-

-

Karen Johansdatter havde tidligere været gift med Casper Mortensen, som var født i 1779.
Ved folketællingen i 1840 boede Karen Johansdatter og Casper Mortensen i Albjerg By, Oure.

Casper Mortensen og Karen Johansdatter havde blandt andre følgende børn:

• Martin Caspersen, født 4. april 1817, og døbt den 13. maj 1817;
• Johannes Caspersen, født 3. december 1818, hjemmedøbt den 4 december 1818. Han døde 10 dage gammel den 12. december 1818, og han blev begravet den 19. december 1818. Han døde formodentlig af invordes slag, da faderen angav, at han jævnligt havde roser på kinderne og kunne i de sidste dage ikke patte [Oure Sogn, sogn 119 bog 4 film 5/8 side 322].
• Johannes Caspersen, født 14. oktober 1819, hjemmedøbt den 15. oktober 1819, og dåben publiseret i Oure Kirke den 21. november 1819.
• Hans Jørgen Caspersen, født 6. december 1821;
• Karen Caspersen, født den 22. marts 1824;
• Rasmus Caspersen, født 9. august 1826;
• Kirsten Caspersdatter, født 9. september 1829. Hun døde 2½ år gammel den 22. marts 1832 af kighoste og feber [Oure Sogn, sogn 119 bog 4 film 6/8 side 359].
• Kirsten Caspersdatter, født 6. august 1832;
• Ane Margrethe Caspersdatter, født 1834;
• Hanne Charlotte Caspersdatter, født 1837.

Casper Mortensen døde den 16. juni 1842, og han blev begravet den 21. juni 1842 i Oure Kirkegård [Oure Sogn, sogn 119 bog 5 film 7/10 side 456].

Den 25-årige ugifte Hans Christensen og enke efter afdøde gårdmand Casper Mortensen, den 47-årige Karen Johansdatter, blev gift den 27. april 1844 i Kirken [Oure Sogn, sogn 119 bog 5 film 4/10 side 269].

Karen Johansdatter døde den 18. april 1866, og hun blev begravet den 25. april 1866 i Oure Kirkegård. Hun var gårdmand Hans Christensens hustru. Hun blev 69 år gammel, og hun døde af alderdom, og hun havde en kræftknude i maven [Oure Sogn, sogn 119 bog 7 film 6/6 side 184].

Den 47-årige enkemand første gang og gårdmand Hans Christensen af Albjerg og den 42-årige fraskilte Marie Jensdatter, født den 1. juni 1824 i Dongs Højrup, Kirkeby Sogn (Sunds Herred) blev gift den 19. september 1866 i Oure Kirke i følge kongelig bevilling af den 13. september 1866. Forloverne var R. Christensen, slagter i Albjerg, og N. Nielsen, gårdmand i Albjerg [Oure Sogn, sogn 119 bog 7 film 4/6 side 125].

Ved folketællingen i 1870 boede familien i et hus i Albjerg, Oure Sogn [film 4845 side 399]:
Hans Christensen, 49 år, husfader, jordbruger, født i Oure Sogn
Marie Jensen, 45 år, husmoder, født i Dongs Højrup, Ollerup Sogn (?)

Ved folketællingen i 1880 boede familien i et hus i Albjerg By, Oure Sogn [film 3367]:
Hans Christensen, 60 år, gift, født i Oure Sogn, husfader
Marie Jensen, 55 år, gift født i Lunde Sogn, hans kone.

Christen Skræp fortæller:

Det gik stadig jævnt frem for mine forældre, der ved flid og sparsommelighed stadig holdt skuden i gang; men dette kunne fars to brødre ikke finde sig i, eftersom det stod ganske stille for dem. Den ældste, 8 år ældre end far, var senere blevet gift og boede her i byen. Det var anden gang hun giftede sig og havde ved første ægteskab 6 sønner og 3 døtre; deres fader var skytte på Broholm, men døde, og farbroder blev så gift med enken. Kærligheden var vel ikke stor, men der var cirka 5 tønder land og godt bygget hus, så alt var såre godt. Denne søn gjorde ofte meget til at lave uro mellem mine forældre og bedsteforældre, og det lykkedes undertiden; men min moders godhed og klogskab overvandt alle vanskeligheder.

Min farbroder her i Albjerg havde imidlertid mistet sin kone, og deri var ikke nogen sorg; hun blev ikke savnet af nogen, så på en vis var det glædeligt, og efter et par år at have været enkemand måtte han gifte sig. Han havde nemlig fået lidt stor gæld på ejendommen, ved at han giftede sig første gang; han måtte betale børnene ud, og den gæld var vist blevet forøget. Han udførte stort arbejde med at køre vejmateriel på kommunens veje for at tjene penge. Han var stærk, sund og klog; men trods alt kneb det ofte. Derved var han kommen til at trænge til os, og det gik så bedre med venskabet.

Det kom os imidlertid for øre, at der i Slæbæk (Kirkeby Sogn) var en kvinde, der var blevet skilt fra sin mand og ejede en 4.000 rigsdaler, og det var lige en sådan sum, som min onkel manglede, og heldigvis også en kone, for det var to ting, der var uadskillige; men vi var jo i stand til at kunne bruge begge dele. Der var en bekendt kone af os i Vejstrup Lillemølle, der var lidt i familie med hende, og denne fik mor med, og jeg kørte for dem derop. Vi traf hende hjemme, og efter lidt snak frem og tilbage tog hun med os hjem, hvor hun så var nogle dage, til alt kom i orden. Brylluppet blev så holdt, og det gik storartet i fryd og gammen hele deres levetid, som blev lang. Onkel blev godt og vel 90 år og Marie, hans hustru, der omkring. Eftersom formueomstændighederne nu bedredes, kom uvenskabet noget frem igen, og dette havde til følge, at far købte hans ejendom, hvorved han så købte sig en lignende i Rødskebølle, men langt billigere; far betalte nemlig onkels temmelig dyrt.

Til Hans's ejendom her i Albjerg hørte matrikel nr. 33 i forening med den øvrige ejendom; til denne hæfter den mærkelighed, at den hørte til Oure Kirke, skønt den ligger ved Brudager Sogneskel til venstre for vejen og er nu, efter af os at være mageskiftet med Broholm, lagt ind under den ved siden liggende ejendom. Onkel købt den fra Tiselholt, som var ejer af Oure Kirke, men som ved ansøgning til biskoppen fik lov til at sælge den mod at lade sætte takker på Oure Kirkes tårn, som der altså oprindelig må have været, men muligvis var faldne ned. Denne jordlod på 7,5 skæppe land var tillagt Oure Kirke for i tilfælde af pest at skulle tjene til begravelser, og denne lå dengang meget afsides uden nogen bygninger; der var sågar i de dage et led på vejen, som kunne lukkes op og i, så vejen i de dage var som en markvej, og da denne plet var så afsides, passede den godt for pestlig, om sådan sygdom oftere efter 1711 kunne indtræffe.

Min onkel Hans's bygninger lå her nord for, lidt fra vejen og to huse forud, dengang på en bakke, hvortil gik en halv snes trappetrin fra vejen op; alle de bygninger er nu brudt af og solgt til nedbrydning, bakken er svunden væk tid efter anden; der var jord at fylde op med i gadekæret, hvorhen også en del blev bragt. Vejen kom længere ud for at give plads for nye bygninger, hvortil der af bakken blev taget murgrus af fineste sort. Der var sten og vejgrus til forbedring og anlæg af vejene, der samtidig blev rettede og forbedrede. Alt dette foregik i en længere årrække, men efter en bestemt plan og eftersom pengene blev tjent ind.

Web-editor: frode @ engbaek.com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 09. februar 2006