Maren Skræp blev født den 1. oktober 1886 i Oure Sogn, Gudme Herred, Svendborg Amt, og hun blev døbt den 14. oktober 1886 i Vejstrup Valmenighedskirke. Forældrene var slagter Christen Rasmussen Skræp og den 30-årige hustru Johanne Jensen af Albjerg. Fadderne var barnets moder, gårdejer Niels Pedersen, Brudager Mark, Hans Jensen, Øster Åby Mark, godsejer Martin Jensen af Bjørnemose [Oure Sogn, sogn 119 bog 8 film 2/5 side 60 nr 11].
Maren Skræp blev konfirmeret den 6. oktober 1901 af valgmenighedspræst Rasmus Petersen. Forældrene var slagter Kristen Rasmussen Skræp og hustru Johanne Jensen af Albjerg, Oure Sogn. Karaktererne for kundskaber og forhold var mg og mg.

Maren Skræp blev sproglig student fra Hesselager Kostskole i 1908.

Christen Skræp's Livserindringer:

Maren's barndom og skolegang.

Vort nye stuehus var færdigt, så vi flyttede umiddelbart ind efter vores bryllupsdag den 27. oktober 1885, hvor vi i fryd og gammen alle tre familier boede fremdeles. Den 1. oktober 1886 skænkedes os en datter, som rigtig erstattede os min søster Maren og fik selvfølgelig også dette navn. Vi var alle begejstrede for lille Maren, men særlig følte min mor rigtig for den lille som en gave fra Herren og en erstatning for sit eget barn. Haven blev nu anlagt omkring det nye hus. Hvor der tidligere blev pløjet og avlet, kom det nu til at give plads for lidt luksus. Da lille Maren blev godt et årstid, kunne hun spadsere som stor pige ved oldemors hånd, og det var en stor glæde for dem begge. Det var en glæde for os, når den unge moder lagde lille Marens hænder sammen, for at hun i forening med os kunne bede en aften- og morgenbøn.

Vi havde tidligere fået oprettet en friskole i Oure, hvor vores børn til 12 års alderen gik hen; vi var særlig heldige med læreransættelsen. Det blev en sønderjyde, der var udgået fra Skårup Seminarium, kendte egnen og var sin stilling bevidst. Han elskede sin skole, og børnene var glade for ham. Hans navn var Sigvard Hansen, og hans hustru Anne Hansen fra Vejstrup hjalp til som lærerinde med en stor dygtighed. Disse arbejdede i alle tilfælde for en meget ringe løn, eftersom Hansen kunne have fået nogle gange mere i statsskolen, da han var udgået med en stor eksamen; men dette betragtede de som deres livsgerning og kunne ikke undvære det. Det viste sig, at Herren lagde velsignelse i deres arbejde i sin helhed, så de klarede sig finansielt godt og blev til lykke og velsignelse for egnens ungdom.

Vi satte Maren i en højere skole i Svendborg, da banen blev åbnet 1897. Hun kom til at gå i "Frøken Holsts Skole". Frøken Holst ledede og styrede selv skolen, som hun også selv havde anlagt; denne var en meget fin skole, hvor de blev uddannede godt. Her tog hun sin præliminæreksamen 16,5 år gammel.

Eftersom vores børn var vel begavede og havde megen lyst til læsning, og det altid stod for mig, at ved en god uddannelse ville de selv kunne erhverve deres udkomme i livet, så de ikke skulle være henviste til, at de absolut skulle giftes for at eksistere, men selv kunne danne sig en levevej ved deres uddannelse.

Imidlertid anlagde to lærere fra København, Bæk og Plockros, en latinskole i Hesselager, som nu lå os nærmere end Svendborg, og da jeg tillige måtte støtte skolen med pengemidler, blev Maren senere flyttet derhen. Herfra udgik hun som student for senere at læse videre i København; men det går jo ikke altid, som vi bestemmer, men trods det, går det endda mange gange bedre; og når vi med en vis vemod ser tilbage, må vi takke Vor Herre for hans vise styrelse.

Maren i huset i Sønderjylland.

Maren var nu konfirmeret og var hjemme til 18-Års alderen; var i den mellemtid på Vejstrup Højskole, men nu måtte vi til at tænke på et sted, hvor hun kunne lære noget praktisk husførelse. Det var skjult for os, hvad hendes fremtid ville bringe, og vi tænkte nærmest på, om hun muligvis ville blive bondekone og handlede altså derefter. Hun fik lyst til at komme til Sønderjylland og lod i den anledning indrykke avertissement i Flensborg Avis, og hvorfra der kom en masse tilbud om pladser. Min hustru og jeg ville selvfølgelig ikke sende hende bort uden først at vide, hvor vi sendte hende hen, og i den anledning rejste jeg en dag i april måned derop for at se på pladserne efter nogle avertissementer, vi forud havde søgt ud, og blandt disse var en proprietær Berg i Løjt Kirkeby i nærheden af Åbenrå, som jeg først tog til, eftersom vi formente ifølge deres skrivelse, at det passede temmelig godt. Jeg boede der om natten; det var et fint og rigt hjem. Berg havde sejlet som dampskibskaptajn på Sydamerika, hvorfra han havde bragt mange fine ting hjem såvel som anden rigdom; men ved mit ophold der og vores samtaler, stødte det mig allermest, at de var ualmindelig tysksindede, og kunne jeg derfor ikke komme over, at Maren skulle opholde sig i den atmosfære. Det blev altså ikke til noget, og jeg drog så videre for at tage til Smøl på Broager Land, hvorfra vi også havde et af de udsøgte avertissementer. Jeg kom pr. bane til Gråsten, hvorfra der går dampskib til Eckernsund, og herfra går dagvogn til Broager; men her skulle jeg vente en times tid, og da vejret var godt, bestemte jeg mig til at gå. Jeg nåede straks udenfor byen en ældre, pæn mand, som jeg godt havde lagt mærke til på damperen, eftersom han var meget tiltalende og intelligent. Vi kom så til at slå følge; jeg kom til at fortælle, at jeg agtede mig til Smøl og fortalte ham mit ærinde til gårdmand Jens Christensen. "Ja", siger han, "jeg har været lærer her i Sønderjylland i mange år, men så snart forholdene tillod det, tog jeg min afsked og får altså min pension; jeg er nemlig dansksindet og kommer meget sammen med Jens Christensen; det er rare, gode og dygtige unge mennesker, der fører et dansksindet og godt familieliv og hører til vores valgmenighedskirke her. Der får De Deres datter anbragt godt, så det sted vil jeg anbefale Dem." Vores gang varede vel et par timers tid, den gik hurtig og meget interessant; han fortalte om den tysk-franske krig, og han fortalte godt, så jeg var meget glad for dette følgeskab. Nu var jeg på det rene med, hvordan det skulle være. Jeg kom ned til Jens Christensen, hos hvem der var en dame fra Gråsten; denne var tante til Jens Christensens kone og på denne dag i besøg der. Jeg var her om natten til næste dag og der blev så kørt for mig af manden til stationen. Denne familie faldt fuldt ud i min smag. Det var en mindre gård; de havde været gift i seks år og havde fire børn foruden en bedstemor ved 80 års alderen, Maren skulle skiftevis med deres anden pige være med til al gerning i husholdningen, dagsgerningen blev begyndt hver morgen klokken 4:30 og sluttede ved otte tiden om aftenen, så det var vel strengt nok, men det stod for mig; skulle hun være ved landvæsenet, måtte hun begynde med begyndelsen og rigtig tage del i besværlighederne; det var kun for en kortere tid fra maj til november, og det gik også meget godt. Under vores samtaler fik jeg oplyst af tanten, at en af hendes bedste ungdomsveninder var en frøken Engell, som var oldfrue hos grev Moltke Hvitfelt på Glorup Slot, hvor hun i sin helhed dirigerede det hele, og hvor jeg stadig hver fredag leverede kød, som oldfruen modtog, og denne fik jeg altså en hilsen med til. Denne var en meget pæn dame, eftersom hun var en præstedatter fra Gråsten og rigtig følte sin værdighed, men hun var også dygtig i sit fag. Denne hilsen blev modtaget af oldfruen med stor venlighed og udtalte, hvor god en familie denne var, og kunne min datter, såvel som vi selv være glade for at være kommen mellem så gode mennesker. Men da vores datter havde lært at spille klaver, som hun gjorde godt, måtte jeg absolut sætte et klaver ind til glæde for dem alle. Det var let at få et klaver til leje, mens hun var der, og det kunne de jo få megen fornøjelse af, udtalte oldfruen. "Ja frøken, det kan lyde meget godt og tiltalende; men jeg sætter mig i Jens Christensens sted, at han fæster sig en pige og blandt de sager, hun kommer med, følger et klaver, som hun imellem stunder vil benytte; jeg tror næppe, han vil føle sig tiltalt af det, jeg ville da i hans sted ikke." Det viste sig også. der ikke blev tid eller lejlighed til efter tidlig om morgenen at have begyndt sit arbejde og sent om aftenen at holde op, var hun ikke oplagt til musik, men bedre til hvile; men trods det vel nok var for strengt efter hendes alder, har jeg dog endnu aldrig hørt hende klage over det kursus, hun havde fået den gang, men er blandt hendes gode erindringer. Hun kom altså hjem til november, og der gik en tid, vi vidste ikke rigtig, hvordan vi skulle gribe an.

Maren og Frode Engbæk.

Men imidlertid fik Maren lyst til at læse videre, og efter sin studentereksamen, der belønnedes med en rejse til England, tog hun til København for i filosofikumåret samtidig at begynde på at uddanne sig til læge; men det blev kun som senere de to andre søstre til cand. phil. Det varede nemlig ikke så længe, førend hun forlovede sig i København med en polyteknisk kandidat fra læreanstalten, der var her fra Oure. Et sådant bekendtskab var vi meget glade for; vi var så glade for at kende familien og vide, at det var af egnene bedste, så vi havde ikke grund til klage, men den kom selvfølgelig heller ikke.

Vores svigersøn, Frode Engbæk, fik plads som ingeniør ved adskillige baneanlæg, blandt andet ved anlægget Odense-Brænderup-Middelfart-Bogense, hvorhen de efter deres bryllup tog bopæl i Skovshøjrup, hvor de boede, til denne bane var omtrent færdig, og de flyttede så til Åbybro, hvor en ny bane anlagdes til Hjørring. Dette varede et par år, hvorefter han i forening med en tredive ingeniører søgte pladsen ved den nye bane som driftsbestyrer, en stilling, jeg var vis på, han ikke ville kunne få, eftersom han var så ung, og der var mange ældre og dygtige ingeniører mellem ansøgerne; men trods alt dette blev han alligevel valgt i 1913 og flyttede nu til Hjørring, hvor de kom til at bo på den nye banegård.

De har nu to raske børn: Signe Engbæk er født den 10. august 1911 og Hans Christen Engbæk er født den 8. juni 1913.

Hans fader, H. P. Nielsen, ejede "Langesminde" på Oure Mark, men har nu forpagtet gården ud til sin anden søn Niels, eftersom han ifølge sine store evner deltog i så mange tillidshverv og blandt andet blev branddirektør for "Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger", i hvilken anledning han byggede sig en villa i Vejstrup nær stationen. Sønnerne var imidlertid alle tre døbt Engbæk, hvad deres onkel, pastor Petersen ved Vejstrup Valgmenighed, fandt på.

Hans tredje søn, Ejner, var også polytekniker og blev på grund deraf direktør i sukkerfabrikkerne på St. Croix, som solgtes efter tre års ophold der; han kom nu til fabrikkerne her og ansættes i Assens.

Hans moder, Gunhild, en højtbegavet og dygtig kvinde, var født og opdraget i København som eneste datter af juveler Knudsens andet ægteskab; hendes halvsøster, Signe, var gift med Vejstrup Valgmenigheds første præst, pastor Rasmus Petersen. hvorved Gunhild kom her til Vejstrup og førte til, at hun blev gift med H. P. Nielsen, en søn af Niels Hansen, "Langesminde", for hvem der af "Landbosparekassen" er rejst et mindesmærke på hans grav på Vejstrup Valgmenigheds kirkegård.

Maren Skræp, Hans Christen Engbæk, Signe Engbæk, Frode Nielsen Engbæk.

.