Alt jord på Tåsinge, således også Staus Mølle, hørte under stamhuset Tåsinge, Valdemar Slot, hvorfor Christian Didrik Feldthusen i 1834 fik den gamle Staus Mølle i fæste efter Per Stausmøller, som var barnløs.
Efter overleveringen fandtes, efter at også Per Stausmøllers kone var død, et papir, i følge hvilket der skulle ligge penge fra den gamle møller til 2 nye møllesten, men pengene var forsvundet. Disse skulle konens søster, Peder Fogeds kone i Lundby, efter sigende være kommet i besiddelse af, og for den gamle møllers penge skulle de sammen have fået en fæstegard.
Christian Feldthusen fik altså ikke 2 nye møllesten til stubmøllen på den konto.

Staus Mølle er opkaldt efter Staus Høj, som tidligere var en af øens mest kendte og bedst bevarede oldtidsminder. I følge et sagn skulle Kong Staus være begravet i højen.

I 1847 nedrev Christian Didrik Feldthusen den gamle stubmølle for at opføre en mere moderne og tidssvarende hollandsk vindmølle. Den gamle stubmølle var bygget ovenpå en gammel gravhøj, om hvilket det blandt andet hedder i en beskrivelse fra 1823:
"Men frem for alle mærkeligt er et gravkammer under Jorden, fundet i en høj kaldet Staus Høj imellem Søby og Skovballe. Det er stort og rummeligt, sat af meget svære flade sten og dækket med lignende. Mellemrummene er meget net udfyldte med mindre sten. Dets indvendige form er omtrent som en liggende flaske. Gravkammeret blev beskrevet således: Dette er 5 3/4 alen langt, 3 alen bredt og næsten 2 alen højt. Oven på højen, lige over gravens indre kammer er oprejst en vejrmølle, hvis fod hviler på gravkammerets dækstene, der ved højens øverste flades udjævning er kommet til syne. Når møllen er i gang, høres det tydeligt nede i graven, men det er ikke muligt at iagttage den mindste rystelse i stenene.

Den nye mølle anlagde han også oven på Staus Høj, og ved at gennemgrave den gamle gravhøj brugte Feldthusen højens gamle gravkammer til den nye mølles gennemkørselsport.

Under arbejdet med at grave gennem højen fandt Feldthusens møllersvend Knud Nielsen Olsen en guldbelagt kobberarmring, hvilket indbragte Knud Nielsen en findeløn på 33 rigsdaler fra Den kongelige Commission for Oldsagers opbevaring, det senere Nationalmuseum.

I Den kongelige Commissons protokol er ringen under nr. 9802 beskrevet således: En guldarmring (håndledsring), forfærdiget på en ganske egen måde med hensyn til at spare på guldet. Det er nemlig en temmelig tynd guldplade, der er udhamret og ombøjet om en kobberplade, hvoraf endnu dele er tilbage. Enderne af ringen er afskårne og blot bøjede imod hinanden; på disse er anbragte ombøjede stibegirater. I Museet findes foruden en eneste ring, som har lighed med denne. Den er fundet af møllersvend Knud Nielsen Olsen i Staus Mølle i en hob jord som blev udkørt på marken fra en gravhøj, der kaldes Staus Høj og ligger i nærheden af Møllen. Værdi 33 rigsdaler udbetales til finderen".

Udover ringen blev der ved gennemgravningen fundet brudstykker af andre mindre oldsager.

På grund af brud på gravfreden eller naturens luner nedbrændte den endnu ikke fuldførte mølle i december samme år ved et lynnedslag.

Christian D. Feldthusen fik dog bygget en ny mølle, som han drev til sin død i 1869. Møllen blev derefter overtaget i fæste af Christian Feldthusens unge søn Marius Peter Feldthusen. Peter Feldthusen fortsatte i faderens fodspor som møller. Peter Feldthusen frikøbte møllen i 1911 og solgte den i 1913 til sin søstersøn Rasmus Bukkehave. Efter Rasmus Bukkehave gik møllen ud af familiens eje og blev på et tidspunkt købt af møller Henrik Nielsen, som drev møllen indtil den ophørte. Staus Mølle fungerede indtil omkring 1950, hvor toppen af møllen blæste af. De følgende ca. 30 år lå resterne af møllen på den tidligere gravhøj, indtil ruinerne af møllen blev fjernet i 1980 af Henrik Nielsen søn, Hans Ove Nielsen.

Tilbage af Christian Didrik Feltdhusens hollandske vindmølle fra 1848 er i dag kun den i kampesten opmurede gennemkørselsport gennem den tidligere gravhøj.

Staus Mølle fra begyndelsen af 1900-tallet

Kilde: Johannes Feldthusen, Mogenstrup, og hans slægt (1996)

Nationalmuseet's beskrivelse af Staus Høj

Anlægget bestod af

• En rundhøj fra tragtbægerkulturen. Denne var stærkt beskadiget i 1876 og antagelig tilintetgjort eller fjernet fra stedet i 1975
• En megalitgrav, også fra tragtbægerkulturen
• To grave fra den ældre bronzealder
• Tre grave fra den yngre bronzealder
• En vindmølle fra 1800-tallet, som blev beskrevet således: Staus Høj gennemgravedes af møller Feldthusen nogle år før 1847. Stenene fra højen anvendtes til en gennemkørsel under møllen. Baron Juel Brockdorff var ikke orienteret om ødelæggelsen af højen, på trods af at den af Oldsagskommissionen var udset til fredning.

Der er blevet fundet følgende genstande

• Armring af guldovertrukket bronze (9802; yngre bronzealder) fundet af møllersvend Knud Nielsen Olsen i en hob jord fra højen, som var kørt ud på marken. Fundet før 17. november 1847
• Fragmenter af to ældre bronzealderssværd, en ragekniv og en lancetspids (yngre bronzealder), fundet i Staus Høj af møllersvend Mikkel Thomsen. Fundet før 17. november 1847
• Guldarmring og bronzesager indsendt af godsejer baron Juel Brockdorff via Svendborg Amtshus. Fundet før 17. november 1847

Der er blevet foretaget følgende besigtigelser

• Berejser: H. Petersen fra Nationalmuseet, Danske Afdeling, Danmarks Oldtid (Sognebeskrivelsen i 1876):
  I Staus Høj, hvorpaa en Mølle er bygget, har ligget et af 9 store stene bygget gravkammer, der beskrives som "flaskeformet"; med Indgang (der dannede halsen). Der mindes kun 1 dæksten over kammeret, flere over Indgangen. Foruden knokler fandtes her flintkiler og spyd. - I den østre side af højen er fundet stykker af en bronzedolk eller sværd "nær" den til Museet sendte guldring.
• Tåsinge Museumslaug den 17. oktober 1975:
  Tåsinges fortidsminder, nr. 60: Jættestuen i "Staus Høj" var tidligere et af øens mest kendte og bedst bevarede oldtidsminder, men nu desværre også det mest mishandlede og ødelagte, dels af skattegravere og dels af møllebyggere. Det må nu betragtes som fuldstændig sløjfet og ødelagt. Ifølge Nationalmuseets sognebeskrivelse skal der i kammeret foruden knogler være fundet flintredskaber og i den østre side af højen tillige stykker af en broncedolk og en guldring.
  Da Chr. Feldthusen overtog Staus Mølle, var der en stubmølle efter Per Stausmøller. Møllen blev brudt den ned i 1843 (eller 1847?). Han gennemgravede så højen, hvorpå møllen stod, og det må formodes, at gravkammeret derved blev totalt ødelagt. Ved den lejlighed fandt møllersvend Knud Nielsen den omtalte guldring, som kom til Nationalmuseet (findeløn 30 rigsdaler). Feldthusen byggede så en hollandsk vindmølle på stedet. Denne brændte imidlertid ved lynnedslag, før den blev helt færdig, og man fristes til at tolke det som "højfolkets" hævn over vandalerne! I bogen "Beskrivelse over Øen Thorseng" hvortil der kan henvises, giver pastor Lund en mere udførlig beskrivelse af jættestuen i Staus Møllehøj og slutter: "For nærværende tid finder der intet uden en af væggen udfalden sten".
  Nu i 1975 må vi konstatere at der ikke engang findes en udfalden sten!

Optrykt i Møllen 126, 44 - 45 (marts - april 2010), udgivet af Dansk Mølleforening

Web-editor: frode @ engbaek . com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 22-Mar-2010