsforstander i Ålborg. Den berømte Peter Christian Kierkegaard var dengang biskop i Ålborg Stift. Mens jeg i cirka 1 ½ år var på bispekontoret som kontorist, så jeg ofte biskoppens søn, den overordentligt begavede cand. theol. Poul Kierkegaard, der opholdt sig hjemme hos faderen efter en vel overstået embedseksamen. Den unge Kierkegaard ville ikke gå præstevejen, hvilket var en stor sorg for den gamle biskop.
Imidlertid var det allerede nogen tid i forvejen blev bestemt, hovedsagelig gennem et bekendtskab med den ansete prokurator Høegh i Ålborg, hos hvem jeg havde været bydreng, og hvis hustru var lidt af min familie, at jeg skulle gå lærervejen. Så kunne jeg "altid få brødet", som den brave gamle Høegh udtrykte sig.

Jeg kom så i 1867 på Ranum Seminarium og dimitterede derfra i 1870. Min eksamen tog jeg i Århus med udmærkelse. Opholdet på Seminariet i de 3 år var i mange måder kun lidet lysteligt. Min moder, der sad som enke i Ålborg og havde det meget småt med udkommet, døjede meget med at skaffe de fornødne midler til min uddannelse, så der måtte spinkes og spares på alle kanter. Jeg blev først indlogeret hos en gårdmandsfamilie på Fjerdingsvej, østen for Ranum, hvor desværre både manden og kone var forfaldne, altså et meget sørgeligt hjem. Hver aften samledes mandens drikkebrødre i hjemmet og spillede kort til den lyse morgen, medens husmoderen, som opvartede gæsterne, trøstede sig med de våde varer i samme grad som mændene. Jeg mindes endnu, hvilket nedslående indtryk dette jammerlige hjem gjorde på min, da jeg ikke var vant til at se den slags udskejelser på nært hold.

Derefter kom jeg til at bo hos førstelæreren i Ranum, lærer Nørgård, hvor jeg kom ind under dannede omgivelser, fik en god kost og havde varme i kammeret. Jeg boede af sparsommelighedshensyn i et tarveligt værelse i den gamle, for længst kasserede skole, hvor væggene var ved at falde ind til os, når efterårsstormene piskede og svøbte sig omkring den forfaldne gavl, mens rotterne peb under vinduesforhøjningerne. Fra Seminariets side var der ikke gjort meget for at oplive de unge menneskers tilværelse, så mit indtryk fra min seminarietid er unægteligt noget trist.

Af lærerne ved Seminariet må jeg med glæde og taknemmelighed først og fremmest nævne den udmærkede forstander, pastor Driebein, en åndfuld, ualmindelig kundskabsrig og dygtig personlighed, der netop forstod det centrale i undervisningen: At begejstre de unge seminarieelever og indgyde dem respekt for lærergerningens ophøjede opgave. Desværre blev Driebein efter 1 ½ års forløb forflyttet til Jonstrup Seminarium, hvorefter vi fik min barndomslærer, pastor Krarup Vilstrup, til forstander. Han var i flere henseender, særlig i dansk, i besiddelse af megen dygtighed, men han besad ikke forgængerens overlegenhed og skarpsyn. En vittig og interesseret lærer havde vi i botanikeren, cand. Jensen, som også blev kaldet Mos-Jensen på grund af sin videnskabelige indsigt i mossernes botanik. Lærer N. Petersen var særdeles habil og sikker i regnekunstens labyrinter. Undervisningen blev i det hele taget drevet på en temmelig gammeldags måde med lektier derfra og dertil, uden synderlig personlig påvirkning. Dog må det siges, at lærerne var venlige og hjælpsomme overfor eleverne. Jeg var under min seminarietid - det tør jeg nok sige - meget flittig, men læste til tiden vistnok alt for meget, hvilket langtfra var til gavn for mine nerver.

Efter at have fået eksamen blev jeg i 1870 lærer ved et privat "Drengeinstitut" i Ålborg, Beers Skole, hvor man var nødsaget til at holde en skrap disciplin, da tonen i skolen ikke var så god, som den burde være. Ved denne skole var jeg i 2 - 3 år med afbrydelser, som aftjeningen af min værnepligt ved Forsyningskorpset forvoldte. I 1873 fik jeg plads ved Frederikshavn private Realskole, der netop dengang nød et stort ry som en udmærket skole. Den bekendte cand. mag. Sørensen, senere professor, ledede på den tid skolen. Han var en fremragende skolebestyrer: meget kundskabsrig, især i sprog og historie, og i højeste grad interesseret og glødende af iver efter "at få sine drenge rigtigt med". På samme tid som han holdt en mønsteragtig disciplin og orden, var han halvt om halvt kammerat med sine elever, der elskede ham som en fader. Når Sørensen i de frostklare vinteraftener spadserede en lang tur sammen med sine unge lærere - Sørensen var dengang ugift - ud af Hjørringvejen, fulgte der ofte 8 - 10 - 12 drenge med for at lytte til, hvad den gode forstander fortalte. Jeg er vis på, at Sørensen's elever altid vil bevare mindet om deres bestyrers ædle personlighed - han, som levede og virkede for "sine drenge" med en aldrig svækket iver og energi. Og jeg er lige så vis på, at hans lærere aldrig glemte ham; thi han var dem et lysende forbillede i alle retninger.

Fra 1874 til 1876 var jeg lærer ved Frederikshavns Borgerskole, der blev ledet af den elskværdige overlærer Fogh, som var broder til den bekendte zoolog, overlærer Fogh ved Metropolitan Skolen i København. Fogh var en gæstfri mand og havde en udmærket hustru, der besad lune og et lyst humør. I hans hus tilbragte jeg mange lykkelige timer. I det hele taget var mit treårige ophold i den triste havneby med sin djærve, tiltalende befolkning overmåde behageligt. Jeg lagde mig i min fritid flittigt efter sprog og dyrkede især engelsk og tysk, i hvilket sidste sprog jeg tog særskilt eksamen.

Fra 1876 til 1889 var jeg derpå lærer ved Ålborg kommunale Friskole. Under mit ophold i min gamle fødeby var der særlig tre omstændigheder, der mødte mig og fik afgørende indflydelse på min og betydning for mit senere liv. Jeg kom for det første til at gøre bekendtskab med en særdeles dygtig, yngre skolemand, lærer Peter Albert Dahl, som havde en større drengeskole, en slags realskole, der i den tid var meget søgt af børn fra de bedste familier. Blandt andre var de to senere chefer for Nordens største tobaksfabrik Christen Obel og Kjær dengang elever i skolen. Jeg har ikke kendt nogen lærer, der bedre end Dahl forstod at stille sine spørgsmål således, at han netop fik det ud af børnene, han ønskede. Derfor var hans undervisning også mærkværdig klar og logisk. Ingen overflødige ord, ingen kedsommelige gentagelser. Senere virkede Dahl som en meget anset lærer ved Melchiors Skole i København, og hans navn vil sent glemmes blandt den private realskoles lærer og blandt hans mange elever, der omfattede ham med den inderligste sympati.

Dernæst fik jeg under mit 13-årige ophold i Ålborg ofte lejlighed til at høre Danmarks største gejstlige taler, den udmærkede og før nævnte biskop P. Chr. Kierkegaard, når han prædikede i byens kirker eller holdt sine åndfulde foredrag i byens foreninger. Når man havde hørt Kierkegaard, sagde man i regelen til sig selv: "Mage til taler har du aldrig nogensinde før hørt og vil heller aldrig senere få at høre!" Det var som om en af det gamle testamentes største profeter var stået op af graven og talte til nutidens slægt, sådan en kundskabsfylde, sådan en glød og veltalenhed og sådant et væld af de sjældneste tanker strømmede ned over tilhørerne. der stadig i store skarer flokkedes om Åndshøvdingens lærestol. Af Kierkegaard og gennem ham lærte jeg og utallige med mig at slutte mig nær til Grundtvigs friske tanker.

Endelig fandt jeg i Ålborg i 1885 min udmærkede hustru, Rasmine Christine Kloch, sammen med hvem jeg nu snart i en menneskealder har levet det lykkeligste ægteskab. Min hustru stammer fra Skive og er datter af snedkermester Frederik Kloch og hustru Pouline, født Nørager. Hun var dengang antaget som datter af sin onkel, bagermester Niels Jørgen Thorsen i Ålborg, i hvis hjem hun opholdt sig. I ægteskabet med hende har jeg tre døtre: Ingeborg Anette Thorsen Remmer, nu telegrafist; Helga Remmer, nu gift med redaktør Charles Axelsen i Køge; og Gerda Johanne Remmer, husbestyrerinde i København.

Den 1. oktober 1889 kaldtes jeg til mit nuværende embede som førstelærer ved Maribos kommunale Friskole samt kordegn, klokker og graver ved Maribo Stiftskirke. Den 1. april 1910 fik jeg kongelig bestalling som overlærer ved Skolen. I dette embede har jeg nu virket i 27 år og har ved Guds bistand haft megen glæde af min gerning. Jeg har i årenes løb beklædt mange tillidshverv. Jeg har været formand i Stiftets Afdelingsbestyrelse samt formand i bestyrelsen for de årlige Stiftsskolemøder, der fra en ringe begyndelse er blevet til store betydningsfulde folkemøder, og jeg har endvidere med interesse taget del i drøftelsen af alle de spørgsmål, der har været fremme blandt oplysningens venner. I lige måde har jeg ved hyppige foredrag bidraget mit til at udbrede kundskab om mangt og meget i national og pædagogisk retning.

Af skolens fag har ganske særlig to fag interesseret mig, nemlig dansk og regning, de samme tvende fag, som i dagspressen har fremkaldt så mange diskussioner. For at lette vanskelighederne ved undervisningen i regning udgav jeg sammen med to kollegaer her ved skolen "Praktisk Regnebog for Folkeskolen" i 3 dele, der allerede har vundet en ikke ringe udbredelse i de to sidste år. Endvidere udgav jeg alene "Mundtlig Stil", også i tre dele, en lærebog i stil i folkeskolen, afpasset efter en ganske ny og ukendt metode, som i praksis har båret særdeles gode frugter.

Af borgerlige hverv, som jeg har haft at rygte, må nævnes, at jeg i en årrække har siddet i Industri- og Håndværkerforeningens Bestyrelse. Det er særlig ordningen af foreningens foredrag, jeg har taget mig af, et hverv, der har interesseret mig meget.

Der er særlig i ydre henseende, at min skole i årenes løb er gået fremad. De ganske elendige skolebygninger, der tidligere afgav bolig for stiftets biskop, den lutherske Rasmus Møller, er blevet kasseret og afløst af nye moderne skolevillaer, frit og sundt beliggende med ypperlige klasselokaler samt forsynet med alt tidssvarende inventar og undervisningsmidler. Vor legeplads er på 1½ tønde land og er omgivet af herlige haveanlæg og buskadser. Vor gymnastiksal må regnes for en af de bedste i landet. Fortrindelige skolebade indretninger findes i den ene fløj af gymnastikhuset. Cirka 200 alen fra skolen ligger en udmærket boldplads, og en ny komfortabel svømmeanstalt er opført i Søndersø. I den sidste tid har skolen fået et værelse indrettet til fremstilling af lysbilleder.

Indadtil er fremgangen langt fra så iøjnefaldende, tværtimod. Børnenes hjemmeflid er absolut i aftagende, og det forekommer mig, at der knap er den energi og læselyst over eleverne som i ældre tider. Denne ret sørgelige kendsgerning står dels i forbindelse med den almindelige mening blandt børnenes forældre, at skolen nu skal gøre hele arbejdet, medens der ikke længere må kræves nogen ydelse af hjemmet, dels med at opdragelsen i hjemmet faktisk bliver slappere og sløjere, for hver dag der går. Dels er en overhumanitet, der råder, som ligefrem er af det onde. At dette må virke nedbrydende på arbejdet i skolen, er indlysende. Det er derfor med noget blandede følelser, at en ældre interesseret skolemand ser fremtiden i møde. Han kan ikke lade være med ar håbe på en strømændring til det bedre, men hvornår en sådan kommer, det er ikke godt at vide. Indtil da bliver skolearbejdet, i hvert fald i de større købstadskoler, ofte præget af den stemning, som apostelen udtalte, da han sagde: "Med håb - med håb".

Maribo den 9. oktober 1916
Ærbødigst N. E. Remmer
Overlærer ved Maribo Borgerskole
og kantor ved Maribo Stiftskirke

Web-editor: frode @ engbaek . com Antal besøgende: Sidst opdateret: 15. marts 2008