Niels Pedersen's Beretning:

Broder HANS var som lille meget fåtalende, og selv i 3-4 års alderen sagde han ikke stort andet end ja og nej, når mor talte med ham. Men det stille vand er jo undertiden den dybe grund, og sådan tør man vel sige også med broder. Han tænkte mere end han talte, hvad der nok blev hans særegenhed livet igennem. Fra friskolen i Vejstrup bevarede han RASMUS HANSEN's fortælling af historien i en sjælden grad, hvorfor han som 18 årig var moden til at komme på højskole i Vallekilde. POUL HANSEN skriver følgende fra den tid: Vinteren 1872-73 kom med et stærkt voksende elevhold, 110 i tal, og det var et godt og friskt hold. Lad mig nævne enkelte elevnavne, som senere er blevet kendte i videre kredse: Der var Mikkel Holm fra Samsø, de 3 fynboere Hans Pedersen, Brudager, Nikolaj Nielsen, Sødinge og Knud Hansen, Ferritslev, og så nævner han 2 jyder og 2 bornholmere foruden en senere landskendt præst. Den vinter under Ernst Triers talerstol fik livet igennem stor betydning for broder HANS, hvorom han ofte med lyst og ildhu har talt. Det var en skuffelse for ham, at han - begrundet på en mindre legemsfejl - ikke blev soldat, hvad den tids raske gutter satte pris på. I stedet for kom han lidt senere til Dortheasminde ikke langt fra Askov, hvor fætteren Niels Kristian Nielsen fra Vejstrup var forpagter. Gården ejedes dengang af dr. Bøjsen, som tidligere havde været vor huslæge, da han boede i Lundeborg. Her blev HANS imidlertid kun et år. Før han kom derover var han blevet forlovet med en vakker Sjælands pige fra Hjørlunde. Hun hed JOHANNE OLSEN og var ældste datter af skomager Ole Lorents, Hjørlunde, hvis kone hed Karen. Hun var en meget åndelig interesseret kvinde både i folkelig og kristelig retning. Disse goder havde Johanne taget i arv efter sin mor. Hun kom tidlig på Rødkilde Højskole, hvor Frede Bøjsen dengang var forstander med liv og sjæl. Hun kom derefter til Fyn at tjene, først hos vor nabo Hans Hansens enke Trine, og året efter til dette hjem. Og så gik det her som så ofte, at lejlighed gør tyve. Thi HANS og JOHANNE blev inden længe trolovede, og det må indrømmes, det var et udmærket parti, der passede godt sammen, for hvad den ene manglede i naturgaver, det havde den anden i fuldt mål. Deres bryllup blev holdt her i det gamle hjem. Vor gode præst Pedersen i Vejstrup viede dem i Valgmenighedskirken. Forud var der købt en lille gård, 24 tdr. land, til dem i Sparrestrup i Nordsjælland. Der flyttede de over straks efter brylluppet og tog fat med frisk mod. Der blev deres 2 sønner født. JOHANNES den 29. juni 1882 og PEDER den 10.marts 1887. JOHANNES kom til at gå i skole de første år hos Hilda Hansen her fra Gravvænge, der sidst i 80-erne og først i 90-erne var lærerinde i Sparrestrup for flere familier. Friskolen blev imidlertid flyttet ud til Hjørlunde Højskole, hvor begge brødrene derefter kom til at gå i skole.

Hjørlunde Højskole blev allerede oprettet af Morten Pontoppidan først i 80-erne og gik under hans ledelse den meste tid jævnt godt. Da nogle år var gået, blev der bygget Valgmenighedskirke nær højskolen, hvor også Pontoppidan kom til at virke som dens præst. Men forinden var der dog en slem børnesygdom for, den lille menighed at overvinde, da Pontoppidan - ivrig frihedsmand som han var - havde været udfordrende i den grad over for den provisoriske regering, så han blev dømt til fængsel nogle måneder og bagefter havde møje med at få kultusministeriets anerkendelse som præst indenfor folkekirken. Dette kom dog omsider i orden. Men så kom der siden hen en anden knude på tråden mellem præst og menighed, idet Pontoppidan en skønne dag erklærede ganske uforbeholden, at han ikke længere var i overensstemmelse med Grundtvigs syn på trosbekendelsens oprindelse. Dette havde til følge, at menigheden blev delt og for en tid sprængt indtil den igen blev samlet under pastor Jungersen - Københavns Valgmenighed - som præst. Jeg nævner i korthed disse tildragelser, fordi broder HANS og JOHANNE sammen med Peder Hansen, Sperrestrup og Jens Svendsen, Sundbylille, særlig var i ilden mod Pontoppidans ny tilegnede stade, der ikke faldt sammen med det Grundtvigs venner efter ham hidindtil havde levet og troet på. Det var en krise, som i høj grad optog den lille valgmenighed, og som endnu, når talen bringes frem derom, kan få HANS i ånde, så han helt glemmer gigt, svimmelhed og andre svagheder. Sådan kan det emne live ham op under de grå hår.

De økonomiske kår som HANS og JOHANNE levede under, navnlig de første 20 år var ingenlunde mere end lige til, så der måtte arbejdes strengt, men når Ane og jeg kom derover, fik vi indtryk af, at her levedes et jævnt stille kristenliv, hvor morgenandagt og morgensang var til huse, der sikkert havde sin betydning for dagens gerning, og som vi ikke havde formået at gennemføre hjemme i den noget større bedrift. Ved deres sølvbryllup i 1906 var stuerne fulde af kære venner fra nær og fjern, og ved den lejlighed gav især sølvbruden sit rige og livlige lune til bedste. Hun kunne ellers sommetider være fristet til - når modgang mødte - at se lidt mørkt på tilværelsen, så var det manden, der blev regulator, og det tør vel siges, at det var godt, at han blev den længst levende. Hun døde af en såkaldt blodprop eller hjerteslag, mens der var ingen til stede i det øjeblik.

Fra friskolen følger vi drengene lidt længere frem. De blev begge - store som de var - taget til kongens gård og fik den lodne kabus på hovedet. Derefter blev de trolovet med 2 søstre, dog JOHANNES adskillige år før PEDER. Disse piger havde deres hjem i Overby, langt ude på Sjællands Odde. Deres far hed RASMUS MADSEN og deres mor BOLINE. ANNA BODIL MADSEN, som blev kåret af JOHANNES, var født den 18. november 1889, og NIKOLINE MARIE MADSEN som PEDER kårede som sin, var født den 10. januar 1891. Da JOHANNES var nær de "28", blev Søgård nord for Ølstykke købt. Og den 10. maj 1910 holdt han og Anna bryllup, hvorefter Søgård blev deres virkested. Da nogle år var gået, og der kom ingen børn, tog de en lille fremmed pige, der hed DORIS, som de en tid efter adopterede som deres egen. Hun er alt nu blevet voksen og har været ude at tjene, men er kommet hjem igen som sin moders højre hånd. Den 10. maj i år blev der holdt sølvbryllup på Søgård, hvor sølvbrudeparret blev meget hædret, dels af valgmenigheden, som JOHANNES i mange år havde været formand for, og dels af sognerådet, som han ligeledes er formand for, foruden af familie og venner. PEDER holdt bryllup med sin pige den 24. november 1916 og samtidig overtog han hjemmet som arv. Året efter 1917 købte han ca. 40 tdr. land, der lå ind til hans mark, hvorefter han byggede nye stalde til køer og svin. Men mærkeligt nok her på Solbakkegård lader det også til, at ej heller her kommer nogen livsarvinger. Men foreløbig har NIKOLINE ikke så lidt at tage vare på med pleje af min svage broder. Han og jeg er jo nu snart de eneste, der er tilbage af vort slægtled. Begge steder, såvel Søgård som Solbakkegård, er der fremdeles godt at komme. Hver gang der er gudstjeneste i Valgmenighedskirken spiller NIKOLINE orglet.

Web-editor: frode@engbaek.com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 27 apr 2002