Uddrag af Livstegning:

Min første gård.
Gården blev fæstet til mig, og den 13. april 1841 tog jeg af sted hjemme fra for at danne eget hjem der. Brylluppet blev først holdt den 23. oktober, hvad jo var en fejl af de gamle, som burde haft bedre forstand. Jeg sagde til min kæreste: “Ja, nu er jeg kommen, men jeg bliver ikke her i denne gård i længden.” Men hun lo ad mig og har senere sagt, at hun da tænkte: “Han bliver her nok, nu han er kommet.” Min svigerfader var af den gamle skole, af dem som det for det meste drejede sig om kæppen. Stærk og kraftig havde han været i sine unge dage. Han var i en årrække ladefoged på Tisselholdt, indtil han 36 år gammel giftede sig ind i den gård til en enke, der ingen børn havde.
Da hun døde, giftede han sig med en 18 år yngre pige fra Tårup i Frørup Sogn. Det var en velbegavet og forstandig kvinde ved navn Anne Sørensdatter. Hendes fader havde en gård der, og Anne blev omtalt som en af de dygtigste og klogeste koner i byen. Der var flid, virksomhed og god orden i huset, men da svigerfader var gammel, havde de slet ikke fået merglet noget af gårdens jorde, skønt det ellers var ganske almindeligt. Der avledes derfor kun lidt korn, og da konen døde, blev det hele endnu ringere, selv om der var jævn velstand i gården, for han ejede en kapital af 2.700 rigsdaler. De 700 gik til indfæstning for mig, og de 2.000 blev overdraget min kones søster, Kirsten Hansdatter. Hun blev hos os, til hun blev gift, og der bestod et godt forhold mellem hende og os, og det blev bevaret livet igennem, da hun mærkelig nok blev vor nabokone på Oure Mark. Det skal her til hendes ros fremhæves, at for at omgås og tilfredsstille den gamle fader, der af og til var utilfreds med de nye forandringer, jeg foretog, var hun altid på vor side, ligesom hun i alle måder hjalp min kone til rette. Derfor skal hendes minde bevares i kærlighed af vore efterkommere, når hun og vi er flyttet over i Evigheden. Da jeg tog hjemmefra i foråret 1841, havde jeg kun 7 rigsdaler i min hele eje og modtog ikke senere flere derfra. Derimod havde fader en toft på 2½ tønde (14.000 m2) land med et hus på i byen; det overlod han mig, og der stod en god plet hvede. Samme år blev mine to søstre også gift, så der lagdes stort beslag på faders pengepung. Og da jeg kom ind i en gård, hvor alt til driften var til stede, blev jeg afknappet med penge.
Den første og store opgave for mig var at høste mere end hidtil. Derfor måtte jeg i gang med at mergle jordene, og den første sommer kørte vi 1400 læs god jord bort for at afdække merglen i to grave, og 3.300 læs mergel. Hestene var to dejlige mørkebrune hopper i passende alder, men den ene var halt, dernæst en gammel følhoppe og en plag. Men der var jo også meget andet arbejde i gården.
Om aftenen stillede svigerfader sig gerne uden for gården, når vi kom hjem fra marken og så da hestene svedige og snavsede, da den ene grav var meget vandrig. Da fik jeg tit høre, at hvis han havde tænkt, jeg sådan ville mishandle hestene, så skulle jeg aldrig have fået gården. Her var intet andet end at tie stille til hans klagen. Da to år var gået, var næsten al jorden merglet, og det havde til følge, at vi det tredje år avlede mere end de to første tilsammen, henimod 300 tønder korn, men når undtages nogle få tønder land til græs og brak, havde jeg også al jorden tilsået, også raps dyrkedes.

Købet af Langesminde.
Langesminde ejedes af en gammel Kongsteds Enke, hvis mand var død mange år tidligere. Nu var der en søn som bestyrer, en midaldrende mand med en stor børneflok, men han forsømte både jord og bygninger, så der høstedes meget lidt, og ikke mange der tænkte sig at købe den. Også jeg havde betænkeligheder, men da naboerne til alle sider avlede godt, mente jeg, at også den jord kunne komme i stand, og da det hørte til sjældenhederne, at en gård var til salg på egnen, og min kone og hendes familie ønskede, vi skulle blive her, da var min opmærksomhed alligevel vakt for den gård, og tilfældet gjorde, der blev handlet hurtig. Gårdmændene i Oure havde været samlet - hvad den gang skete jævnlig - og naboen til “Langesminde” kom om aftenen hjem og fortalte, at i morgen ville Anders Povlsen, Oure, komme og købe Kongsteds gård, idet Broholm ville købe hans og lægge den under hovedgården Tangholmgården. Dette hørte Rasmus Hansens søn Peder Rasmussen, som var forlovet med min kones søster og ville selvfølgelig gerne have hende ud i sin nærhed, og han interesserede sig for, at jeg købte gården. Peder Rasmussen gik straks til Vejstrup og fortalte mig, at nu var det høje tid, for ville jeg have “Langesminde”, skulle jeg komme i morgen formiddag.
Tidlig næste morgen tog jeg bøssen på nakken - hvad ingen sjældenhed var dengang - men kom ud i gården, før madammen eller Niels Kongsted var stået op, men jagten tænkte jeg nu ikke videre på den dag. Imidlertid kom de da op, og vi fik begyndt på underhandlingerne, der varede i flere timer, men dog endte med, at jeg købte gården for 13.000 rigsdaler til modtagelse i april 1847. Den gamle gård i Vejstrup skulle nu sælges, og der var liebhavere nok, det gjaldt kun om at få højeste bud frem. Byjorden, de 11 tønder land med samtlige bygninger, solgte jeg til min nabo, Niels Kristensen, for 4.000 rigsdaler. De 25 tønder land på marken fik Jørgensen, Tisselholdt, for 7.000 rigsdaler.

Sejlads til Langeland.
Et af de allerførste år, jeg var i amtsrådet, indtraf en meget sørgelig begivenhed. I forening med amtmanden og Rytler, Tøjstrup, skulle jeg til Langeland angående en landevej til Lohals. Mødestedet var Stoense lige over for mit hjem, hvorfor jeg nødig ville rejse over Svendborg - Rudkøbing, og derfor havde aftale med en bekendt derovre om at hente mig med båd ved Elsehoved. Det var i november måned, og efteråret var begyndt, men manden kom ikke til aftalt tid og ej at se. Derfor talte jeg med en skipper og hans matros fra Fjellebro, de lå ved kysten og ladede korn, og fik løfte om, at de løb over med mig hen under aften. Men så kom skipperen i tanke om, at det var pålandsvind ved Langeland, og så kunne den ene af dem ikke styre “Jagten”, medens den anden satte mig i land med jollen, og foreslog derfor, at dersom der inde fra land kunne fås en jolle til låns, måtte Jacob - matrosen - sejle over med mig, og da jeg vidste, fisker Chr. Ven, som var fæster af et hus, jeg ejede, havde sin jolle liggende, gik vi begge to i land og fik fat i jollen.
Jacob havde ikke fået sin frakke på, hvad jeg syntes han skulle, da det var koldt, men han sagde, vi kunne løbe der ud forbi og få den. Da han inde ved land satte sejl til, kunne han ikke få jollen til at lystre, og vi kom derfor ikke til “Jagten”; han gjorde derfor turen i sine bare skjorteærmer. Jeg var ikke glad ved, at han ikke var herre over jollen, men det gik alligevel rask over mod Langeland, da vinden var god. Og lige i aftenstunden landede vi på kysten uden nogen som helst hindring. Jeg gav ham 1 rigsdaler for turen, sagde farvel og tak og vadede i land i mine vandstøvler. Jacob vendte straks om og satte fart efter Fyn, idet vinden var sådan, at han også kunne sejle tilbage uden at krydse.
Da jeg var et par 100 alen fra land kom en regnbyge med storm, en frygt greb mig for ham; jeg vendte mig om trods regnen og så ham sejle, men mørket tog samtidig til og skjulte båden for mig. Det var ligesom en stemme, der sagde til mig: “Det går galt for ham!”
Jeg vidste ikke, hvor det var, jeg var landet, jeg ville til Ennebølle, der havde jeg en god ven, Jacob Børresen, som jeg ville bo hos om natten. Jeg gik videre og kom til en by i mørket, det var Skattebølle, og der lejede jeg en dreng til at følge mig i dette mørke. Det var omtrent det første jeg sagde til Jens Børresen: “Bare det ikke er gået galt for min skipper! For således var vejret i mørkningen.” Jeg kunne næsten ikke sove om natten for tanken derom. Næste morgen kørte Jacob Børresen for mig til sognefogeden i Stoense, hvor amtmanden, Rytler og herredsfogeden fra Rudkøbing også kom. Medens vi var der, kom der bud til sognefogeden, at der i havnen var inddrevet en jolle, hvori der lå en død mand. Nu havde jeg vished for, at det var min skipper. Jeg bad om lov til at slippe for forretningen og straks tage derned, men det mente amtmanden ikke var gørligt. Men sognefogeden kunne vente, til jeg kunne slippe og vi så følges ad. Men hen over middag blev vi så kørt med grevens vogn fra Tranekjær ned til stedet, hvor det - desværre - viste sig, at det var min skipper. Sognefogeden skulle optage rapport over det skete, og indsende den til herredsfogeden, og skønt jeg var temmelig medtaget af sorg, måtte jeg skrive det hele ned, da han ikke var videre kløgtig dertil. Jeg havde aftale med amtmanden og herredsfogeden, at hvis det var min skipper, om at jeg da måtte tage ham med til Fyn, og på visse betingelser fik jeg tilladelsen. Enhver skal ellers besigtiges på det sted, hvor han findes død. Med megen besvær fik jeg et fartøj lejet og liget i jollen på slæb og kom til Fyn lige i aftenstunden, - men - Men her var sket mere, end jeg havde anelse om. En broder til jollens ejer havde om formiddagen været på Langeland og set den døde mand i sin broders jolle, men så måtte jeg ligge på havets bund. Desværre var denne meddelelse nået hjem til min kone, og det var mere, end hun kunne bære. Efter at jeg havde fået liget bragt ind i et hus ved kysten, havde talt med skipperen på jagten, gik jeg hjem så hurtig jeg kunne. Alle i gården vidste, at jeg var druknet, og da jeg kom ind i dagligstuen, hvor folkene sad, kunne jeg se, de så så betænkelige ud, som om jeg var et genfærd. Min kone lå til sengs efter at være blevet åreladt, og naboen, Niels Knudsen, som var der, sagde jeg til, at han med varsomhed skulle gå ind og sige hende, at jeg var i velmagt. Thi jeg turde ikke straks gå ind, for at ikke modsætningen fra sorg til glæde skulle gøre større indtryk, end hun kunne tåle. Langt om længe kom jeg ind til hende, og det kan jo forstås, hvilke underlige følelser, der går gennem et menneskehjerte under sådanne forhold. Et par uger efter var det dog så vidt overstået.
Jeg lod straks den samme nat min karl ride hen til den dødes forældre. Min svoger i Ulbølle kom kørende den næste dag med en slægtning til den døde for at få liget hjem. Amtmanden havde pålagt mig at fremstille mig for retten for at give forklaring til protokollen, og jeg fulgte derfor med liget til Svendborg. Det var igen blevet aften, før vi kom derud, men som god ven af herredsfogeden fik jeg ham til at sætte retten om aftenen ved lys. Her mødte vidnerne og distriktslægen. Liget blev bragt ind i retslokalet, og da lægen havde synet det et øjeblik, erklærede han, at Jacob Hifman havde brækket halsen. Nu gik der først et lys op for mig, hvorledes det kunne gå til, at han var død og dog sad i jollen. Han har formentlig løbet omkring for at rebslå sejlet og er derved faldet og har slået hovedet mod båden et eller andet sted; han har altså været sig bevidst, men følt sin afmagt og derfor lagt sig ind under et lille dække bag i jollen. Den aften, jeg kom hjem fra Langeland, var min svoger, Peder Rasmussen, Grønnemose, og Nabo P. Skovfoged om eftermiddagen taget til Langeland for at opsøge mig, og de havde der fået at vide, at jeg var i behold og taget hjem. Jeg deltog i begravelsen, men sorg var der hos hans forældre, han var den ældste af flere søskende, og hans fader havde part i jollen, de sejlede med, men den blev nu solgt. Bekostning fik jeg på jollen, da en del af de løse genstande var blevet borte, men sorgen over det skete tog meget på mig, så meget mere som det var af bar villighed, han havde sejlet for mig. Den langelandske skipper var undskyldt i udeblivelsen, da hans båd dagen før var dreven på land og slået i stykker.

Herluf Feldthusen skrev følgende om sin mormor og morfar i februar 1945:

Mere end et slægtled er gået, siden min morfar sidst har skrevet i sin Livstegning.

Maren Hansdatter og Niels Hansen og deres tre børn og tre svigerbørn er alle gået gennem Den snævre Port, som Niels Hansen så i drømme og følte sig tryg ved.
Nu må vi børnebørn så forsøge at føje vort kapitel til, for at kæden kan fortsættes.

Vi, som har fået lov at læse Livstegning, føler dyb taknemlighed mod morfader, fordi han har skrevet den, og må så forsøge, om vi ligeså ærligt og uselvisk kan fortælle om de to gamles sidste år og så forsøge at svare på nogle af de spørgsmål, læserne antagelig stiller .

Maren døde i Høve den 17. marts 1906 og Niels Hansen på Langesminde den 13. november 1906.

Hvorfor blev deres sidste år på Sjælland i stedet for det kære Sydfyn ?

Niels Hansen nævner selv et sted: Jeg tror, at vi har fået os indrettet rigtigt og godt på vore gamle dage, og jeg råder andre til noget lignende.

Ja, stille regel op, så længe de gamle er så raske, så de kan hjælpe sig selv, er temmelig nemt, men vanskeligere er det, når kræfterne begynder at svigte, og det blev også årsagen til, at morfaders gode løsning ikke kunde holde livet ud.

Niels Hansen fortæller ikke meget om, hvordan de havde indrettet sig, da de begyndte at blive ældre. Det må vi så forsøge at skildre, som vi opfattede det.

Da sønnen, H. P. Nielsen, blev gift den 15. maj 1878 med Gundhild, fik de en mindre gård mellem Oure og Vejstrup i forpagtning for 7 år, og tiden nærmede sig hurtig, om gården skulde forpagtes en omgang til, eller de skulde forpagte Langesminde. Det sidste blev valgt, og tanken om plads til to familier var næste spørgsmål !

Det var almindeligt den gang at opføre et mindre hus til de fratrædende gamle forældre og overlade gårdens stuehus til de unge, der løste af.

Hertil blev også valgt plads og tegning, og begyndelsen til at hente mursten kom igang. Men så fik H. P. Nielsen og hustru en ny tanke at bygge et nyt stuehus med plads til begge familier, og nu tog Niels Hansen fat på at bygge sin del imod vest.

I vinteren 1884 - 1885 blev kælder gravet i haven lige syd for det gamle, fine bindingsværkshus fra 1826. Det har barndomsmindernes glans over sig, som det lå der med fine, oliemalede stolper og mure med blålig farvede længdefuger og de egetræsmalede gangdøre. Og inde mødte det samme jævne, men fine bondepræg over stuer og møbler.

Her var taget mod de mange, der havde ærinde til Niels Hansen, og mange gav ham del i deres modgang eller bekymringer inde i “skrivestuen”.

Den gang havde bønder ikke kontor, men Niels Hansen havde sin stue, hvor han var optaget af sin virksomheds skriveri og læsning. Sjældent kom nogen uanmeldt ind, for den fremmede mødte først Maren, og hun lindede lidt på døren og sagde: “Niels! Det er N. N., der vil tale med dig.”

Når det var frokost eller mellemmadstid, blev nogle få, pæne stykker mad sat på tallerken og bakke og hjemmebrygget øl og stille bragt til at stå på en fri plads på bordet, ingen forstyrrende tale hørtes. Til middag kom Niels Hansen ofte ind i dagligstuen og spiste med, og om aftenen, når han var færdig, kom han og var livlig og god fortæller mellem os.

Ja, det var det gamle, nu blev der taget fat på at bygge nyt, og den første lille halvdel blev klar til indflytning for de ældre, så de unge fik hele det gamle stuehus til brug, medens resten af det nye blev færdigt.

At flytte gamle træer er vanskeligt, og flyttes gamle mennesker, falder det dem vanskeligt at slå rødder på ny plads.

Nu fik Niels Hansen kontor, velbeliggende med indmuret skab til vigtigere ting og passende inventar til daglig Brug, dernæst udsigt til gården og alt, hvad der skete. Maren blev fri for al den ydre travlhed med dyrs og menneskers pasning og havde nu kun sin lejlighed at holde, og årene svandt. Vi samledes, slægt og venner, den 23. oktober 1891, så mange hele huset kunde rumme til guldbryllup og i fuld harmoni, og 8 år til gik. Men eftersom Marens kræfter svandt, trængtes større støtte fra svigerdatter og hendes piger, og det begyndte at knibe.

Der tales og skrives meget om fred, det være sig mellem lande og folk og slægt og venner eller mellem os i det enkelte hjem.

Hvorfor bliver det spørgsmål aldrig løst? Er det noget, vi alle er medfødt, der volder strid og ufred ?

Ingen før har løst den gåde, derfor vil vi ikke prøve at løse den.

Mellem Maren og Gundhild var et slægtled i alder, men mellem pastor Pedersens svigerinde, født og opvokset i byen, og den myreflittige jævne bondekone Maren var større forskel.

I sommeren 1900 rejste Maren og Niels Hansen til datteren Anne i Høve, og de to var to ens skud på den gamle stamme, så Maren lod sig flytte uden stort afbræk.

Noget vanskeligere var det for Niels Hansen, der vist altid følte sig som gæst, der var på rejse. Han var taknemlig og mild mod alle, glædede sig ved at læse og gå stille omkring, eller at tale med dem, han traf, eller os, der søgte dem i den lune stue.

Da Maren fik hjemlov i marts 1906 og førtes til Vejstrup Valgmenigheds Kirkegård, brød Niels Hansen også snart efter op fra Høve for at gå de sidste skridt på det kære Sydfyn, hvor han døde samme år den 13. november.

Jeg har følgende indtryk af mine morforældres ophold i mit fødehjem, da jeg var 15 - 20 år gammel.

Når de spiste, sad de begge i sofaen ved bordet. Maren smurte maden og lagde pålæg på, gav Niels hans regelmæssige lille portion. Derefter gik han til den store lænestol og hvilede sig, medens Maren tog af bordet og hjalp pigerne med opvask og tilsidesætningen.

Om formiddagen læste Maren i den store prædikenbog eller hun var beskæftiget med strikning. Hvis vejret var godt, glædede hun sig ved at gå i haven og se på blomsterne.

Niels var en ivrig læser af aviserne, særlig de fynske, men han skrev også meget. Han færdedes meget i gård, have og sommetider i marken, og hvis fader var borte, medens det blev stærk regn eller uvejr, gav han råd for dyr og mennesker.

Om vinteren opholdt de sig i den lune stue den meste tid.

Maren var livlig til at snakke med mine forældre, vore piger eller andre ved hver lejlighed dertil.

Om vinteren stod de op klokken 8, og de gik til sengs klokken 8; om sommeren lidt senere.

En dag i marts 1905 brændte alle gårdens udlænger, men stuehuset var ikke i fare og blev ikke ryddet, så de gamle kunde sidde i deres stue og fø1ge ødelæggelsen.

Året efter døde Maren i marts måned, og Niels brød op i slutningen af juli og vendte tilbage til sit gamle hjem på Langesminde, hvor han døde i november samme år.

Jeg holdt meget af mine gamle bedsteforældre, for de har altid været rare og gavmilde mod mig.

Maren Hansdatter	Niels Hansen

Web-editor: frode @ engbaek . com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 16 marts 2007