Engbæk's Hjemmeside Engbæk's Familie
Jens Marius Jensen Elma Marie Splidsboel Frode Engbæk Maren Skræp
1881 - 1945 1883 - 1962 1881 - 1928 1886 - 1976
Eyvind Jensen Signe Engbæk
Født: 5. april 1912 i Frederikshavn Født: 10. august 1911 i Brenderup Sogn
Død: 3. april 2003 på Gentofte Amtssygehus Død: 5. december 2002 i Frederikshavn
Gift: 2. juli 1938 i Vejstrup Valgmeninghedskirke
Børn: Kræsten Engbæk, Elma Birgitte Engbæk, gift Scheibel og Frode Engbæk

Signe Engbæk blev født den 10. august 1911 i Skovly, Skovshøjrup, Brenderup Sognog døbt den 1. oktober 1911 i Vejstrup Valgmenighedskirke. Forældrene var ingeniør Frode Nielsen Engbæk og hustru Maren Skræp, 24 år, som blev viede i Vejstrup Valgmenighedskirke den 26. juli 1910. De er rejst til Albjerg pr. Oure. Fadderne var: Moderen, sygeplejerske frk. Ellen Pontoppidan, Bregninge, Ærø, forpagter Niels Andreas Engbæk, Langesminde, inspektør Otto Kromann, Bjørnemose, stud. polyt. Ejnar Engbæk, København og frøken Anna Skræp, Albjerg. Hun blev optaget i Vejstrup Valgmenighed den 1. oktober 1994 [Brenderup Sogn, kirkebog for 1903 - 1912 side 109 opslag 106].
Adressen på Skovly er Rugårdsvej 195, 5464 Brenderup [Inge Eriksen, personlig meddelelse 2007]

Signe Engbæk blev konfirmeret den 27. marts 1927. Forældrene var driftsbestyrer Frode Nielsen Engbæk og hustru Maren Skræp [Hjørring, kirkebog for 1925 - 1933 side 182 opslag 162].


Signe Engbæk's foredrag, sundhedspolitiske debat indlæg, og videnskabelige publikationer


Signe Engbæks levnedsløb:

15. aug 1922 - 30. jun.1929 Optaget i skolens 1. mellemskole klasse og bestået nysproglig studentereksamen fra Hjørring højere Almenskole (nu: Hjørring Gymnasium og HF-kursus)
1. aug. 1929 - 1.dec. 1929 Ophold i Berlin hos Albert Fisher og Anna Skræp. Passet blev udstedt af Politimesteren i Svendborg den 29. juli 1929, Signe boede i Oure.
1. feb. 1930 - 1. aug. 1930 Deltaget i forskelligt forefaldende kontorarbejde hos sagførerne Poulsen, Svendborg
27. dec 1930 - 25. aug. 1931 Indlagt på St. Elisabeths Hospital på grund af pellagra
1. jun. 1932 - 1. sep. 1932 Ophold i Paris. Passet blev stemplet i Jeumont, Frankrig, den 3. juli 1932
1. sep. 1930 - 30. jun. 1933 Tre-sproget korrespondent, Handelssproglig Afgangsprøve, Handelshøjskolen i København (nu: CBS)
1. sep. 1933 - 1. mar. 1934 London University, School of Economics and Political Science. Passet blev stemplet i Harwich den 21. september 1933. "Certificate of Registration" blev udstedt på Bow Street Stationen den 13. december 1933. Signe boede på 68 Guilford Street, London W.C.1, og hendes sidste adresse i Danmark var Bryggervangen 4, København.Signe deltog i kurserne "Schools of Economic Theory" og "The structure of Modern Industry" i efterårssemestret 1933
Sep. 1933 - 31. jan. 1934 Arbejdede på kontoret hos Danish Bacon Company Limited, London
1. mar. 1934 - 1. maj 1935 Ansat ved Industrirådet, København
1. maj 1935 - 1. jun. 1935 Ansat ved Tilsynet med Privatbanerne
14. marts 1936 Bestået Den lægevidenskabelige Embedseksamens Forberedelsesprøve i vinteren 1936. Nødvendig da hun var sproglig student.
25. maj 1936 Bestået Den almindelige filosofiske Prøve ved Københavns Universitet
31. jan. 1942 Lægevidenskabelig Embedseksamen, Københavns Universitet, karakter: Laudabilis (rosværdig). Autorisation som læge, kan virke i underordnet stilling, aflagt lægeløfte
1. maj 1942 - 1. maj 1943 Ansat ved Rigshospitalet: 1 måned på Fødeafdelingen, 5 måneder på Medicinsk Afdeling, 6 måneder på Kirurgisk Afdeling
1. maj 1943 - 1. okt. 1943 Ansat ved Københavns Amts Sygehus, Gentofte: 2 måneder på Medicinsk Afdeling, 3 måneder på Kirurgisk Afdeling
1. okt. 1943 - 10. nov. 1943 Ansat ved Frederiksberg Hospital Epidemiologisk (folkesundhed, overvågning af infektionssygdomme) Afdeling
10. nov. 1943 - 1. jan. 1944 Ansat ved Københavns Amts Sygehus, Gentofte, Medicinsk Afdeling
1. feb. 1944 - 1. sep. 1944 Ansat ved Rigshospitalet, Psykiatrisk Afdeling og Børnepsykiatrisk Ambulatorium
1943 og 1944 Vikar ved Københavns Børneplejestationer.
Børneplejestationer er institutioner, hvor mødre med spæde børn vederlagsfrit kunne få børnene undersøgt af en læge og få råd og vejledning.
30. okt. 1944 Autorisation som læge med ret til at udøve selvstændig virksomhed som læge og fødselshjælper
15. nov. 1944 - 1958 Kompaniskab med praktiserende læge Eyvind Jensen
15. nov. 1944 - 1983 Tilsynsførende læge ved Brønderslev Spædbørnehjem / Børnehjem / Hjem for svagtbegavede mindreårige Børn samt Aflastningshjem
1. apr. 1949 - 1. feb. 1959 Deltidsansat skolelæge ved Brønderslev kommunale Skolevæsen.
Genansættelse vil blive gjort afhængig af, om Kursus i Skolehygiejne er gennemgået.
Hun udførte også intelligentundersøgelser og ordblindeprøver
1958 - ? Tilsynsførende læge ved Rød Kors Børnehaven i Brønderslev.
Dette var den første børnehave i Brønderslev.
1. feb. 1959 - 1. apr. 1970 Skolelæge ved Hjørring Amts 3. skolelægedistrikt.
Tiltrædelsesdatoen skulle aftales med forgængeren, Imba Lund
Hjørring Amt blev nedlagt ved kommunalreformen den 1. april 1970
29. maj 1962 Bestået Embedslægeeksamen ved Københavns Universitet.
Signe boede på Hotel Esplanaden, Bredgade 78, mens hun tog kurset
9. okt. 1963 Fjernsynsudsendelse: Skolelægen på Landet
4. - 8. dec. 1967 Deltog i fortsættelseskursus i Skolehygiejne for Skolelæger ved Den kongelige Skoleoverstyrelse, Stockholm
1. apr. 1970 - 1. sep. 1981 Ansat ved Nordjyllands Amt
17. dec. 1970 Nordjyllands Amts Undervisnings- og Kulturudvalget besluttede, at skolelægedistriktet skal være Brønderslev og Løkken-Vrå Kommuner samt den nordlige del af Pandrup Kommune (Saltum, Hune, Ingstrup og Vester Hjermitdlev Skoler)
17. dec. 1970 Ansættelsesbrev skrevet: Genansættelse for et tidsrum af 6 år fra den 1. nov. 1970
6. - 9. nov. 1972 Gennemgået postgraduat kursus i Genetik i Praktisk Medicin ved København Universitets Arvebiologiske Institut
17. sep. 1973 Overenskomst om fælles skolelægeordning mellem Løkken-Vrå og Brønderslev Kommuner
17. nov. 1975 Nyt ansættelsesbrev fremsendt som deltidsansat skolelæge ved Brønderslev og Løkken-Vrå Kommuner
14. - 17. jan. 1980 Deltog i Lovpligtigt Arbejdsmiljøuddannelse ved Arbejdstilsynet, Kreds Nordjylland
1. sep. 1981 - 1. sep. 1982 Vikar for skolelægen ved Brønderslev og Løkken-Vrå Kommuner
28. apr. 1982 Udnævnt til æresmedlem af Dansk Skolelægeforening

Signes andre engagementer:

Signe Engbæk fortæller om sit arbejde som skolelæge i 36 år:

“Jeg skal hilse dig så meget fra mor og far. De har også haft dig som skolelæge." Sådan sagde en skoledreng til mig ved sin entre. Denne hilsen har lydt jævnligt til mig igennem de senere år og har mindet mig om, at nu var tiden ved at være inde til at overlade skolelægejobbet til næste generation, uanset at jeg fortsat har følt mig stærkt engageret i samfundets - herunder skolens - problematik.

Jeg blev født i 1911. Begge mine forældre stammede fra det sydfynske grundtvigske miljø, og jeg blev opkaldt efter min fars moster, Signe Petersen, som var den første præstekone ved Vejstrup Valgmenighed. Dette miljø prægede i høj grad mine bedsteforældres og mit eget hjem med kærlighed, hjælpsomhed, også uden for familiekredsen og en social ansvarlighed, som det offentlige har overtaget i dag. Dertil ingen dag uden aftenbøn og uden aftensang, og ingen søndag uden morgensang. Dagligdagen prægedes af en lys og positiv indstilling til tilværelsen og dens problemer - trods sygdom og død - men også en tilværelse med rammer og ansvar
Min mor, der var gammelsproglig student, påbegyndte det medicinske studium; men som skik var dengang, ophørte hun hermed, da min far var blevet civilingeniør og fik embede. Hendes engagement i tilværelsen ophørte dog ikke hermed. Hun var en habil maler. Hun anmeldte bøger til aviserne med min far som en kyndig kritiker. Hun var en omhyggelig husmor. Hver mandag morgen lå på køkkenbordet en af hende udarbejdet ugeplan for kosten, således at denne blev afvekslende, og madrester blev anvendt på en hensigtsmæssig måde. Nok så stor var da også min forbavselse, da jeg senere som skolelæge i ernæringsdiskussioner med mødrene oftest fik svaret på mit spørgsmål: “Hvad skal De have til middag i dag?” “Det har jeg skam ikke tænkt på endnu. Et eller andet. Formentlig afhængigt af dagens tilbud.”
I den hjemlige debat optog landets politik og den lokale politik en væsentlig del, og diskussionerne ved det daglige middagsbord og med gæster kunne blive ret så animerede. Min far var fjerde generations politiker, og det var derfor måske ikke så overraskende, at jeg - omend med betænkelighed - accepterede en anmodning om at lade mig opstille som konservativt byrådsmedlem og blev valgt ind i 1966, omend min hu altid har stået til de radikale. Det blev sagt mig, at når jeg var indvalgt, kunne jeg føre den politik, som jeg fandt rigtig. Men det viste sig at være det rene vrøvl, for er man først tilknyttet en gruppe, så er man bundet af denne, og accepterer man ikke de generelle linier, er man uden for og dermed uden beføjelser. Der var absolut ingen mulighed for langsigtede visioner. Man var bundet og forpligtet af det nære miljøs krav uden hensyn til helheden. Det var spændende og forpligtende at deltage i planlægningen af sygehusvæsen, plejehjem, rensningsanlæg, sportshaller, skolevæsen, gymnasium, universitetscenter med meget mere. Jeg havde stor gavn af mit embedslægekursus, og jeg lærte, at man formulerer sig ganske forskelligt, alt eftersom man sidder inde med et ansvar, eller man er uden for den ansvarlige forsamling. Uanset et meget positivt kammeratskab og et stort engagement bad jeg mig fritaget for en ny periode. Det var ikke foreneligt med mit heltids skolelægejob, mit medlemskab af Dansk Skolelægeforenings bestyrelse, Mødrehjælpens bestyrelse og så videre. Dertil stod valget jo også mellem politik og forskning.
Jeg har ikke i min opvækst på noget tidspunkt følt nogen forskelsbehandling mellem min bror og mig selv, men da jeg skulle i gymnasiet insisterede mine forældre på, at jeg skulle være sproglig -“en pige har mest brug for og glæde af sprog” - trods min matematiklærers ihærdige anstrengelse.
Katastrofen for os indtrådte ved min fars pludselige død af blodforgiftning efter en operation for bihulebetændelse. Derefter blev hjemmet opløst. Min mor flyttede til sine forældre med alt sit habengut, og vi to børn boede hos nære venner, indtil jeg blev student.

Hvornår mit ønske om at studere medicin opstod, står mig ikke klart. Det har vel nærmest været latent til stede i min underbevidsthed. Men på det tidspunkt, hvor jeg skulle beslutte mig, syntes min mor ikke, at hun økonomisk kunne klare to langvarige studier, og efter et tre måneders ophold i Berlin hos Albert Fischer, som var gift med min moster, og nogle måneder på husholdningsskole kom jeg på Handelshøjskolen i København for at blive 3-sproget korrespondent. Efter et halvt års studieophold ved London University, School of Economics, hvor jeg samtidig tjente lidt lommepenge ved nogle timers dagligt kontorarbejde på "Danish Bacon", var jeg kort tid ansat i Industrirådet. Jeg fandt hurtigt ud af, at min tilværelse ikke kunne tilfredsstilles ved at skrive “I have received your letter etc., etc.”, og jeg besluttede, at nu ville jeg i gang på en eller anden måde med medicinen og immatrikulerede mig sommeren 1935. Min bror var begyndt på det medicinske studium, og han var i mellemtiden kommet på Regensen.
Jeg var så heldig gennem venner at få et kontorjob, hvor man accepterede, at jeg gik til øvelser og forelæsninger og senere havde knogler i skrivebordsskuffen. Ifølge sagens natur var jeg ikke så velfunderet til kantussen (den medicinske forberedelseseksamen), men jeg reddede mig dog 11 i hvert fag og klarede det på et år. Efter nogen tid ophørte jeg med kontorjobbet og fik et undervisningsjob om aftenen på Handelshøjskolen og samtidig oversatte jeg avisartikler til tysk for et hollandsk firma, så jeg holdt næsen oven vande.
Det sidste år af 1. dels studiet havde jeg ikke job, idet jeg arvede nogle penge. Jeg læste flittigt og længe. Jeg gik i seng, når solsorten begyndte at synge i den Classenske have. Jeg føler mig næsten unormal ved at skrive, at jeg altid har nydt eksamenslæsningen; hvor man skaffede sig overblik over stoffet og dets sammenhænge. Hvorom alting er. Jeg fik en god første del på normal tid.
Min gamle skolekammerat, Eyvind Jensen, var imidlertid blevet færdig som læge og havde fået turnus (rotations stilling) på Københavns Amts Sygehus i Gentofte, og vi giftede os. Min mor insisterede nemlig på, at vi ikke måtte gifte os, før han var færdig med sin uddannelse. Halvandet år efter fik vi vort første barn, Kræsten. Jeg troede jo, at jeg nemt kunne klare hus og hjem, barn og studier, men der fandt jeg min begrænsning, ukyndig som jeg var, og vi fik vor første husbestyrerinde formedelst 30 kr. om måneden, og vi flyttede ud af soveværelset.

Kort efter brød krigen ud, og en skrækkelig tid begyndte, hvor man levede i angst og usikkerhed. Ingen kendte jo krigens udfald, og vilkårene var barske.
Jeg blev kandidat i januar 1942, og jeg tilbragte derefter nogle pragtfulde, lærerige år på Rigshospitalet hos henholdsvis professorerne Kjærgaard, Warburg og Helweg. Så forskellige personligheder, så inciterende, men også krævende. Den daglige lærdom modtog vi af 1. reservelægerne, og jeg husker specielt lægerne Roholm og Vagn Mortensen som elskelige, hjælpsomme, tålmodige mennesker.
Professor Warburg var fuld af esprit, elegant, rørende i sine forgæves forsøg på at være jovial ved fodenden af en seng.
Professor Kjærgaard berettede ofte om sin opvækst på landet. Og var der en særlig vanskelig operation, sang han imens, enten fra højskolesangbogen eller salmebogen. Han var en meget pligtopfyldende person og viste stor omsorg for den enkelte patient og krævede det samme af os. En lærerig tid, hvor vi fulgte sygdomsbilledet fra dag til dag. Jeg husker en speciel blindtarmsoperation, hvor der under løsning af blindtarmen gik hul på denne, og materien sprøjtede op i lampen. Der blev en dødsens stilhed, for vi vidste alle, at denne patients skæbne hermed var besejlet. Det var før antibiotikaens tid.
Under min turnustjeneste på kirurgisk afdeling fik vi barn nr. to, Elma Birgitte. Hun var en dejlig rolig pige, som også er fulgt i forældrenes spor. Amningen blev løst på den made, at vor husbestyrerinde kom ind med bus fra Gentofte, når jeg havde vagt, og afleverede barnet på mit værelse på kandidatgangen, som dengang var over porten i hovedbygningen, den i dag næsten eneste bevarede bygning af det gamle Rigshospital. Jeg havde et kvistværelse med servante. Der var et brusebad på kandidatgangen, men det måtte kun bruges undtagelsesvis på grund af de af krigen forårsagede spareforanstaltninger. Damerne på kandidatgangen kiggede af og til ind til barnet. Jeg havde en flaske med i reserve. Den var anbragt i skadestuens køleskab, men kun en gang kolliderede ammetid og operation, og jeg måtte tilkalde assistance udefra. Vi havde jo dengang ikke barselsorlov med løn og “forsømte” kun en måneds tid til dette formål. Der var ingen på afdelingen ud over mine unge kolleger, der vidste, at jeg havde barn på værelset. Næste morgen blev hun så hentet hjem af husbestyrerinden, og jeg cyklede senere hjem til Gentofte efter endt arbejde. Vi havde jo ikke bil.
Kandidattiden hos professor Helweg var på sin vis uhyggelig, fordi vi ofte havde patienter: modstandsfolk og medløbere liggende samtidig på hver side af skærmbrættet, hvad kun få vidste. Ikke alle af første kategori var lige syge. Af og til blev der haste meddelt varsling fra hovedporten om uønsket besøg. Professor Helweg viste altid stoisk ro, forsnakkede sig aldrig, alt var velovervejet, og det smittede af på os alle. Han præsiderede ved det fælles frokostbord på afdelingen, hvor det sidste døgns hændelser af faglig og anden art blev drøftet og diskuteret, og knappenåle på landkortet viste krigens gang. Aldrig nævnedes navne.
Imidlertid ventede vi barn nr. 3, og i slutningen af svangerskabet, hvor jeg uden for de meget anstrengende vagter også arbejdede på en børneplejestation, var jeg ind imellem - specielt om natten - så træt, at jeg tror jeg ikke havde reageret, om der var faldet en bombe, og det kneb også at reagere på telefonen, og jeg følte af og til, at jeg ikke var sufficient arbejdskraft. Men jeg holdt ud til en måneds tid før fødsel.

Jeg burde måske fortælle mine medsøstre, at jeg to gange har født hjemme, hvor min mand “betjente” mig sammen med jordemoderen, mens den elskelige dr. Guldberg spiste natmad sammen med min mor. Pragtfuldt. Den første fødsel var på Rigshospitalet og den efterfølgende uge var rædselsfuld for såvel barn som mig selv. Det var dengang man helligede sig “4 timers reglen” mellem måltiderne. Ungen skreg af suIt, og man måtte ikke røre ham.

Vi cyklede til og fra vagter trods luftalarm, og vi var ængstelige for vore børn, men arrangerede os således, at en af os altid var hjemme om natten. Da generalstrejken indtrådte, stod vi med 2 små børn, og jeg ventede nr. 3. Det var småt med vand og fødevarer. Vi havde fået sommerferie begge to og havde fået at vide, at der gik tog fra Roskilde til Fyn. Vi besteg derfor en morgenstund vore cykler med børnene for og bag, men da vi nåede ud på Roskilde Landevej, havde man barrikaderet vejen med brosten, og tyske lastbiler med soldater kørte frem og skød hæmningsløst. Vi kom skrækslagne i ly i et vaskehus, hvor vi opholdt os resten af dagen for om aftenen at cykle tilbage til vort hus i Gentofte og vor trofaste husbestyrerinde.
Hele den spændte situation og den usikkerhed om krigens udfald, der herskede, bevirkede, at vi besluttede at forlade København og de dejlige arbejdspladser, vi havde haft der for at søge ly ude i landet, og det blev Vendsyssel, hvor vi har haft en meget lykkelig og aktiv tilværelse som henholdsvis praktiserende læge og skolelæge.

Min mand og jeg havde fælles almen praksis, og da skolelæge ordningen blev oprettet, blev jeg skolelæge i Brønderslev By, og fortsatte med almen praksis ved siden af. Det var enormt anstrengende. Man havde dengang det, som man kaldte takst 2, på landet. Det vil sige frit lægevalg, og ofte var det så, at når egen læge var fraværende, kunne man jo lige så godt prøve hende den kvindelige læge. Så det var næsten døgndrift for os begge og utilfredsstillende for mig, for så vidt som jeg altid følte, at jeg forsømte det ene job, når jeg var i det andet og omvendt. På skolen skete det jævnligt, at jeg over hals og hoved måtte forlade mødre, børn og lærere midt under det hele til fødsel eller akut sygebesøg. Man havde dengang ingen egentlig vagtordning og ingen fridage.
I øvrigt var praksis meget spændende og krævende psykisk og fysisk. Jeg har vandret i sne til livet om natten med fødetasken og siddet parat med kloroform masken hos den fødende kvinde, mens musene løb inde bag væggen, og manden forsøgte at banke dem væk. Jeg skal ikke her fortabe mig i de terapeutiske rædsler, det vil sige de akut opstående behandlingskrav, man blev tvunget ud i af vilkårene, men jeg gyser, når jeg læser og hører om den påtænkte slækkelse i svangre- og barselomsorgen.
Dengang som nu var der en skæv fordeling af klienter mellem mandlige og kvindelige læger, forstået på den made, at jeg fortrinsvis, men ikke udelukkende, havde kvinder og børn, og kortvarige konsultationer var undtagelsen. Praksistiden lærte mig en del om miljø, bolig og familieforhold.
Jeg blev hurtigt klar over, at kun et stort skolelægedistrikt kunne give tilstrækkelig erfaring og dermed viden. Det lykkedes mig at opnå dette i 1958, hvor jeg fik en trediedel af Hjørring Amt - den sydvestlige del - omfattende over 6000 børn og et utal af skoler.
Ved siden af praksis var der ugentligt tilsyn med et spædbørnehjem med ca. 40 “krigsbørn”. Spædbørnehjemmet blev senere omdannet til ventetidshjem for svagt begavede handicappede børn som udtryk for tidens tendenser. Desuden blev jeg tilsynsførende læge på Børnehaven i Brønderslev.
Jeg har altid med få undtagelser såvel hjemme som i skolelægejobbet haft dygtige og engagerede medarbejdere. Og var de det ikke i starten, så blev de det. Der var mange og store problemer med det praktiske skolelægearbejde i et geografisk så stort distrikt. Vi kørte rundt fra tidlig morgen som et omvandrende cirkus medbringende alt. Vi gjorde selv alle tuberkulinprøver, gav calmettevaccination, undersøgte uriner og blodprocent, gjorde synsprøver med paptavler, prøver af farvesyn, hviskeprøver, der nogle steder fandt sted i lærerens dagligstue, diagonalt med hovedet under standerlampens skærm.
Der var langt til øjenlæge og ørelæge, hvilket bevirkede, at såvel forældre som praktiserende læger havde svært ved at acceptere et nedsat syn, en nedsat hørelse, endsige en kronisk mellemørebetændelse.
Der var dengang i hele Hjørring Amt en skolepsykolog, og hun måtte ikke tage sig af de private skoler.
Mange småkårsfolks børn havde store afstande at gå eller cykle, ofte på elendige cykler, også om vinteren med mange forsømmelser til følge. Der var meget lidt vilje til at forstå disse børns vilkår endsige til at bøde på dem, og en nys ansat børneværns konsulent kom heller ingen vegne. Boligforholdene var flere steder under al kritik.
Hygiejnen på skolerne var ofte uacceptabel. Nogle af forældrene klagede til mig, men det fandt ikke gehør hos myndighederne. Jeg husker således en skole, hvor jeg ville benytte elevernes toilet i gården, men børnene kom styrtende og råbte: “Du skal ikke gå derind. Du skal ikke.” Førstelæreren kom beredvilligt og tilbød sit eget toilet, men jeg sagde nej tak. Kunne det bruges til børnene, måtte det også være godt nok til mig.

I 1962 kom jeg på embedslægekursus i København, og her fik jeg en tilfredsstillende viden om miljø og samfundsforhold, som har været mig til umådelig nytte som skolelæge. Embedslægekurset var en stor oplevelse og berigelse, ikke mindst på grund af professor Bonnevie's smittende, associationsrige undervisningsform, som bragte os vidt omkring på en formiddag.
Der var kun et at gøre, og det var at publicere om forholdene, råbe op. Og det skete i hurtig rækkefølge.
En fjernsynsudsendelse fra skolelægedistriktet i 1963 vakte stor opsigt, specielt og ikke mindst på grund af billederne af børnenes tandstatus.
I 1964 “Synsundersøgelse af skolebørn på landet”.
I 1965 “Kostundersøgelse blandt landskolebøm”.
I 1966 “Mødres uddannelse og erhverv i et landdistrikt”.
I 1967 “Skolelægens socio-pædago-medicinske engagement”.
I 1969-70 »Risk children I, II og III” (risikobørn), og siden er det gået slag i slag.

Kostundersøgelserne bragte mig desværre i et slags had-kærlighedsforhold til landhusholdnings organisationeme, fordi jeg begik den dristighed at udtale, at landmændene ernærede deres grise bedre end deres børn. Sandheden er jo altid ilde hørt. I dag tror jeg ikke, der er stor forskel på land og by. Men det bevirkede, at jeg måtte rejse land og rige rundt for at snakke om ernæring, og til sidst blev det en af landkommuneme (Brovst) for meget, og de klagede i et åbent brev til Amtsrådet over denne skolelæge, der blandede sig. Det var en ubehagelig affære, for jeg anede ikke, hvad det drejede sig om. Det blev heller aldrig opklaret, og det hele løb ud i sandet. Så havde jeg prøvet det.

Årene op til 1970 var stærkt optaget i kommune og amt af planlægningsarbejde i forbindelse med den forestående decentralisering og kommunesammenlægningeme. En af de opgaver jeg fik, var at fremsætte forslag til en plan om fordeling af skolelægedistrikteme. På det tidspunkt havde man fået oprettet skolepsykologiske kontorer gennem samarbejde mellem flere kommuner, og jeg foreslog derfor en fordeling af skolelægeembederne sammenfaldende hermed, dækkende en eller flere hele kommuner. Dette forslag blev fulgt i stor udstrækning, men forslaget gik desværre ud over mig selv, idet mit område blev reduceret til et deltidsjob, omfattende 2 kommuner med et bømetal på omkring 4500 elever, fordelt på en snes skoler, med nedsat aflønning og manglende pension til følge. Fagligt var det tilfredsstillende, idet det har været to meget positive kommuner med godt arbejdsmiljø og samarbejdsklima og gode arbejdsvilkar. Vi fik et stort centralt beliggende kontor med alle ønskelige faciliteter, og vi blev hurtigt 4 heltidsarbejdende kvinder: skolelæge, sygeplejerske, lægesekretrer og kontorassistent. Til trods for normeringen var skolelægearbejdet her med børnene fordelt på så mange skoler i realiteten et heltidsjob.
Jeg har foretaget megen forskning gennem årene, først og fremmest fordi der er talrige opgaver, der venter på at blive belyst, og det er helt nødvendigt i dag at have tal på bordet.
Dernæst har de ydre omstændigheder såvel på arbejdspladsen som på hjemmefronten været af en sådan art, at de har muliggjort forskningsopgaver, som i de seneste år er sket i samarbejde med Socialmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet og med økonomisk støtte fra Statens lægevidenskabelige Forskningsråd. Men det skal indrømmes, at det har krævet afsavn på hjemmefronten, som for mig personligt til en vis grad er blevet kompenseret gennem glæden ved forskning og de opnåede resultater, en forskning som først rigtigt kunne iværksættes, da den yngste af vore 3 børn rejste hjemmefra efter studentereksamen. Forskning kræver blandt meget andet sammenhængende arbejdsro og sker bedst med ro i sindet. Den lader sig ikke afvikle momentvis fra klokken 22 til 22.15. Dertil kommer, at klinisk forskning profiterer af iagttagelse og erfaring gennem tid.
Mit meget engagerende arbejde i Dansk Skolelægeforenings bestyrelse gennem 11 år har hele tiden haft til formål at forbedre skolelægearbejdet gennem bedre uddannelse og bedre arbejdsvilkår for skolelægeme ud fra viden om og forståelse for de krævende løbende behov af fysisk, psykisk, social og pædagogisk art, som ikke er blevet mindre, men anderledes med tiden. I dag mere end nogensinde er skolelægearbejdet en individcentreret opgave placeret i en samfundsrelateret sammenhæng.
Det har været en glæde i frihed at kunne arbejde ud fra disse aspekter, aspekter som nu må betragtes som hendøende med den nye bekendtgørelse af 4. oktober 1982 om skolelægeordning og de dertil knyttede vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, hvilket alt i alt falder dårligt i tråd med intentioneme i WHO's notat om Sundhed for Alle i år 2000.

Jeg holdt op med skolelægegerningen den 31. juli 1982. Dengang var jeg knap 71 år.

Det begynder med børnene.

Signe Engbæk

En erindring

Esther Sørensen, Teglværksvej 6, Brønderslev, har skrevet sine erindringer fra ungdomsårene. Hun har valgt at nedfælde dem, så de er sikret for eftertiden. Esther Sørensen fortæller her om en krigsvinter i Brønderslev: Jeg vil lige skrive om at være ung pige i huset i Brønderslev Præstegård under krigen. Det var et godt sted at være. Man blev behandlet som et familiemedlem. Jeg spiste med ved bordet. Det var ikke alle steder man gjorde det dengang. Det var et stort hus med mange rum. Fruen redte sengene og tørrede støv af på provstens skrivebord, så måtte jeg ordne rengøring og madlavning. Familien bestod af provst Krøgholt og frue samt to sønner. Der skete meget i 1944-1945. Der kom nogen hver dag og bad om mad. Det fik de så ude i køkkenet. Jeg var aldrig alene med dem. Provsten eller den ældste søn kom ud. Man kunne ikke vide, om det var stikkere for tyskerne. Jeg boede hjemme i Slagerigade. De var bange for, at der skulle ske noget om natten, hvor der boede flere, som var gået under jorden. Der blev bare sagt, der skulle skiftes sengetøj på værelserne. Provsten spurgte, om jeg kendte dem, der kom om aftenen. Nogle kendte jeg, men sagde det selvfølgelig ikke til nogen. Jeg skulle tænde et stort lys udenfor og slukke i entreen, så kunne man se, hvem der stod udenfor. Jeg skulle se, om de så truende ud og få provsten til at gå over til den anden præst, som boede i Præstevænget. Kun én gang var jeg sikker på, der stod en mand i en sort dame-spadseredragt og sort alpehue. Præsten gemte sig og fruen gik med ud for at lukke op. Da blev jeg til grin. Det var daværende læge Signe Engbæk, der skulle have barnedåb for sin yngste.

Skolemælk

Situationen: Nogle sogne blev lagt sammen som følge af kommunalreformen i 1970. Derved blev Brønderslev socialdemokratiske købstadskommune lagt sammen med de omkringliggende landkommuner med Venstre flertal. Således blev den tidligere uddeler for Mylund Brugs og den tidligere sognerådsformand for Jerslev Sogn, P. N. Jensen, den første borgmester i Brønderslev efter kommunalreformen.

Den 1. september 1971 fremlagde Brønderslevs borgmester budgettet for 1972 - 1973. På budgettet var den hidtidige gældende ordning med gratis skolemælk taget ud, hvilket betød en besparelse på 165.000 kroner. Hvis indstillingen fra Økonomiudvalget blev vedtaget, ville der blive oprettet en ordning, så mælken kunne købes på skolerne. Kommunens administrationsudgifterne ville stige med 821.563 kroner, og de samlede udgifter ville blive 37,7 millioner kroner.
Få dage senere skrev Signe Engbæk følgende brev til byrådet:

SKOLELÆGEN Brønderslev, den 5. september 1971

Til Brønderslev Byråd.

Jeg erfarer med beklagelse og undren, at Byrådet omgås med planer om at stryge den gratis skolemælk af budgettet.
I den anledning vil jeg fremkomme med følgende bemærkninger:
En undersøgelse har vist, at mens der næsten er 100% tilslutning til mælkedrikning, når mælken er gratis, så drikkes der gennemsnitlig kun mælk af ½ til 2/3 af børnene, når mælken skal købes.
Til gengæld drikkes der da enten ingenting eller store mængder sukkersødede drikke af forskellig art, hvilket på grund af sukkerindholdet er dårligt for tænderne. (Således har overtandlægen i Ålborg henstillet, at der ikke gives adgang for nogen form for sukkersødede drikke i skolerne). Endelig indeholder disse drikke ikke næringsstoffer af værdi overhovedet.
Vi ved, at 6 - 10% af børnene i alle aldre kommer i skole uden morgenmad. For dem er det af betydning, at skolemælken er gratis. For så får de den. I modsat fald er det tvivlsomt.
Vi ved, at ved adgang til køb af skolemælk vil de fleste af de hjem, der har system i sagerne, klare køb af mærker med videre. Men i en lang række hjem vil børnene ikke få penge til skolemælk, og ofte vil det være de børn, der trænger. Der er ingen penge, der står mælk på, specielt ikke når der er flere børn, eller de glemmer, eller som en tredje mulighed: De bruger pengene til slik.
Ved enhver ordning, der ikke virker automatisk med gratis adgang for alle, vil der være en gruppe på 10 - 20 %, der ikke nyder godt af ordningen, som derfor får social slagside. Det er kendt for enhver, at det er den gruppe, om hvem også en meget væsentlig del af vor socialforsorg drejer sig.
Hvorfor skal man fra byråds- og skoleside være med til at diskriminere denne gruppes børn?
En stor del af børnene får, hvad de skal have derhjemme, og det er den gruppe man fra officielt hold altid kører frem med, og som byrådsmedlemmernes børn selv tilhører.
Men det er ikke desto mindre også en kendt sag, at en hel del børn også fra de påpasselige hjem, først kommer i gang med mælke drikning, når de gennem den gratis skolemælk vil prøve at gøre ligesom de andre.
Det er altså vanedannende, et vigtigt forhold, som man for eksempel i Finland og Sverige lægger megen vægt på.
En yderligere begrundelse for bevarelse af den gratis skolemælk er, at det i dag må betragtes som en servicefunktion. Det er ikke så mange år siden, at skolebørnene gik hjem og spiste varm mad midt på dagen. Nu er ikke alene dette ophævet alle vegne, men man centraliserer børnene i skoler med længere samlet fravær fra hjemmet til følge. Børnene tilbringer nu 1/3 af dagen samlet i skolen. Heraf må følge, at man sørger for, at de også får en ordentlig ernæring i skoletiden svarende til 1/3 af dagens kalorier og proteinbehov Dette kan lade sig gøre gennem mælk og madpakke. Får de ikke dette, slikker de. Sukkersødede drikke må henregnes til slik. Mælk kan ikke transporteres med hjemmefra og opbevares i skoletasken, men det kan og bliver de sukkersødede drikke.
Det er en kendt sag, at det er bedst for en organisme - her ikke mindst for børn - at måltiderne og disses forskellige komponenter fordeles over dagen.
Derfor må vi bevare den gratis skolemælk, som både børn og forældre værdsætter, ikke mindst de forældre for hvem, det er et nyt gode for deres børn. Herom hører jeg mange tilfredse udtalelser. "Det er et stort gode for os småfolk, at vore børn får gratis mælk i skolen." -og de andre betaler ligeså gerne over skattebilletten.
Den gratis skolemælk har altså flere funktioner:

  1. en ernæringsmæssig
  2. en vanedannende
  3. en social
  4. en service funktion.

At den ikke er indført så mange steder i Vendsyssel, er ikke en begrundelse for at holde op. Årsagen ligger måske i den kendte lavere gennemsnitsindtægt her end for landet som helhed, og dette må da snarere tale for bevarelse af den gratis skolemælk. Et ophør vil måske modvirke positive tendenser andre steder. Er man en gang ophørt, er det svært at få begyndt igen.
Imidlertid kan det lade sig gøre at spare ikke så lidt, uden at det ernæringsmæssigt eller på anden måde går ud over børnene, nemlig ved at servere skummetmælk i stedet for sødmælk. Skummetmælk indeholder den samme mængde protein og de samme salte, herunder navnlig kalk som sødmælk.
Dette er tidligere foreslået, men man veg den gang tilbage af forskellige årsager.
Skummetmælk kræver imidlertid en ekstra høj mælkehygiejne, idet den skal serveres meget kold og skal være meget frisk, hvis den skal nyde børnenes gunst, og det skal den jo, hvis man skal få dem til at drikke mælken. Den høje mælkehygiejne er imidlertid påkrævet, hvad enten mælken er gratis eller ej. Til den ende har man gennem mejeriernes organisation mulighed for favorable indkøb af specielle køleskabe til skolerne.
Herved vil beløbet til skolemælk komme betydeligt ned. Prisen i dag er ca. 1,46 kroner for en liter sødmælk og 81 øre for en liter skummetmælk.
Der er imidlertid en løsning, som nok er den bedste, og det er, at give de 4 yngste årgange sødmælk og de følgende årgange skummetmælk, så meget desto mere som mange store børn og unge i forvejen foretrækker skummetmælk.
Det har hidtil ikke været muligt at få skummet mælk på skolerne, fordi det ikke tappes i så små kartoner som 2 dl. Men ved en så stor leverance, som der vil blive tale om for hele primærkommunens vedkommende, vil dette kunne arrangeres.
En sådan ordning vil måske blive det gode eksempel for andre kommuner.
I øvrigt vil jeg da sige, at jeg som skolelæge står til disposition for en drøftelse. I normalreglement for skolelægeordningen står anført, at i alle sager vedrørende skolehygiejniske forhold skal skolelægens erklæring indhentes, forinden pågældende stedlige myndighed træffer afgørelsen og så videre og i mønsterinstruksen, at skolelægen skal være rådgivende med hensyn til ordning og tilrettelæggelse af eventuel skolebespisning (herunder hører skolemælksordningen).
Så meget om skolemælk. Der kunne siges mere endnu. Men jeg har fundet en bred saglig orientering formålstjenlig, fordi jo også byrådsmedlemmerne skal stå til regnskab over for offentligheden om dette emne.

Signe Engbæk
skolelæge

To uger senere holdt Arbejdernes Fællesorganisation i Brønderslev fællesmøde med Byrådet. Byrådet ville ansætte en erhvervschef, samt etablere en svømmehal og en golfbane. En mødedeltager ønskede at vide, om det var rigtigt, at den gratis skolemælk skulle bortfald den 1. april 1972. Hertil svarede borgmesteren: ”Jeg synes, at skolernes mælkeordning er urimelig. På landet betalte vi selv for skolemælken, og det synes jeg, er det rigtigste, og der vil sagtens kunne findes en udvej”.
Brønderslev kommunes budget for 1972 - 1973 kom til 2. behandling den 15. september 1971, hvor også 11 andre sager kom til behandling. Til mødet forelå der fra fælleslærerrådet og skolelæge Signe Engbæk en anmodning om at tage spørgsmålet om den gratis skolemælks bortfald op til fornyet overvejelse, men Økonomiudvalget indstillede, at budgetforslaget om bortfald af gratis skolemælk blev fastholdt. På dagsordenen var der en indstilling fra Udvalget for Faste Ejendomme om at stille en grund på 4.000 kvadratmeter vedlagsfrit til rådighed for boligforeningen PM til indretning af en legeplads.
Forsynet med plakater og mælk mødte 15 elever fra Søndergades Skole op ved byrådsmødet for at demonstrere mod Økonomiudvalgets forslag. ”Giv os i dag vort daglige brød”, ”Kæmp for alt, hvad du har kært”, ”Mælk og tænder er gode venner” og ”Skolemælk betyder meget for børnenes tænder”, stor der på plakaterne. Demonstranterne medbragte en skrivelse, der blev læst op af borgmesteren. ”Vi synes i elevrådet, at Byrådet inden for det seneste år har vist store evner til at bruge skatteborgernes penge ”fornuftigt”, blandt andet til toiletbygningen ved rådhuset, der kostede, hvad 2 års gratis skolemælk ville koste”, hed det i skrivelsen, hvor der også blev gjort opmærksom på, at borgmesteren til skolens blad, Skulderbladet” har udtalt, at skolemælken ikke skulle fjernes fra skolebudgettet, og at skoledirektør Willy Kløve i et interview til dagspressen har udtalt, at rygterne om bortfald af gratis skolemælk intet havde på sig.
Fra skolenævnet ved Skolegades Skole forelå der også en skrivelse, hvori der udtrykkes betænkelighed ved bortfaldet, og nævnets opfattelse var, at en nyordning, hvorefter skolebørnene selv skal betale for mælken, ville ramme dem, der trænger mest.
To stemte for at bibeholde den gamle ordning, 15 stemte for bortfald af gratis skolemælk, og 1 medlem stemte ikke. Dermed var Økonomiudvalgets indstilling tiltrådt, hvorefter demonstranterne trak sig stiltiende fra byrådssalen.
Borgmesteren besvarede på Byrådets vegne Signe Engbæks henvendelse den 5. oktober 1971. Heri stod er blandt andet: ”Vedtagelsen af afskaffelse af gratis mælk i skolerne må ikke tages til udtryk for en negativ indstilling i forhold til servering af mælk i skolerne. Tværtimod ser man meget gerne, at de enkelte skoler indfører en praktisk ordning, hvorefter eleverne kan købe mælk. ”

Det skete der sidenhen: Den ekstra administrative byrde at opkræve betaling fra hvert enkelte barn blev ikke nævnt. En opgørelse over, hvem der ikke drak mælk, og en opgørelse over antallet af huller i tænderne er ikke nævnt.
I Løkken-Vrå Kommune, som er Brønderslev Kommunes vestlige nabo, betalte kommunen for skolemælken for alle børn.
Tre år senere fremsatte skolekommisionen et forslag om, at der igen blev optaget et beløb til skolemælk til samtlige skoleelever for budgettet for 1975 - 1976. Forslaget fik ikke tilslutning i Byrådsmødet den 21. august 1974. Et ændringsforslag fra fabriksarbejder Kaj Ole Christensen om, at der stilles et beløb til rådighed for de socialt dårligst stillede blev enstemmigt vedtaget. Skolelæge Signe Engbæk fremførte i spørgetiden, at man burde forhandle sig frem til udlevering til visse grupper af elever.
Danmark blev medlem af EF / EU i 1972, og EF / EU indførte tilskud til skolemælk. Nu ydes skolemælk som hel eller delvis forplejning i henhold til Folkeskoleloven § 40, stk. 2 punkt 7 med tilskud fra EU.

Kilder: Vensyssel Tidende, 2. 13., 16., 18., 22. september 1971, 14. oktober 1971, 16. november 1971, 22. august 1974

© Frode Engbæk Web-editor: frode @ engbaek . com Sidst opdateret: 25-Oct-2020