-

Ungkarl og skrædder Jakob Christensen i Gudbjerg, født i Oure den 2. maj 1824, og pigen Johanne Pouelsdatter af Lakkendrup, født samme sted 14. januar 1816, blev gift den 4. november 1853 i Kirken. Forloverne var Hans Christensen og en person mere [Gudbjerg Sogn, sogn 115 bog 4 film 5/6 side 191].

Fæstebrev for Jacob Christensen

Adam Gottlob, greve af Moltke Hvitfeldt, kammerherre, kommandør af Dannebrog og dannebrogsmand, herre til stamhuset Moltkenborg og Mullerup
Gør vitterligt, at han steder og fæster, ligesom han steder og fæster til skræder Jacob Christensen Albjerg det hus i Gudbjerg By under Mullerup Gods, som smed C. C. Trockmann havde afstået.
Indfæstningsafgiften var 250 rigsbankdalere.
Glorup den 11. december 1853, Moltke Huitfeldt
Lyst på Sunds-Gudme Herreds kontor den 22. december 1853, Bruun
Fæstebrevet blev underskrevet af Jacob Christensen den 20. feruar 1854.
[Mullerup Gods Fæsteprotokol bind 2 side 131A - 132B].

Ved folketællingen i 1860 boede familien i et hus i Gudbjerg Sogn [Film 1692, opslag 8, fil 442.tif, side 61A]:
Jacob Christensen, 36 år, gift, født i Oure Sogn, husmand, skrædder
Johanne Poulsdatter, 44 år, gift, født her i sognet, hans kone
Anders Pedersen, 23 år, ugift, født i Vindinge Herred, skræddersvend.

Ved folktællingen i 1880 boede familien i Gudbjerg Sogn [film 3350 optællingsliste 1 12. hus]:
Jakob Christensen, 55 år, gift, født i Oure Sogn, husfader, kreaturhandler
Johanne Poulsen, 64 år, gift, født her i sognet, hans hustru
Maren Pedersen, 16 år, ugift, født her i sognet, plejedatter.

Johanne Poulsdatter døde 81 år gammel den 13. maj 1897 i Sørup Sogn, Sunds Herred. Hun blev begravet i Gudbjerg Kirkegård den 18. maj 1897 af sognepræst Kragh. Hun var skrædderkone i Sørup Sogn og gift med Jacob Christensen Skræp, Sørup Sogn. [Gudbjerg Sogn bog 9 side 320].

Jakob Christensen, kaldet Skræp, døde 89 år gammel den 4. marts 1914 på Hesselager Mark, Hesselager Sogn, Gudme Herred. Han blev begravet den 10. marts 1914 på Gudbjerg Kirkegård. Han var forhen skrædder i Gudbjerg By og Sogn, og til sidst nydende alderdomsunderstøttelse og i pleje hos gårdmand Niels Julius Christensen, Hesselager Mark. Afdøde var født i Oure Sogn den 14. april 1824 og søn af husmand Christen Hansen og hustru Else Anne Jakobsen, formodentlig boede i Oure Sogn. Afdøde var enkemand efter Johanne Povlsdatter, og deres sidste fælles bopæl var Sørup Sogn, Sunds Herred [Gudbjerg Sogn bog 11 side 241].

Christen Skræp fortæller:

Den mellemste af min fars brødre, Jacob, kom i skræderlære i Svendborg, og efter læretiden kom han hjem og syede med hjælp af et par svende. Der var naturligvis ikke altid enighed blandt så mange, og bedstefar vil så en dag til skovauktion i Tiselholt Skov, og i den anledning bad han Jacob give sig et par skilling, eftersom han ingen havde, og i skoven var altid beværtning, og når mange bekendte traf sammen, skulle der en skilling til. Jacob sad på bordet og syede og siger, idet han gav ham 1 mark (33 øre) : "at det kunne være nok at drikke op ved en sådan lejlighed". Så blev bedstefar vred, snild som han var, gav ham en på hovedet, så han trillede under bordet. "1 mark var for lidt at byde sin fader", sagde han. Min fader var lige kommen hjem og arbejdede i slagtehuset, da bedstefar så kom ud til ham; uden at omtale det passerede siger han ligedan til ham. Denne svarer straks: "Jo, det skal I have"; han tog ned i sin lomme, trak sin skindpung op og rækker ham den, idet han udbryder: "Ja far, jeg antager, der er en 30-40 rigsdaler i; men finder I, at det er for lidt, så kan I få flere." Det var på den måde, han var glad for at blive behandlet. Han kom stolt hjem om aftenen, afleverede pungen med alle pengene og udtalte: "Ja, Søn. Der har du det hele tilbage igen; jeg har ikke brugt en skilling, men mange tak skal du have, for din venlighed overfor din far."

I 1853 var far blevet forlovet og agtede at gifte sig, men de var så mange i hjemmet, at nogle måtte bort for at give plads for en ung kone. En sådan adskillelse kunne ikke foregå uden vanskeligheder. Resultatet blev, at Jacob med sine svende rejste til Gudbjerg, hvor han fæstede hus fra Mullerup Gods med et par tønder land og giftede sig der.

Min farbroder Jacob havde imidlertid opgivet skrædderiet og havde slået sig på kreaturhandelen, som han var temmelig dygtig til, og nu havde han set, hvorledes fars forretning gik frem, så mente han, om han ikke kunne som os, så kunne han nok leve, selvom han skulle nøjes med noget mindre. De havde ingen børn og var altså ene to. Han var også noget af, hvad vi i de dage kaldte "sorenskriver"; han kunne skrive dokumenter, lejekontrakter, give råd, hjælpe til ved overenskomster eller handler, var en meget dygtig skribent og meget klogere end far på de områder.

Imidlertid gik nogle år for onkel på den måde; han var meget sparsommelig og havde aldrig nyt spiritus eller brugt tobak eller lommepenge af nogen art. Der kom nogle dårlige handelsår; han måtte så opgive det og slå sig på skrædderiet igen. Hans og hans hustru lejede sig ind i Vestergade i Svendborg og syede til de større handelshuse, men også til bekendte; han var dygtig nok og virksom, men havde det stadig småt. Far og onkel kom stadig ikke sammen, og han kom ikke hos os i de tider; men så senere, da de jo naturlig blev gamle, besøgte han os ofte, efter at hans hustru var død, og han var blevet ene. Men så snart han var kommen til Svendborg at bo, kom han stadig hver lørdag og købte kød af mig; det vil sige, jeg tog ikke penge eller noget for det, jeg forærede ham det. Jeg måtte også lejlighedsvis støtte ham med kontante penge. Far havde den gang holdt op med at tage til torvs; det var noget svendene og jeg besørgede. Far sagde engang til mig: "Har du Jacobs handel om lørdagen? " "Ja, det har jeg". "Det får du da ikke noget for?" "Nej, det får jeg ikke; nå ja, det gør nu da heller ikke noget", lød fars svar; jeg følte, han gerne ville, jeg skulle hjælpe ham, men selv kunne han ikke komme over at gøre det. Imidlertid døde hans kone, og jeg måtte selvfølgelig betale det hele; hun blev begravet i Gudbjerg, hvor opvartningen foregik i forsamlingshuset. Mens de boede i Gudbjerg havde de adopteret en datter af hans svoger, og denne var for nogle år siden blevet gift med en kreaturhandler, Mads Fjerritslev, som nu boede i Marslev og havde en bondegård. Her flyttede han nu hen og passede hans kreaturer, som han var meget dygtig til, eftersom han var meget proper og udviste stor interesse for, hvad han havde med at gøre.

Det gik nogle år, men da der var blevet oprettet et alderdomshjem i Marslev, og det ikke lå langt fra gården, hvor Jacob opholdt sig, besøgte han jævnlig bestyreren og bestyrerinden, som var sådan et nydeligt og pænt ægtepar, som onkel godt kunne lide. De kunne rigtig behandle de ældre mennesker, der her blev dem betroet, og her fik onkel lyst til at flytte ind, hvilket også blev bevilget. Han var blevet ked af at være ved sin steddatter længere, da det havde udviklet sig til drik og kortspil i for store baner efter onkels mening, da dette var en vederstyggelighed for ham. Manden var og havde altid været en dygtig handelsmand, så med penge var der ikke noget i vejen; men det var tonen, der ikke passede ham. I den tid besøgte han os jævnlig om sommeren; det kunne endog blive en hel måned, og da talte far og han sammen som andre mennesker, men aldrig med den fortrolighed, som brødre. Imidlertid købte bestyreren af alderdomshjemmet en lille gård på Hesselager Mark, hvorhen onkel flyttede med, og de fik som betaling derfor hans alderdomsunderstøttelse og hans daglige hjælp. Når han besøgte os, fik han altid lidt penge med sig til sine små daglige udgifter. Her døde han 90 år gammel; han blev ført til Gudbjerg og begravet ved siden af sin hustru, og jeg betalte udgifterne. Han efterlod sig ikke noget til deling, men der, hvor han døde, arvede de ham, og jeg betalte dem nogle penge, hvor mange husker jeg ikke, men de blev da erstattet, så de var godt tilfredse.

Web-editor: frode @ engbaek.com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 08. februar 2006