Christen Skræp's livserindringer:

Min start på livet.

Den 6. april 1855 kom, og mormor lå for døden, men levede dog nogle dage. Mine forældre var i den anledning i Lindegård, det var langfredag. De kom først hjem om natten klokken 12, og klokken 4 morgen den 7. april kom jeg til verden, sund, frisk og rask dreng, som selvfølgelig var mine forældre en stor glæde. Klokken 5 kørte fader til torvs i Svendborg med kød; det var travl lørdag lige i helligdagene; men alt var såre godt. Der var født to børn, som døde straks. Min søster Maren fødtes den 2. februar 1857, og dermed er hele børneflokken fortalt.

Da et par år var gået, og jeg var blevet så stor, at bedstefar, der kørte jord i haven til planering af omgivelserne, når han trak sidefjellene, så jorden faldt ned under vognen og så ikke kørte frem, kunne jeg sidde op på bundfjellen ved egen hjælp. Dette var jeg meget stolt af; men til alt uheld glemmer han, efter at jeg havde prøvet nogle gange og var så inderlig glad ved det, at jeg skulle op, førend han kørte frem og siger så "Kom" "Nej" siger jeg. "Tilbage". Det havde han ikke tid til og kørte videre og lod mig stå i mine egne betragtninger. Jeg gik så ind, men meget fornærmet. Mor kommer så med kaffe og sætter på en stol til mig. Da jeg kom ind uden at ane, hvor vred jeg var over den behandling, jeg havde fået af bedstefar, tager jeg ved kaffekoppen og kaster den med kaffe og kop henad gulvet, så den gik stykker. Mor var straks klar over, at der var gået mig noget imod og satte mig ind i et mørkt rum; hun pryglede mig aldrig, og jeg tror, det var rigtigt. Jeg var af naturen meget egen og vanskelig at opdrage, så prygl fik jeg aldrig, eftersom der ikke var tale om ondt sind eller ondskabsfulde streger, som at pine eller ødelægge fugle eller deres reder, men der blev også indprentet mig, at disse skulle man elske, eftersom de spiste fluer, biller og andet kryb, hvorved de gjorde stort gavn, og så bagefter sang så nydelig for os. Vor nabo, gårdmand Mogens Nielsen, sagde altid: "Bær over med ham. ingen hårde straffe, det gode skal nok komme frem i ham, eftersom han egentlig er en god dreng". Dette sagde han ikke, så jeg hørte det, men senere blev talt om, at den gode og faste karakter lå bag ved den vanskelige natur, og det passede, hvad han sagde.

Min skoletid og ungdom.

Jeg gik nu i skole og havde mere lyst til bogen end til slagtningen og var tit ked af at stå om aftenen i slagtehuset til langt ud på natten for at holde lys, når der slagtedes, og undertiden kom far hjem efter travle dage klokken 10-11, og jeg måtte så ofte op af sengen for at drive på en ko eller kvie, der måtte hentes hjem for at slagtes samme nat. Jeg husker engang på Oure Mark og en anden gang i Gudme, hvor vi hentede sådanne kreaturer og så bagefter holdt lys til hen ad morgenstunden.

Jeg var også tit ked af sådan som barn at komme med ud at handle med kød, men særlig med kvæg, der måtte jeg som så ofte vente; jeg ville hellere i skole hver dag og så for resten tegne, regne og skrive hjemme. Det fandt jeg var mere interessant, og deri fandt far sig godt, som han sagde: "Det er om at få noget lært, mens man har tid, det har man bedst, mens man går i skole." Af den grund fik jeg tit fri for at komme med, da skolen blev regnet som først. Den gamle degn, som vi kaldte ham, havde en søn, et årstid ældre, som kom til Sorø Akademi, hvor en ældre søn allerede var, senere pastor Hansen, Langeland. Han vilde, jeg skulle have fulgt med, eftersom jeg var godt begavet og havde så. stor lyst til studeringen i stedet for at blive slagter, som han ikke troede lå for mig; ifølge min lyst til bogen fik jeg en god skoletid og godt udbytte efter den tid.

Imidlertid blev der skytteforeninger dannede, og der var stort røre blandt hele folket, men særlig i Vejstrup; men også i Oure berørte det meget. Far sagde: "Du skulle egentlig med for også at komme sammen med dine jævnaldrende og dele med dem de unges fornøjelser, eftersom det er en god og sund sport; men vi har i øjeblikket så meget at gøre, så vi har ikke tid." Og den tid til sport kom aldrig, så jeg kendte meget lidt til mine jævnaldrende her i Oure og Vejstrup, idet jeg kom sjældent sammen med dem; det var mere de ældre, ved at vi handlede.

På Thomas Bjørnbaks højere landbohøjskole i Fjellerad By.

Imidlertid kom vores nabo, gårdmand Mogens Nielsen, som var baptist, til vennemøde i nærheden af Lundby, syd for Ålborg; der boede en gårdmand Søren Uhrnholt, som drevet meget dygtigt landbrug på cirka 50 tønder land med 50 stykker malkekøer og et halvt hundrede svin. Køer blev købt nær ved kalv, malket ud og samtidig fedet til slagtning. Denne mand fik Mogens Nielsen lyst til, at hans søn Niels skulle tjene for at få en uddannelse i samme retning et års tid. Herfra kom han så hjem og satte deres bedrift ind i samme spor. Ved siden af lå Thomas Bjørnbaks højere landbohøjskole i Fjellerad By, og denne fik hans to år yngre broder Jens lyst til efter broderens anbefaling at komme på en vinter fra 1.november til 1. maj; men denne ville absolut have mig med, og vi, som altid såvel som vore fædre, havde gået sammen her i Albjerg, var næsten også helt adskillige, så vi fulgtes ad. Den 3. november 1874 ankom vi, lejede os ind ved en gårdmand i byen sammen med en svoger til Niels. Vi var altså tre unge kavalerer på en snes år, og var meget glade for det. Jens og jeg led forresten meget af hjemve. Vi fik kundskaber og disciplin; vi måtte ofte arbejde til langt ud på natten for at lære de lektier, vi fik at skulle lære og frem med næste dag til afhøring; den visdom, vi fik, var helt ubegrænset, så jeg er den dag i dag Bjørnbak tak skyldig for hans opofrelse for os og alt det, han puttede ind i mig, særlig dansk og stil. Det var så ubegribeligt, hvad man kunne modtage efter den måde, han havde at bibringe os det på. Jeg fik også undervisning nogle timer ugentlig i tysk, for når jeg kom hjem. var det meningen at rejse og få nogen uddannelse i Hamborg med hensyn til svineforretning og for at lære sproget videre. Pølseforretning spekulerede vi også på samt et ophold i Tyskland på et årstid eller mere. Men "mennesket spår, og Gud råder". Thi da jeg korn hjem, var mor af en anden mening; jeg skulle blive hjemme og hjælpe far. Vi havde overflod af arbejde, og der var store opgaver at løse, hvorfor min hjælp nu var nødvendig. Mor havde sin tanke, med det hun tænkte på, og den var altid god. Hendes savn af mig om vinteren havde været hende meget stort, og dette ville hun ikke fortsætte.

En dyr handel.

Jeg blev en morgen af far sendt til Gudme hos Niels Mortensen, Egemose, for at købe en fed kvie, som skulle slagtes samme dag; vi havde pludselig fået brug for en sådan vare af kød, og far havde ikke god tid, der var andet, han absolut skulle besørge. Min ordre lød: "For så vidt den er gok nok, hvilket du må kunne vurdere, skal den hjem hertil straks, og nu hurtig". Jeg købte altså kvien til 45 rigsdaler, hvilket var en høj pris, men efter min mening den rigtige slags. Niels Mortensen fulgte med over for at få penge, han var i alder med bedstefar, og disse to, vidste jeg, havde altid meget at tale om, så han ville også trods sin høje alder gerne over med den. Bedstefar var straks ved hånden, da vi kom, og da han hørte, jeg havde købt den, ville han straks vurdere den, "det kan jeg endnu på en prik", og han vurderede den så til 30 rigsdaler. Niels Mortensen og bedstefar gik så ind, og heldigvis kom far straks efter, og jeg var i stor spænding efter at høre, hvad han sagde: "Det er en af den rigtige slags, og som vi aldrig må lade gå fra os, om også vi mener den er noget dyr, vi betaler nemlig ikke let for meget for den vare; du har set rigtig nok. Så var den ængstelse borte.

Eftersom jeg havde begyndt lidt med handelen i skoletiden ved lejlighed, udvikledes det tid efter anden mere og mere. Far sagde altid: "Du skal ikke være bange; kommer du galt afsted een gang, så går det altid bedre en anden gang, og det er først, når man kommer ene ud og får ansvar, at man lærer det. Jeg ser hellere, du køber en ko og taber 10 eller 20 kroner, end du ingen køber. Du skal bare gå på, det går nok"; og sådan blev jeg stadig mindet. Far var i besiddelse af en meget stor arbejdsevne og en masse energi, så han fordrede mange gange meget.

Mit første møde med Hanne Kromann.

Som tidligere omtalt havde vi skaffet os en stor forbindelse med levering af kød og flæsk til Thurø, hvilket havde til følge, vi ofte kom derover. Vi tog da ned ved Skovmøllen ved "det røde hus", hvorfra vi kunne blive sejlet over til Thurø; men imidlertid havde far talt med Jens Kromann, Bjørnemose, at vi godt måtte sætte hestene ind der, og vi kunne da i de fleste tilfælde selv sætte over fra haven i deres egen jolle. Far havde så ofte handlet med Jens Kromann, da han ejede "Hjelmkilde", Åby Mark; men efter han kom til Bjørnemose, som han købte og flyttede ned i i foråret 1867, havde de ikke handlet.

Vi kom altså, far og jeg, første gang derned i 1876 og skulle sættes over; vi blev budt op, førend vi tog over, og her så jeg første gang min tilkommende hustru. Det var med ejendommelige følelser, jeg betragtede denne kvinde og med følelser, jeg ikke tidligere havde kendt. Jeg formodede, hun var elev, eftersom der kun var to døtre, Maren og Anne, efter hvad jeg vidste, og to sønner, Hans Jensen Kromann, der havde fået fødehjemmet "Hjelmkilde", og Martin Jensen Kromann, som var hjemme og for en del sørgede for den smukke have og beliggenhed, som han med et fint øje og en fin smag holdt i orden. Faderen, Jens Kromann passede gårdens drift som en energisk og dygtig leder. Moderen, Maren Kromann, styrede huset ved hjælp af sine tre døtre; en som husjomfru, det var Maren, en som mejerske, det var Anne. Dengang havde hver sin mælk til behandling, og her var vandmejeri, en meget anerkendt orden. Anne fik jævnlig beviser for sin dygtighed og akkuratesse ved at modtage præmier her og der. En som stuepige, og det var Hanne; hver især passede sin gerning med flid og orden, og der blev holdt et kristeligt, sundt og godt hjem inden døre. Jens Kromann fik ofte Hanne ind at spille på klaver og synge for os, og søskende sang med og ikke mindst Jens Kromann, som elskede god sang og musik. Dette var lejlighedsvis, når far og jeg kom derned for at handle; vi var glade for det og følte os rigtig tilpas begge to i et sådant hjemliv; det var efter vores syn et af den rigtige slags, og når vi ved vores hjemkomst fortalte mor herom, mærkede hun snart, så klog som hun var, hvor jeg droges hen; men i vores vildeste fantasi kunne vi ikke tænke os (der blev aldrig talt om, hvad vi tænkte på), at det, vi tænkte på, ville kunne ske. Vi var slagtere, og det var i de dage ikke nogen anerkendt forretning i folks omdømme og virkede næsten som en sort plet på personerne. Jeg havde nu altid i mit hjem været indpodet af mor fra fødselen af, men særlig efter vores store sorg ved savnet af søster Maren, at alt kom fra Vor Herre, og stadig lød en røst i vort indre: "Hvor er I henne", som hjalp os til at blive i den rigtige linie. Jeg kan bestemt sige: "Jeg vandt ikke en hustru ved baller, halløj eller i en dansesalon, men jeg vandt hende - det er jeg sikker på - ved vores stadige indfletninger i vores daglige bønner til Herren. I lange syv år arbejdede jeg for, ligesom, Jacob, at erhverve mig en "Rakel", men jeg var så heldig, at jeg ikke måtte nøjes med en "Lea". Ved min flid og fremadstræben i den lige linie og stadig med det for øje at vide: "hvor vi var henne", nåede jeg endelig det eftertragtede mål.

Ikke for at folk ville være ondskabsfulde; men de stod dog sådan for mig, at de i almindelighed i alle disse år her på egnen godtede sig ved, at jeg ikke kunne få den, jeg ønskede, og det blev de mere og mere forvisset om, som årene gik uden noget resultatet i den retning, der var så ofte sagt til mig, "hvorfor forlover du dig ikke? Om du ikke kan få netop den, du ønsker, er der jo nok andre, der vil, og så kan det dog være lige meget." Hvordan folk i almindelighed egentlig får sådan noget at vide, er næsten uforståeligt, for det var ikke noget, jeg fortalte, eftersom jeg dog ofte delte mening med dem i det første; men at det var lige meget, hvem vi forlovede os med, deri kunne jeg ikke dele mening; men mit håb stod fast, og min hemmelighed beholdt jeg for mig selv. Heller ikke i mit hjem blev noget omtalt i den retning, skønt jeg tit mærkede, at det var mors højeste ønske, om det kunne ske, og jeg er vis på, at dette til enhver tid var indflettet i de bønner, hun stadig og daglig opsendte til sin himmelske Herre. Årene gik og med et sundt helbred og en stor arbejdsevne, og ved Vor Herres hjælp voksede vores formue og dermed også vores anseelse i samfundet; sådan er nu engang vi mennesker.

Det var engang i de dage, Anne Kromann, "Hjelmkilde", ville besøge sit gamle hjem i Gravvænget, hendes gamle fader Peter Nielsen. Hun var gift med Hans Jensen Kromann, "Hjelmkilde", Øster Åby Mark, og hun var en rask, dygtig og meget energisk kvinde og regnede ikke en så lang spadseretur uden for en leg. Det var sommerdage, og da ville tilfældet, at også jeg pr. vogn kom til at passere samme vej og bød hende op at køre med; jeg var altid glad for at vise særlig den familie opmærksomhed og også at komme i deres selskab. Samtalen gik hurtigt, ingen af os manglede stof; vi talte om alt mellem himmel og jord. Imidlertid er vi ved vejs ende, og vi er ved at skulle skilles, da udbryder hun pludselig: "Jeg ved godt, du gerne vil have Hanne Kromann, men jeg vil sige dig rent ud, du får hende aldrig". Det var mig en hård tale og særlig af nogen så nær beslægtet, som man kunne tænke vidste bedre besked end de fleste; jeg svarede ikke noget til det, men tænkte så meget mere; men trods sådanne udtalelser opgav jeg ikke håbet.

Vores forlovelse.

Nu kom imidlertid 1883, hvor farfader døde, 88 år gammel, og i september 1884 efter syv års ventetid forlovede min hustru og jeg os. Det var og blevet lykkens år, hvor også mine forældre takkede Vor Herre, der havde hørt og nu opfyldt deres bønner; der blev glæde, som da Gud ske lov heller ikke i fremtiden blev beskæmmet. Jeg mindes tydelig, hvad ikke er så underligt, eftersom det er en mærkedag, så klart som dagen første gang moder og min forlovede mødtes, for det var en glædesdag, som ikke alverdens vismænd ville kunne beskrive. Mærkelig nok, at de aldrig havde hilst på. hinanden; vi kom dog begge familier i Vejstrup Valgmenighedskirke, om der ikke var andre steder, vi var fælles om. Nu, da min tilkommende svoger, Niels Pedersen, Gravvænget, som to år forud var blevet gift med søster Anne, kom kørende med begge søstrene herned første gang, hvor far, mor og jeg stod på trappen og tog imod de kære gæster, var et lykkeligt møde. Det var i det gamle stuehus, og heller ikke dette møde ville langtfra kunne beskrives. Inde i stuen sad farmoder fuld åndsfrisk og tog imod dem lige så lykkelig, hun var da 89 år og i bedste velgående.

Fremtidens spørgsmål lå nu for; der blev givet mange råd som der skulle bygges en villa på bakken ved siden af til de unge eller det skulle være en til de gamle? Jeg foreslog at bygge lidt til det gamle stuehus og så bo, som vi bedst kunne og se tiden an; jeg var lidt smålig i mine betragtninger. Vi talte herhjemme vel et par måneder om disse ting uden resultat. Mine svigerforældre ville ikke blande sig i vores hjemlige anliggender. og derved blev det en lille tid.

Far og jeg var som så ofte en dag i Svendborg. Pludselig udbryder far: "Nu går vi op til arkitekt Wandal", som boede på "Wandals Hotel". Han ejede dette i fællesskab med sin broder. "Jeg er nu kommet i tanker om, såvel som mor, vi skal have en svigerdatter, vi holder af, og vi har nu bestemt os til at få et rigtig fint og godt hus bygget, som vi kan være glade for at bo sammen i. Vi kan ikke undvære hinanden, og vi formener, at det skal prøves." Og sådan blev det, uden modstand fra hele familien på begge sider. Udenomsfolk varslede, den gik ikke med så mange i et hus. Vi var tre familier, men det gik og endda godt, for kærligheden rådede, og den kan overvinde alt. Vi så i fællesskab vores lykke og bad Vor Herre hjælpe os til at bære den og holde os i den rette linie. Jeg havde for år tilbage, da jeg var usikker, set, at jeg ikke fra noget sted i verden kunne føre min brud hjem, som fra dette sted, og det var nu gået i opfyldelse.

Vores bryllup.

Brylluppet var bestemt til den 27. oktober 1885, og alt var godt og klart; men en sky kom dog frem på horisonten; 14 dage førend brylluppet bliver jeg syg og må gå til sengs, og doktor Kabell bliver tilkaldt og erklærer, at det er skørbug, en meget sjælden sygdom. I de samme dage dør en ung mand på Albjerg Mark af samme sygdom, så den var kritisk, det kom til at se ud for os, som det også var en for stor lykke, vi nød; der måtte vel komme modgang. Kabell ville straks have brylluppet udsat, for det kunne ikke gå at helbrede på akkord. Det var vi ikke glade for; men resultatet blev, det gik, men meget besværligt. Jeg kunne ikke gå uden hjælp, og min hustru og jeg måtte vies nede i gangen i Valgmenighedskirken, hvor der var blevet hensat et par stole i den anledning. Jeg kunne nemlig ikke tåle at ligge på knæene ved alteret og heller ikke at stå op så længe. Alt gik efter omstændighederne godt; vi spiste middagen, men jeg måtte straks gå i seng efter spisningen, så den store glæde, vi havde ventet og set frem til, at holde bryllup på et så naturskønt sted gik knap i opfyldelse; men efter al den lykke, vi havde nydt, var dette ikke noget at tale om, og vi var Vor Herre lige stor tak skyldig; det indså vi. Sundheden kom hurtig tilbage igen. Vort nye stuehus var færdigt, så vi flyttede umiddelbart ind efter bryllupsdagen, hvor vi i fryd og gammen alle tre familier boede fremdeles. Den første oktober 1886 skænkedes os en datter, som rigtig erstattede os min søster Maren og fik selvfølgelig også dette navn. Vi var alle begejstrede for lille Maren, men særlig følte mor rigtig for den lille som en gave fra Herren og en erstatning for sit eget barn. Haven blev nu anlagt omkring det nye hus. Hvor der tidligere blev pløjet og avlet, kom det nu til at give plads for lidt luksus. Da lille Maren blev godt et årstid, kunne hun spadsere som stor pige ved oldemors hånd, og det var en stor glæde for dem begge. Oldemor døde 1888. Nogle år var nu i al lykke gået, trods tre familier i et hus; vi spiste og drak ved eet bord, og vi levede et godt fællesskab. Vi var alle glade for hinanden, og en ægte kærlighed rådede iblandt os. Far og jeg havde i mange år førend mit ægteskab på vores dengang lange køreture brugt tiden på den måde, at far kørte hestene, og jeg læste højt på vognen for os skiftevis i vores testamente og andre gode bøger, og det havde altid været vores ønske, at jeg kunne få en kvinde i vores hus, der kunne hjælpe os i den, vi kaldte "den rigtige retning", og det følte jeg ved vores første møde, at fra det hjem og af en sådan datter ville vi ikke blive skuffede. Vi var altså nu nået så langt frem i tiden, at vi så vores ønske var blevet opfyldt. Det var en glæde for os, når den unge moder lagde lille Marens hænder sammen, for at hun i forening med os kunne bede en aften- og morgenbøn, og mine forældre blev heller ikke forhindrede i, men derimod fremskyndet til, at far, efter at han blev mere og mere hjemme, kunne og ville fortsætte den læsning, vi på vores lange køreture havde begyndt med.

Vores forretning drev vi stadig i fællesskab, og der var aldrig tale om, hvem af os der var ejer; vi vedblev at spise sammen og leve sammen. Min hustru og mor elskede hverandre, og der var aldrig tale om splid eller vredagtighed, kort sagt: Kærligheden vedblev at råde og vedblev så længe, de levede. Far og jeg havde et godt helbred; vi rejste og handlede meget og slagtede meget. Vi havde gode og fine kunder og mange. I 1894 begyndte far at blive træt, for derefter den 24. marts 1897 at afgå ved døden. Forretningen fortsattes yderligere i samme spor.

Mine jordhandler.

Ved banens anlæg havde jeg fået Lillemarken skilt, så et stykke jord var kommen øst for banen op til Broholms jorder, og denne fik vi mageskiftet i 1901. Jeg afstod matrikel numrene 45p og 45q og modtog 1b her i Albjerg, et lignende areal. Eftersom vores bygninger lå på gadejord uden skøde, erhvervede jeg mig dette den 31. januar 1906 af byen ved beboernes underskrifter.

En fredag, jeg kørte med kød, købte jeg en gård på 18 tønder land på vejen mellem ny og gammel Hesselager, som jeg drevet godt årstid, men gaves så anledning til salg, hvorved jeg tjente 3.000 kroner, og så lod jeg den gå. I de samme dage ville skæbnen også, at jeg fik overdraget ejendommen nr. 5 i Brogade i Svendborg; jeg havde kautioneret for 1.500 kr. I stedet for at tabe disse, lod jeg mig den udlægge til 20.000 kr; jeg ejede den i 15 år, eftersom mine lejere nødig vilde, jeg skulle sælge, da de befrygtede så at komme til at flytte: "Vi havde det altid så godt sammen", udtalte de. Imidlertid døde nogle af de gamle, og krigen kom; ejendommene steg, og en skønne dag blev der budt mig 45.000 kr.; så solgte jeg.

Vores bygninger var nu store og godt egnede dertil. Hovedgårdene begyndte at frygte for, at de ville blive tvungne til at sælge alt fæstegodset, og jeg købte nu fra Broholm den 6. juli 1914 flere matrikel numre, deriblandt 3a, 6c, 6i, 19a, 46, 23, 24b og 3e. Endvidere af Hans Poulsen den 14. juni. 1916 matrikel nr. 5a, 5d samt gårdens bygninger. Vi levede jo endnu i håbet om vor søns helbred, men dette varede så kun til påfølgende år. Alle disse matrikel numre var ikke købt til forhøjede priser.

Endvidere købtes den 15. september 1919 af enke Kirsten Hansen matrikel numrene 16a, 6i, 40b, 45g, 45m samt bygningen. Vi ejede nu seks beboede ejendomme med 76 tønder land, som blev drevne som fælles landbrug. Otte beboelseshuse havde jeg nedbrudt som forskønnelse for byen og min egen beboelse og bedrift. Vejene var blevet lige og gode, og i det hele taget forskønnet byen.

Korte og lange rejser.

På vores korte og lange rejser var vi også ofte stedt i fare og mærkelig nok altid frelst på en eller anden måde. Vi rejste ved nat og ved dag. Vejret var der aldrig tale om; regn, mørke eller sne holdt os aldrig tilbage. Jeg erindrer en vinterfredag, vejene var fyldt med sne, og vi kørte hele dagen ad lodsvej på markerne. Jeg væltede med kødslæden tre gange. Kødet faldt ud i sneen; vi læssede og kørte videre. Vi kom en torvedag på torvet i Svendborg til en jul med to køretøjer; vi var de første, der mødte og blev omtrent de eneste. Vores rute gik hver fredag på landtur med kød og hver lørdag til Svendborg, enten far eller jeg, i alle de år, jeg har levet, til jeg den 22. november 1924 holdt fuldstændig op.

På en sådan fredag med ualmindelig mørke og ingen lygter - de generede os og vi brugte dem derfor aldrig; det var heller ikke den gang almindeligt at bruge lygte. Jeg kørte således en gang sammen med en svend nedad Gudbjerg Banke på landevejen efter hjemmet; der var skærver på vejen, og den ene hest faldt. Svenden siger: "Stangen knak. Spring hurtig af, at vi kan få skaglerne af;" men forinden faldt svenden, da han sprang af vognen, og hestene løb løbsk med mig siddende ene i stolen, vognen uden stang løbende fra en side af vejen til en anden nedad denne bakke, alt hvad hestene kunne springe i firspring. Vognen hug jo stadig på dem og drev dem frem; jeg holdt med al kraft uden resultat. Hvad skulle jeg gøre? Jeg bad: O Herre hjælp mig! Jeg vidste ikke, om jeg skulle krybe bag af vognen eller blive siddende. Jeg bestemte mig så til at ville vælte for at blive standset. Der var dengang telegrafpæle langs landevejen, og når jeg så i vejret, kunne jeg ved hjælp af disse beregne, hvor jeg var; og hvor jeg formente, grøften var mindre dyb, drejede jeg hestene ned for at vælte. Der falder hesten i grøften, jeg springer ud og får skaglerne af og er reddet. Jeg opdager nu, jeg har tabt den ene hest, og mærkelig nok, da stangen knak trods jernkæder, gik disse op, hvorved hestene kunne skilles, og derved kunne tabe den ene, som knap var så hurtig, og dette havde til følge, at idet hesten, som nu er ene, falder og bliver liggende - der er god plads i grøften - hvis de havde været der begge, ville have sprungen op igen, og så havde det sidste måske blevet værre end det første. Yderligere mærkeligt, hvor mørkt det end var, og jeg som slet ikke kunne se, drejer netop ind på en stenplads uden sten, og i det, det går fremad, falder hesten i grøften, men vognen spænder grøften og vælter slet ikke. Svenden kommer trækkende med hesten, og alt er vel overstået med en meget ringe ødelæggelse. Jeg var skrækslagen og var blevet meget nervøst da det var ovre, men hvad der er sikkert, det var, at jeg var som omgivet af en skare af Herrens gode engle, der havde båren mig på det farlige ridt. Vi kom glade hjem, mod at vi lemlæstede og forslåede kunne have været kørt på et sygehus efter en så farlig køretur.

Den seneste udvikling.

I 1907 opførtes udbygning med kvist på stuehuset her i Albjerg mod haven og badeværelse med wc mod vest. Telefon blev indlagt fra centralen, som den gang var i Gudme, i 1895 og elektrisk lys og kraft i 1915.

Der blev stiftet et legat af mine forældre på 2.000 kroner, hvis renter uddeles hver påske til otte agtværdige trængende i Oure Sogn.

Efterskrift.

Jeg har nu oprullet mine erindringer og slægtskabsforhold så godt, jeg ifølge min uddannelse har kunnet; de er noget spredt og ikke samlede så godt, finder jeg nu ved gennemlæsningen, men jeg håber dog gennem disse mine erindringer at have vist udviklingens gang, og hvorledes vi ved Herrens hjælp, vort gode helbred og stadige energi har skabt værdier og et bygnings kompleks her i Albjerg, som i lange tider vil kunne bevares til efterslægten. Jeg har aldrig kastet en time bort til unytte. men altid passet på at benytte tiden enten i vores forretning med henholdsvis handel, regnskabsføring og korrespondance eller med god læsning og nu i de senere år med mit landbrug.

Min ungdom var ikke så behagelig eller nydelsesrig som manges ungdom med hensyn til samvær, fornøjelser eller udflugter; den var mere præget af alvor og arbejde. Men hvad jeg savnede og manglede i min ungdom, fik jeg rigelig erstatning for i min alderdom, så jeg har oplevet en lykkelig tilværelse her på jorden sammen med min trofaste og kærlige hustru, som jeg var så lykkelig at erhverve mig og leve sammen med i så mange år.

Christen Skræp og Johanne Jensen (Kromann) i 1926

-