Da enevælden blev indført i 1660, blev der et behov for at have ens love i de forskellige landsdele. Dette blev indført ved Danske Lov, men der kom ikke ens love for de forskellige stænder: Bønder, indbyggere i købstæder, gejstlige og adelige. Det kom der først med Grundloven af 1849.

Selvom Danske Lov af 1683 beskrev forholdene, som de var i slutningen af 1600-tallet, er den en god beskrivelse af de regler, som man levede efter i 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet. Bestemmelserne i Danske Lov blev mildnet i tidens løb. Det følgende er et uddrag af de paragraffer, som er relevante for beskrivelserne i denne hjemmeside.

Anden Bog: Om Religionen og Gejstligheden

Kapitel 5: Om præsternes embede med sakramenterne og lønlig skriftemål

§ 4. Ægtefolks børn døbes, når tjenesten er ud, men hore- og slegfred-børn skulle i købstæderne døbes efter tolv slet, og på landsbyerne når de have ofret med de ægte børn; og med sådanne hore- og slegfred-børn må ej ofres.

§ 5. Der skal være vidnesbyrd og faddere til dåben, som er ærlige og uberygtede folk; dog må dertil ej flere bedes end fem af mands og kvindes personer tilsammen.

§ 6. Hvo som lader sine børn ligge udøbte uden kirken over otte dage, efter de er fødte, skal have forbrudt tyve lod sølv til næste hospital, som af kongens befalingsmand eller stedets øvrighed skal indkræves, som de agte at forsvare. Dersom børnene er svage, har hver kristne forældre sådant tilbørlig i agt at tage, at ingen saligheds middel bliver ved nogen forsømmelse efterladt.

§ 7. Forsømme forældrene at lade barn komme til dåben, og det uden dåb bortdør, da stande de åbenbarligt skrifte, som derudi er skyldige.

§ 8. Børn, som for deres svagheds skyld er hjemmedøbte, skulle, så snart de komme til pas, føres til Kirken, og deres dåb af præsten stadfæstes og forkyndes i faddernes nærværelse på den sædvanlige måde.

§ 9. Men ingenlunde skulle de døbes igen, uden så er, at der er tvivl på, om de er døbte, og ej med vidner bevises, at de rettelig døbte er.

Kapitel 8: Om præsters embede med ægtefolk, jordemødre og barselkvinder

§ 1. Præsterne have intet med ægtepersoner på ægteskabs vegne at skaffe, uden at trolove og vie dem tilsammen, og at undervise deres bekymrede samvittigheder.

§ 2. Trolovelsen og sammenvielsen skulle de forrette med de sædvanlige ceremonier.

§ 3. De må ingen i de forbudne led, ej heller nogle ubekendte, som ej er deres egne sognefolk, trolove, eller vie tilsammen, før end de fremvise deres skudsmål fra det sted, de komne er, eller have trofaste vidner og forlovere, at de for anden trolovelse og ægteskab er fri; ej heller, når der er gjort lovlig forbud, før end ved endelig dom er kendt udi Sagen.

§ 4. De må og ingen vie sammen, før end der om deres ægteskab er tre søndage forkyndt på prædikestolen; ej heller nogen enkemand eller enkekvinde, før end de have holdet skifte, og gjort rigtighed med deres Medarvinger.

§ 5. Trolovelser og vielser skulle ej holdes i andet sogn, end fæstemøen, eller kvinden er, og sig opholder udi, uden det sker med hendes sognepræsts samtykke.

§ 6. Præsterne skulle alvorligt forbyde de trolovede personer at søge seng sammen, før end de i Kirken i ægteskab retteligen bliver samlede.

§ 7. Hver Præst skal have en bog at tegne ved dag og tid deres navne udi, som han trolover og vier tilsammen, så også de børns, som han døber i sit sogn, ægte og uægte, tillige med faddernes navne.

§ 8. - - - Er barnet i livsfare, efter at det fuldkomment født er, da må jordemoderen det døbe med vand, og ikke andet, om præsten ikke er ved hånden, eller nogen skikkelig mands person, som er kommen til skelsalder.

§ 9. Præsterne skulle formane barselkvinderne til bøn og påkaldelse for deres foster, så og at de sig indeholde i fem eller seks uger efter deres barnefødsel, efter hvilken tid de skulle holde deres kirkegang, dog ægtekvinder alene ledes i Kirken af præsten, hvor det hidindtil haver været brugeligt.

Tredje Bog: Om Verdslig- og Husstand

Kapitel 13: Om landbo, eller fæstebønder og landsbyhandel

§ 1. Ingen skal udvises af sin gård, som han har fæstet af sin husbond, så længe han holder den ved hævd og bygning, og den forbedrer, og lovligen gøder sin jord i marken, og giver sin skyld i lovlig tid, som er smørskyld til St. Hans Dag Midsommer, kornskyld til St. Mortens Dag og andre små bede, gæsteri og oldengæld, og anden rettighed, hver til sin tilbørlig tid, og er sin husbond og hans fuldmægtig i hans fraværelse hørig og lydig, og ej låner, lejer eller fæster fra sin gård ager, eng eller noget af gårdens tilliggelse, eller tilsteder nogen anden at bruge noget af gårdens tilliggelse, og ej hugger i de skove, der tilligge, i nogen måde uden sin husbonds, eller hans visse buds, minde.

§ 2. Forbryder bonden sig imod noget af disse stykker, da har han sin gård forbrudt.

§ 3. Har husbonden ingen gård eller hus at bo udi, og han i egen person vil besidde den gård, som bonden i fæste har, da skal han sige bonden til derom St. Hans Dag Midsommer, og give ham sit fæste igen, og betale ham hvis bevislig omkostning og forbedring på gården både i by og mark han gjort har, og da bør bonden at flytte af gården til næstfølgende voldermisse.

§4. Efter bondens død må hans efterladte hustru uden al indfæstning besidde gården med al sin tilliggelse, så længe hun sidder enke og retter sig efter det, som om bonden forskrevet står; men dersom hun vil giftes, da skal den, som hende ægter, fæste gården af herskabet, før end han drager i gården.

Kapitel 16: Om ægteskab

§ 1. Hvem hustru vil have, bede hende af forældre eller rette værge, dog med hendes ja og vilje.

§ 2. End gifter hun sig uden dens vilje, som efter loven er hendes rette værge, da volder han hendes gods, imens hun lever, om han vil.

§ 9. Personer, som for slægts- eller svogerskabs skyld ikke må samles i ægteskab:

Stk. 1. Forældre og deres børn, så og de, som er i forældres sted, og de, som er i børns sted, må hverken nær eller fjern, samles i ægteskab. Forældre er fader og moder: børn er søn og datter: I forældres sted er alle oldefædre, og forældres og oldefædres søskende, fra olding til olding, i hvor vidt de sig opstrække kunne: I børns sted er børnebørn og deres børn ned ad, i hvor vidt de sig nedstrække kunne.

Stk. 2. Brødre og søstre må ej komme sammen i ægteskab, enten de er fuld- eller halv-søskende; broder må ej heller tage til ægte søsters eller broders datter, ej heller nogen af dem, som af søsters eller broders børn avles, i hvor vidt de sig nedstrække kunne; ej heller må søster til ægte bekomme sin broders eller søsters søn, ej heller nogen, som avles af dem, i hvor vidt de sig kunne nedstrække.

Stk. 3. De, som i andet og tredje led er beslægtede, det er søskendebørn og næstsøskendebørn; item om den ene person er i andet led og den anden i fjerde led, må ikke komme sammen i ægteskab; men de, som er i fjerde led, desligeste om den ene person er i tredje og den anden i fjerde led, da må de have hin anden.

Stk. 4. En Mand skal holde sig lige så vel fra sin hustrus slægt, som fra sine egne slægtninge; og en kvinde skal holde sig lige så vel fra sin mands slægt, som fra sine egne slægtninge; thi ligervis som en ikke må have sin egen søster til ægte, så må han ikke heller have sin hustrus søster til ægte: Og ligesom en kvinde må ikke have sin broder til ægte, så må hun ikke heller have sin mands broder til ægte, og så fremdeles. Og skal her hos agtes, at svogerskab, som hindrer ægteskab, ikke agtes videre end i blandt en mand og alle hans hustrus slægtninge, og i blandt en kvinde og alle hendes mands slægtninge, og ikke i blandt mandens og kvindens slægtninge indbyrdes; hvorfor mandens og kvindens slægtninge ikke forbydes for svogerskab at komme sammen i ægteskab: så må da to brødre have to søstre, fader og søn have moder og datter, og en mand må have sin stedmoders moder eller datter og så fremdeles.

Stk. 5. En mand må ikke have sin hustrus slægt, eller hustruen hendes mands slægt i andet eller tredje led, efter manden eller hustruen er død fra hinanden, men i fjerde led eller i tredje og fjerde led, må det ske. I lige måde skal og holdes, om nogen beligger noget kvindfolk, end dog de er ikke ægtefolk, dersom nogen af dem siden ville gifte sig, da må hverken han have hendes, ikke heller hun have hans slægt, i andet eller tredje led.

Stk. 6. Ingen mands person må tage sin stedfaders efterladte hustru, eller kvindes person sin stedmoders efterladte mand til ægte, eftersom sådant ikke alleneste strider imod den gemene ærbarhed, men end og er af stor forargelse. I lige måde må mands person ej tage til ægte sin stedsøns efterladte hustru, eller kvindes person sin steddatters efterladte husbond.

Stk. 7. Kommer nogen ellers uvitterlig med hver andre i disse forbudne led, som søskendebørn og andre, i ægteskab sammen, da skulle de derfor hverken ved dom adskilles, eller straffes; men forser nogen sig vitterlig herimod, da skulle de straffes på deres formue, og rømme den provins, som de bo udi.

Stk. 8. Begiver nogen sig uden Rigerne der at lade sig i ægteskab sammenvie, som ellers i Kongens Riger imod loven ikke burde tilsammen at stedes, og siden i Kongens Riger sig begive, eller nedsætte, da skulle de ikke alene straffes på deres formue, men og som lovens underfundige overtrædere ikke tilstedes i Kongens Riger sig at opholde.

§ 12. De, som således trolovede er, eller hin anden ægteskab have tilsagt, må dog ej søge seng med hver andre, førend de er viede sammen i Kirken; hvem som fordrister sig herimod at gøre, skulle straffes af deres øvrighed, når de af sognepræsten blive påmindede; og dersom de ligge i et ondt levnet, og forholde at lade sig vie sammen i Kirken, da skal sognepræsten sætte dem en vis tid for, og hvis de ikke inden den tid lade sig vie tilsammen, skal han åbenbart forbyde dem nadverens sakramente: Og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for sådan deres forargelses skyld åbenbart sættes i band.

Kapitel 17: Om umyndige og værger

§ 1. De, som ikke kunne være deres egen værge, enten for alder, vanvittighed, ødselhed eller andre årsager, som af øvrigheden billig kendes, skulle have værge.

§ 2. Umyndige børns værge efter moders død er fader; efter faders død er broder, som sine fulde fem og tyve År endt har. Er der flere brødre fuldbrødre til de umyndige, da er den næst at være værge, som er ældst; men er de halvbrødre, da skal den være værge, som er næst på fædrenes side. Er ikke broder til, da er farfader næst at værge. Er ej farfader, da er morfader næste værge. Er han ej til, da er farbroder. Er han ej, da er morbroder. Er ingen af dem til, da skal næste i byrd være værge. Faderens frænder er nærmere at være værge end moderens frænder, om de er lige nær i byrd, og ville vel værge. Men er det venteligt, at nogen født værge skulle ilde værge, eller er uvederhæftig, eller ingen født værge er til, da sætter øvrigheden med overformynderens samtykke, hvor de er forordnede, den til værge, som de sikkert børnegodset kunne betro, så som de agte selv at svare til.

§ 3. Er nogen med trende vidtløftige værgemål betynget, da bør han ej videre at pålægges.

§ 8. Ingen, som ikke sine fulde fem og tyve år endt har, må være værge for andre.

§ 9. Stedfader må ej være sine stedbørns værge, uden at næste frænder eller øvrigheden vil det samtykke.

§ 10. Slegfredsøn må ej være ægtekvindes søns værge.

§ 11. Fæstemand må ej fæstemøs værge være, dog må han være overværende, når skifte hende angående holdes.

§ 41. Enke må sig lavværge tage hvem hun vil af sine frænder, eller anden god ærlig og fredsommelig mand, som hende i hendes sager med råd og dåd kan bistå, og med hende til vitterlighed underskrive, hvis forhandlinger eller andet magt påliggendes, af hende foretages.

Femte Bog: Om adkomst, gods og gæld

Kapitel 2: Om arv og skifte

§ 1. Når nogen ved døden afgår og efterlader sig enten umyndige eller fraværende eller udenlandske eller ingen arvinger, da skulle de, som i huset er, hvor den afdødes gods og midler findes, under tilbørlig straf straks give stedets øvrighed, gejstlig eller verdslig, det tilkende, som skulle forpligtede være straks ved deres middel i arvingernes og frændernes nærværelse, som da kunne være tilstede, at lade forsegle hvis gods den afdøde tilhørte, og sætte det i god forvaring, uden hvis som til den afdødes begravelse og til husholdningen, om der holdes nogen, fornødent behøves; hvilket dog alt sammen skal registreres og vurderes og de, som i huset er, leveres, som derfor siden skulle gøre rede og regnskab.

§ 2. Er det husbond, eller hustru, som død er, og har fælles børn sammen, og den afdøde ingen sær kuld børn efterlader sig, da må den efterladte person uden sådan besegling side i boet indtil tredivende dag, med mindre der stor vidtløftig gæld i boet findes; thi da skal boet straks forsegles.

§ 3. På tredivende dag skal boet af rettens middel og de myndige nærværende arvinger og de umyndiges og fraværendes formyndere og frænder rigtig registreres, og af uvillige Personer lovligt vurderes, så og al indgæld og udgæld, så vidt vides kan, rigtig antegnes.

§ 4. Er arvingerne indenbys, da skulle de på tredivende dag efter den dødes afgang møde i stervboet.

§ 12. Siger hustru sig at være med barn efter sin husbonds død, da, når boet er tredivende dag registeret, må hun blive i den uskiftet besiddende i tyve uger. Siden skulle gode kvinder granske og forfare, om hun er med barn eller ej. Befinde de, at hun er med barn, da besidder hun fremdeles boet til så længe barnet vorder født. Fødes barn så længe efter husbondens død, at det vel kan prøves og forfares, at det ej er den afdøde husbonds barn, da gælde og betale hun først igen alt hvad hun tog, eller annammede, af boet fra husbondens døds tredivende dag, og tage ej siden mere, end hendes rette arvepart kan være; det øvrige tage husbondens rette arvinger, og hun derforuden straffes efter loven, og imidlertid hun så sider i uskiftet bo, skulle husbondens rette arvinger med gode mænd af hendes frænder have opsyn med, at hun ej unyttigt noget af boet bortøder, eller det afhænder, som hende ej selv tilhører, fordi hun må intet sælge eller afhænde af boet uden for hendes og fælles børns kost og underholdning, og til hendes tjenestefolks kost og løn; hvilket bør dog at ske med øvrighedens vilje og samtykke.

§ 13. Ingen enkemand eller enkekvinde, må indlade sig i nyt ægteskab, før end der er holdt rigtigt skifte med den afdødes børn eller arvinger.

§ 14. Når skiftes skal, og boet rigtig registeret og vurderet er, som sagt er, da skal først, før end nogen arve kan, al den bortskyldige gæld, som rigtig befindes, af fælles bo betales, først af bopenge og rørende gods, så vidt det rækker til, siden af jord og urørende gods, om det rørende ikke kan strække til, hvilket den efterlevende, om han det begærer, og han dertil af samtlige arvinger betros, må til sig annamme til gældens aflæggelse. Ellers må arvingerne og deres formyndere med rettens middels betænke og bistand gøre en hver kreditor, som det begærer, straks udlæg af boet for hvis han bevisligt og billigt fordrer, først af løsøre og siden af jordegods; dog skal ingen kreditor, særdeles den, som har rigtig håndskrift på sin fordring, nødes til at tage mod noget sådant udlæg, dersom han vil lade sin gæld blive hos arvingerne bestående, og disse den betro.

§ 15. Når gælden er således, som sagt er, aflagt, eller af arvingerne antagen, da skal den beholdne bo redeligt deles imellem arvingerne, og klare lodsedler gøres på hvad en hver af boet tilkommer, og så forfattes et fuldkommet rigtigt skiftebrev, i hvilket indføres skal både registreringen og vurderingen med indgælden og udgælden og boets beholdning, så også lodsedlerne; og skal skiftebrevet af arvingerne eller deres frænder og formyndere tillige med rettens middel underskrives og forsegles.

§ 24. Når boet skal skiftes, og den kan strække til, og alle kreditorer kan af den blive fornøjede, da tager den efterlevende så meget forud af det beholdne bo til sin begravelse, som billigen på den afdødes begravelse er anvendt.

§ 26. Kan boet ej strække til, da mister den efterlevende vederlag for begravelse og hustruen sin fæstensgave, eller morgengave.

§ 27. Ingen enke må efter sin husbonds død befatte sig med boets midler, indgæld, eller udgæld, før end der er et lovligt skifte holdt.

§ 28. Arv bør at fremgange, imens afkom er til, og så længe børn og børnebørn er til ned ad, da arve ej forældre eller oldefædre, op ad.

§ 29. Mandsperson tager to lodder imod en kvindsperson tager en, i alle arv.

§ 30. Ægtebarn tager arv efter fader og moder, om det vorder levende født og døbt, og ikke ellers.

§ 31. Tvistes der, om barn var levende født og døbt, eller om fader eller moder overlevede barnet, eller det dem, da bør dette med trofaste vidner bevises.

§ 32. Ægtebørn er de, som er født af forældre, der er ægteviede med hinanden, om end skønt de kunne være født, førend forældrene var kommet sammen i ægteskab.

Sjette Bog: Om Misgerninger

Kapitel 5: Om børns forseelse imod forældre, item husbonds og hustrus

§ 7. Handler nogen husbond tyrannisk og ukristelig med sin hustru, og det ham skelligen overbevises, da straffes han med Bremmerholm, eller anden høj straf efter hans stand og vilkår.

§ 8. Handler hustruen ukristeligt med sin husbond, da straffes hun med Spindehuset.

Kapitel: 17: Om løsagtighed

§ 1. Hvem nogen kvindsperson beligger, bøde til sit herskab fire og tyve lod sølv, og kvind-folket tolv lod sølv, og stande begge åbenbare skrifte. Har de ikke middel til bøderne, da straffes de efter deres formue og med fængsel på kroppene; men dersom de ægte hver andre, da betale han til bøder halv femte lod sølv og hun halvt så meget, og være fri for skriftemål.

§ 2. Beligger nogen formynder sin myndling, eller lavværge den enke, som han er lavværge for, da bør han, om han ledig er, at ægte hende, om hun vil. Vil hun ikke, da har han forbrudt sin halve hovedlod til hende foruden bøderne til herskabet. Kan han ikke ægte hende, formedelst han gift er, da har han forbrudt sin hele boslod til lige dele imellem hende og herskabet.

§ 3. Dersom nogen for anden vorder mistænkt og berøgtet at leve et letfærdigt eller skammeligt levnet med hver andre, bør dem ikke alene at pålægges, sig fra hver andre endeligt at entholde, men om de er ledige personer, slet af byen, sognet og vel herredet fra hver andre sig at begive; og hvis de det ikke gøre, skulle de udstå Kirkens disciplin og straffes af deres herskab.

Web-editor: frode@engbaek.com

Antal besøgende:

Sidst opdateret: 10. december 2007