-

Den 28-årige ungkarl Peder Nielsen, som tjente hos sin fader Niels Jensen på Brudager Mark, og den 26-årige Johanne Margrethe Hansdatter, som tjente hos sin fader sognefoged Hans Christensen i Vejstrup, blev gift i Vejstrup Kirke den 3. april 1841. Forloverne var Niels Christensen og Christen Hansen, begge gårdmænd på Vejstrup Mark [Vejstrup Sogn, sogn 123 bog 5 film 3/8 side 89].

Forældrene var gårdmand Peder Nielsen og hustru Johanne Margrethe Hansdatter i Brudager, deres børn var:

• Marie Pedersen blev født den 9. januar 1842, og hun blev fremstillet i Kirken den 13. marts 1842. [Brudager Sogn, sogn 112 bog 1 film 2/8 side 86].
• Anne Pedersen blev født den 21. maj 1843, og hun blev døbt den 6. august 1843 i Kirken. Fadderne var Maren Hansdatter, Marie Sørensdatter, Hans Hansen, Anders og Rasmus Hansen [Brudager Sogn, sogn 112 bog 1 film 2/8 side 92].
• Karen Pedersen blev født den 1. januar 1846, og hun blev døbt den 11. januar 1846 i Kirken. Fadderne var Karen Hansdatter af Vejstrup, gårdmand Andreas Hansens hustru Anne Marie Andersdatter af Brudager, gårdmand Hans Christensen i Vejstrup, gårdmand Hans Hansen og ungkarl Niels Knudsen, begge her af sognet [Brudager Sogn, sogn 112 bog 2 film 2/8 side 103].
  Karen Pedersen døde den 28. november 1846, og hun blev begravet den 5. december 1846. Hun var datter af gårdmand Peder Nielsen på Brudager Mark. Hun døde af skoldkopper i en alder af 1 år [Brudager Sogn, sogn 112 film 5/8 side 393].
• Karen Pedersen blev født den 28. januar 1848 og hjemmedøbt den 31. januar 1848. Hun blev fremstillet i Kirken den 20. april 1848. Fadderne var gårdmand Niels Christensens barn i Vejstrup Maren Nielsdatter, gårdmand Anders Hansens barn Anne Andersdatter på Brudager mark, husmand Rasmus Hansen, Berent Jørgensen og Johannes Hjeriksen, alle på Brudager Mark [Brudager Sogn, sogn 112 bog 2 film 2/8 side 107].
• Niels Pedersen blev født den 13. februar 1851, hjemmedøbt den 20. februar 1851 og fremstillet i Kirken den 17. april 1851. Fadderne var pigen Marie Jensen af Vejstrup, Trine Pedersdatter, gårdmand Johannes Hjeriksen, Berent Jørgensen, hjulmand Peter Knudsen, alle af Brudager Sogn [Brudager Sogn, sogn 112 bog 2 film 1/8 side 11].
• Hans Pedersen blev født den 25. februar 1854, hjemmedøbt den 28. februar 1851, og fremstillet i Kirken den 17. april 1854. [Brudager Sogn, sogn 112 bog 2 film 1/8 side 17].

I 1845 boede familien på en gård i Brudager By:
Peder Nielsen, 32. år, gift, gårdmand, født i Brudager Sogn
Johanne Margrethe Hansdatter, 31. år, gift, hans kone, født i Vejstrup Sogn
Marie Pedersen, 4. år, ugift, deres barn, født i Brudager Sogn
Anne Pedersen, 2. år, ugift, deres barn, født i Brudager Sogn
Niels Jensen, 68. år, gift, husfaders fader, der af ham forsørges, født i Brudager Sogn
Marie Nielsdatter, 67. år, gift, husfaders moder, der af ham forsørges, født i Brudager Sogn
og deres ugifte tjenestefolk Frederik Christian Pedersen, 33. år, født i Kirkeby Sogn, Rasmus Hansen,19.år,født i Gudbjerg Sogn
Johannes Christoffersen, 17. år, født i Gudbjerg Sogn, Karen Rasmusdatter, 27. år, født i Oure Sogn, Marie Jørgensdatter, 16. år, født i Brudager Sogn.

I 1850 boede familien i et hus (?) i Brudager By:
Peder Nielsen, 37 år, gift, gårdmand, født i Brudager Sogn
Johanne Margrethe Hansdatter, 36 år, gift, hans kone, født i Vejstrup Sogn
og deres børn, født i Brudager Sogn: Marie Pedersdatter, 9 år, Anne Pedersen, 7 år, Karen Pedersen, 3 år.
Karen Jensdatter, 60 år, enke, forsørges af husfader, født i Brudager Sogn
og ugifte tjenestefolk: Rasmus Hansen, 24 år, født i Brudager Sogn, Rasmus Hansen, 16 år, født i Gudbjerg Sogn, Mads Sørensen, 16 år, født i Vejstrup Sogn, Waldborg Kirstine Hansen, 22 år, født i Oure Sogn, Maren Kirstine Jensen, 16 år, født i Brudager Sogn og Rasmus Davidsen, 36 år, ugift, er indkaldt til krigstjeneste, født i Oure Sogn.

I 1855 boede familien på en gård i Brudager By:
Peder Nielsen, 42 år, gift, husfader, sognefoged, gårdmand, født i Brudager Sogn
Johanne Margrethe Hansdatter, 41 år, gift, hans kone, født i Vejstrup Sogn
og deres børn, som var født i Brudager Sogn: Marie Pedersen, 14 år, Anne Pedersen, 12 år, Karen Pedersen, 8 år, Niels Pedersen, 4 år, Hans Pedersen 1 år.
Niels Jensen, 78 år, enkemand, husfaders fader, forsørges af ham, født i Brudager Sogn
og deres ugifte tjenstefolk: Poul Frederiksen, 25 år, født i Øxendrup Sogn, Anders Hansen, 19 år, født her i sognet, Karen Dorthea Rasmusdatter, 19 år, født i Skårup Sogn, Marie Larsen, 16 år, født i Gudbjerg Sogn.

I 1860 boede familien på en gård i Brudager By og Sogn, Brudager Skoledistrikt:
Peder Nielsen, 47. år, født i Brudager, husfader
Johanne Margrethe Hansdatter, 46. år, født i Vejstrup
og deres børn, som var født i Brudager Sogn: Marie Pedersen, 19. år, Anne Pedersen, 17. år, Karen Pedersen, 13. år, Niels Pedersen 9 år, Hans Pedersen, 6. år,
og deres tjenestefolk Erik Larsen, 22. år, født i Skårup, Niels Christensen, 22. år, født i Vejstrup, Peder Madsen, 16. år, født i Gudme Sogn, Rasmus Christensen, 15. år, født i Brudager.

I 1870 boede familien på en gård i Brudager By:
Peter Nielsen, 56 år, gift, husfader, gårdejer, født i Brudager Sogn
Johanne Margrethe Hansen, 55 år, gift, husmoder, hans kone, født i Vejstrup Sogn
og deres ugifte børn, som var født i Brudager Sogn: Karen Petersen, 22 år, pige, Niels Petersen, 18 år, karl, Hans Petersen, 15 år, karl,
og deres ugifte tjenestefolk Niels Hansen, 22 år, karl, født i Brudager Sogn, Hans Jørgen Andersen, 14 år, dreng, født i Brudager Sogn, Karen Nielsen, 18 år, pige, tjenerinde, født i Kirkeby Sogn, Line Martine Jensen, 14 år, ugift, pige, født i Oure Sogn.

Johanne Margrethe Hansdatter døde den 10. juni 1879, og hun blev begravet den 16. juni 1879. Hun blev 64 år, og hun var gårdmand Peder Nielsens kone i Brudager Gravvænge [Brudager Sogn, sogn 112 bog 2 film 6/8 side 413].

I 1880 boede Peder Nielsen på Møllegården i Brudager Sogn:
Peder Nielsen, 66 år, enkemand, husfader, gårdejer, født her i sognet
og hans ugifte børn, som var født her i sogne: Karen Pedersen, 32 år, og Niels Pedersen, 28 år,
og hans ugifte tjenestefolk: Hans Rasmussen, 16 år, født i Oure Sogn, Rasmus Kristian Rasmussen, 16 år, født her i sognet, Lars Kristensen, 21 år, født i Gudbjerg Sogn, Johanne Olsen, 26 år, født i Hjørlunde Sogn, Frederiksborg Amt, Laurentine Nielsen, 19 år, født i Gudbjerg Sogn.

I 1890 boede Peder Nielsen hos sin søn på Møllegården i Gravvænget, Brudager Sogn:
Niels Pedersen, 38 år, gift, husfader, gårdejer, født i Brudager Sogn
Ane Kirstine Jensen, 38 år, gift, husmoder, født i Skaarup Sogn
Peder Nielsen, 76 år, enkemand, gammel bedstefader, født i Brudager Sogn
og deres børn, som var født i Brudager Sogn: Peder Nielsen Vang, 7 år, Jens Nielsen Vang, 4 år, Thorvald Nielsen Vang, 3 år, Margrethe Nielsdatter Vang, 6 år, Maren Nielsdatter Vang, 1 år,
og deres tjenestefolk:Lars Hansen, 53 år, født i Sanderum Sogn, Odense Amt, Niels Peder Larsen, 16 år, født i Brudager Sogn, Hans Peder Rasmussen, 15 år, født i Gislev Sogn, Henrik Hornemann Hansen, 19 år, ugift, fodermester, født i Brudager Sogn, Sofie Amalje Pedersen, 21 år, født i Tved Sogn, Marie Kirstine Jensen, 29 år, født i Hunstrup Sogn, Kirstine Marie Hansen, 20 år, født i Vejstrup Sogn.

I 1901 boede Peder Nielsen hos sin søn i Brudager Sogn:
Niels Pedersen, 50 år, husfader, gårdejer, født i Brudager,
Ane Kirstine Jensen, 50 år, husmoder, født i Skårup,
og deres børn, som arbejde ved landbruger, og de var født i Brudager: Peder Nielsen Vang, 19 år, Margrethe Nielsen Vang, 18 år, Jens Nielsen Vang, 16 år, Thorvald Nielsen Vang, 15 år, Maren Nielsen Vang, 13 år, Rasmus Nielsen Vang, 11 år, Marie Nielsen Vang, 10 år, Otto Nielsen Vang, 6 år.
og deres tjenestefolk: Jens Jensen, 33 år, født i Brudager, Jens Kristian Jensen, 19 år, født i Brahetrolleborg Sogn, Nielsine Nielsen, Sypige, 21 år, født i Gravlev Sogn, Ålborg Amt, Sine Kristensdatter Stenhøj, 17 år, født i Brudager Sogn, Helga Lavrine Kristjansen, 21 år, født i Højby Sogn, Holbæk Amt, Ovlav Dons, 20 år, forberedes til seminariet, født i Tanderup Sogn, Odense Amt,
Peder Nielsen farfar, forhenværende gårdejer, født i Brudager Sogn.

Peder Nielsen døde den 27. januar 1906 i Brudager Gravvænge, 92 år gammel. Han blev begravet den 2. februar 1906 i Brudager Kirkegård af valgmenighedspræst Laursen, Vejstrup . Han var enkemand og aftægtsmand i Gravvænge [Brudager Sogn, sogn 116 bog 3 side 120a].

Niels Pedersen's Beretning:

Tvillingerne, hvis natur Vorherre havde forbyttet.

Peder Nielsen var født den 10. maj 1813 og var tvillingebroder til sin eneste søster Maren. Dette navn kan være en opnævnelse, for da levede nemlig den gamle Jens Hansens enke endnu. Hun døde først året efter, så det var meget naturligt, at farmor fik den ære.

Da de to tvillinger voksede til, sagde deres mor ofte, at Vorherre måtte have forbyttet deres natur, for pigen havde en fuldblods drengenatur. Hun færdedes ude og altid helst blandt raske drenge, mens tvillingebroderen Peder ville helst sidde inde og karte og strikke strømper. Han havde ellers sin moders lette og behændige legeme og var som hun en utrættelig fodgænger, sej og udholdende og dertil fliden selv. Han var lidt under middel højde, mørkhåret, blå øjne, en noget krum og lidt skarp næse. Han holdt meget af heste og sparede dem derfor og brugte sine ben. Med sine lette træskostøvler gik han lange ture rundt omkring til familien. Han lærte også sine børn dertil, idet han gerne sagde: "I må hellere gå, så holder I varmen og kommer ikke galt af sted."

Peder Nielsen blev forlovet med Hans Christensens datter i Kohavegården, Johanne Margrethe Hansdatter. En gang hun kom på besøg hos sin tilkommende svigermor, var denne i færd med at tælle penge op af en pose, som ellers var gemt i en natstol. Hun sagde da rapt til den unge pige: Sådan skal du også bære dig ad, når I bliver gift, for Per er lige som sin far. De forstår sig ikke på at omgås penge.

Peder Nielsen blev gift med Johanne Margrethe Hansdatter fra Kohavegården i Vejstrup den 3. april 1841, Hans Christensens næstældste barn. Hun var en begavet og stærkt åndelig udviklet kvinde. Hun var og hun gik gennem mange år i sin hjemmelavede nationale dragt, og hun førte den op med en holdning, der var værdig for den ranke ryg, hvis sidste hun førte med ind i slægten. Det siges, at hendes mand, når de skulle i kirke, gik ind først for at se hende komme op ad kirkegulvet. Ja, han var så stolt af hende, at hun godt kunne være gift med en baron, da hun havde holdningen. Hun var en overordentlig virksom og dygtig husmor. I den tid kendtes dette også på, at børnene fik et udstyr. Og på Møllegården i Gravvænge gik skytten på væven. Der blev lavet til de 5 børn et meget stort og solidt udstyr. Det var bedre, at børnene fik det end nogle hundrede kroner mere, sagde hun, for et sådant udstyr kunne vare længere og førte flere minder med sig fra hjemmet end penge. Og det er en stor sandhed.

Når de sad om aftenen og kartede og spandt, da fortalte hun for sine børn og de unge på gården om alt det, der var oplevet i slægten i de gamle dage, om de store omvæltninger i folkelivet ved virkningerne af skoleloven af 1814, om stændertiden, grundloven og krigene 1848-49-50 og 64. Hun havde fra sit gode hjem og fra sit forhold til faderen, der som den første bonde fra Sydfyn havde deltaget i dette vågnede samfunds og folkeliv, fået en levende, kraftig personlighed beriget. Ikke mindst skete dette ved det livsrøre, som begyndte med Johan Nielsen, og hvor hendes broder Christen Hansen senere blev føreren. Hun oplevede den danske digtnings guldalder og Grundtvigs vækkende og førende indflydelse for det religiøse og det dansk folkelige. Hun kom levende med i de første frie menigheder, Højskolen i Vejstrup, friskolerne og skyttekredsene. Alt dette var hun i levende forbindelse med og optaget af. Hun havde også oplevet det økonomiske fremskridt på landbrugets område, som fulgte med mergling, dræning, bedre redskaber og driftsmåder.

Peder Nielsen og hans kone var enige om at opdrage deres børn til arbejdsomhed og tarvelighed, og dette gennemført overalt, var vel forklaringen til, hvad Peder Nielsens svoger i Vejstrup undrede sig over, at selvom de på den dårlige jord i Gravvænge kun havde småt korn, ja, så fik Per altid overskud, mens mange andre af familien, der havde god jord og godt korn, men vanskelighed ved at få det til at slå til.

Det blev jo fra hendes (Johanne Margrethe's) ældste datters hjem på Bleggaarden i Gravvænge, at tanken om friskole dernede udgik og blev gennemført. Og hun -den nu ældre bondekone - var en flittig gæst i skolen, ja næsten daglig kom hun for at høre læreren fortælle bibelshistorie for børnene. Hun var en udmærket tilhører, der var velkommen både af lærer og børn.

Med sine betydelige evner var hun sin mand åndelig overlegen. Han kunne vel ikke altid forstå og følge hende, men i sådanne spørgsmål holdt han sig beskedent tilbage og lod hende føre ordet. Ved hendes død skrev friskolelærer Rasmus Hansen hende følgende lille eftermæle:

Johannes Vilhelm Kristensen's Beretning:

Min forfader, Peder Nielsen, var tvillingbror til sine eneste søster, Maren. Der var tre ældre brødre, og pigen var den først fødte af tvillingerne. Der var derfor stor glæde hos alle, da hun kom til Verden, og da Moderen desuagtet vedblev at klage sig, mente hendes Mand, at hun burde dog tie og glæde sig over, at det var bleven en pige. Men da Morfader så kom bagefter, da græd de alle.

Da de to tvillinger voksede op, sagde deres Moder ofte, at Vorherre vist havde taget fejl og havde forbyttet dem, for Pigen var en fuldblods drengenatur, der altid helst færdedes ude og tumlede sig med en flok drenge, medens tvillingebroderen særlig holdt af at sidde inde og karte og strikke strømper. Jeg kan godt huske, at Morfader som gammel kunde more sig af at vise de unge, at han kunde strikke Strømper.

Morfar var ikke bange for milelange ture.

Morfader var nærmest lidt under middelhøjde, mørkhåret, blå øjne, en noget krum, lidt skarp næse. Han havde sin moders lette, behændige legeme, han var som hun en utrættelig fodgænger, havde hendes sejge udholdenhed og var fliden selv. Endnu langt op i firserne var han stedse på færde og havde på de forskellige årstider sine visse arbejder at varetage.

Han havde stor interesse for heste, som han behandlede med en rørende omhu, var en ikke så ringe hestekender og var dommer ved dyrskuer. Der var ikke mange markeder i Svendborg, hvor han ikke var med uden dog særlig at give sig af med hestehandel. Han sparede sine heste og brugte hellere sine ben. For at gå en tur til sin svoger i Nørre Lyndelse, 5 Mil (36,7 km), derfra til sin svigersøn i Orte næste dag, 4 Mil (29,4 km), tredie dag til sin broder i Ulbølle, 5 1/2 Mil (40,4 km), og fjerde dag hjem, 3 1/2 Mil (25,7 km), regnede han for en simpel, selvfølgelig ting. Han kom hjem om middagen fra denne tur. "Er du dog ikke træt og vil hvile dig lidt?", spurgte hans kone, da han havde spist. „Træt", svarede han, „jeg er aldrig træt", og så tog han ud at pløje hele eftermiddagen. Om vinteren, og når det ikke var for varmt om sommeren, foretrak han sine lette træskostøvler, både når han kørte, og når han gik sine lange ture; også til kirke brugte han dem, når det var koldt. Det var tørt og praktisk fodtøj, og han var en praktisk mand. Og som han selv holdt af at gå, ønskede han at lære sine børn at gå. "I må meget hellere gå", sagde han gerne, „så holder I varmen, og så kommer I ikke forkert afsted".

Det lå for ham at vænne sine børn til arbejdsomhed og tarvelighed; han selv gik foran med eksemplets magt, fulgt af sin hustru. Heri må vel forklaringen søges til, hvad hans svogre fra Vejstrup undrede sig over, at Peder Nielsen, som havde dårlig jord og småt korn, fik overskud, når året var omme, medens mange, som havde god jord og godt korn, havde vanskelighed ved at få det til at slå til.

Han var en gavmild og hjælpsom natur, Småfolks Ven; han solgte dem korn til lave priser, når kornet var dyrt, og de gik aldrig forgæves til ham om at låne køretøj, hvor øm han ellers for sit eget vedkommende kunne være over for sine heste. Han blev derfor også flere gange valgt ind i sognerådet og var en tid sognefoged og lægdsmand.

Grød, navnlig boghvedegrød, og pandekager var hans livretter. Selv om han, hvad let kunde hænde, havde fået boghvedegrød seks gange i en uge, kunne han sige, at de fik næsten aldrig boghvedegrød. Han havde ikke så lidt af "påskeblodet" i sig. Han var tør og vittig og kunne en mængde historier, ligesom han var en ikke så ringe rimsmed, selv da han var over de 90 år.

I åndelige Spørgsmål holdt han sig beskedent tilbage og lod sin hustru, som han følte var ham overlegen i så henseende, føre ordet. Men han havde dybere følelser, end han holdt af at lade sig mærke med. Han har i stilhed lidt uhyre meget under sin faders straf. Således sagde han engang til sin hustru: „Din fader har været på de højeste Steder, men min fader har været på de ringeste" Og en gammel kone har fortalt, at hun vågede sammen med ham den nat, da hans Fader døde, og aldrig har hun kunnet glemme, hvorledes han lå på sine knæ og bad for sin døende faders sjæl i den største frygt og vånde, fordi faderen havde været en tyv. Og trykket heraf fulgte ham livet igennem, glimtvis kom dette frem, også da han lå på sit ejet dødsleje. Hans ærlige, enfoldige kristentro tog intet hensyn til tidsånd og skelnede ikke mellem forskellige slags tyveri. For ham var der kun en slags. skal "Fædrenes misgerninger hjemsøges på børnene", så har morfar ærligt og samvittighedsfuldt båret sin del og mere til. Hans hustru, Johanne Margrethe Hansdatter, var en betydelig kvinde; hendes slægt vides der en del om.

Mens karterne gik og rokkehjulet snurrede
Min mormor, Johanne Margrethe Hansdatter, var den næstældste af Hans Christensens og Hustrus Børn. Hun var sin faders datter, havde hans legemsbygning, og hun var en begavet, stærkt åndelig interesseret og udviklet kvinde. Men hun havde tillige sin moders gode Hjerte, livlighed og milde øjne. Som ung var hun ualmindelig smuk, og som faderen holdt fast ved sit hjemmelavede tøj, hun holdt fast på sin nationaldragt i det længste. Til sidst var hun den eneste i nationaldragt i vid omkreds, og hun lagde den omsider med et suk. Den var så smuk, syntes hun. Hun har nok været en ægte dansk pige, som følte sig bedre hjemme i det nationale end i det moderne fremmede, tænker jeg.

Hun holdt som ung meget af at danse; men engang under en dans gik der som et knivstik gennem hendes ene lår, ja, det var hende umuligt at gå i lang tid derefter, og fra den dag holdt hun op at danse. Sandsynligvis har det været et ondartet anfald af ischias, men man kendte ikke dengang, hvad det var. En mand, N. Tange, påtog sig at helbrede benet. Han tog en bunke urter, tændte ild i dem og lod mormor stå over dem og indånde røgen. Men heraf blev hun meget syg over hele sit legeme, og hun genvandt aldrig mere sit tidligere kernesunde helbred. Men tabte hun Lysten til selv at danse, så tabte hun ikke sit lyse, livlige sind; det tog hun med sig, da hun i 1840 blev gift med min morfar og flyttede til Gravvænge, og det hjalp hende til at klare digtningens guldalder, Grundtvigs vækkende indflydelse både i religiøs folkelig retning, de første valgmenigheder, højskoler, friskoler og skyttekredse. Alt dette havde hun taget levende del i på nært hold, og hun forstod at fortælle derom.

Sådanne ting som indførelse af brugen af kaffe, agurker, rødgrød og gafler har mormor oplevet. Første gang, hun brugte gafler, var ved et bryllup; det gik endda tåleligt godt, værre var det med agurkerne; hun fik en mundfuld, og den forsvandt lige så stille i lommen.

Kaffe Første gang hun kogte kaffe, gik det hende heller ikke særlig godt. Hun var som 18-årig ung pige gået hen for at se til en syg husmandskone. Manden var just i færd med at koge sig en kop kaffe til lidt oplivelse, men følte sig ikke så stiv i kunsten og han bad derfor min mormor om at løse af og koge kaffen. Det havde hun aldrig prøvet før; hun lod sig dog ikke mærke dermed, men gik ind til konen og spurgte, hvor mange bønner hun skulle tage. Derefter kom hun bønnerne på kedlen, men uden først, som man skulde, at lade den gå noget af kog. Følgen var, at kedlen kogte over i samme nu, og bønnerne forsvandt i asken. Hun grundede forgæves over dette fænomen og skænkede "kaffen", som den var. Men manden sagde, da de sad og nød den: „Det er såmænd nogen simpel kaffe, du har kogt, Johanne Margrethe".

Rødgrød Rødgrøden havde også sin historie. Hun havde kogt en lille portion til sig selv som første prøve. Da hun hældte grøden op, sagde den ene Pige: "Uha, det er da godt, jeg ikke skal have det". „Det ligner noget snot", sagde den anden Pige.

Hendes Hjem var gæstfrit. En datter fra Bjørnemose har sagt herom: „Jeg ved ikke noget kønnere og bedre end at komme til Gravvænge og holde i gården og så se Johanne Margrethe komme ud med sit lykkelige smil og byde os velkommen". Hun følte stærkt savnet af, at hun ikke selv havde været ude at lære noget og sagde tit, at blev hendes børn således, at hun kunne være bekendt at sende dem ud, så skulle de nok komme af sted. Min mor var da også kun 16 år gammel, da hun kom til herregården Broholm for at lære mejeri. Det var mod tidens sæd og skik, at gårdmænd sendte deres børn ud. "Skal hun have en Herregård", sagde folk. Da mor kom hjem, blev der bygget mælkestue og taget kraftigt fat på mejeribruget.

Hun talte lige frit med høj som med lav; det fik Hofjægermesteren på Broholm at kende. Han var en myndig og hidsig herre, og han havde engang ladet hidsigheden løbe af med sig over for hendes mand. Nogen tid efter kom han og bad om lov til, som han plejede, når han var på klapjagt i den nærliggende skov, at få kogt kaffe ved skorstenen til jagtselskabet. "Jo", svarede mormor, "når Hofjægermesteren vil lade være med at være vred". Hendes mand stod bagved og gjorde tegn til hende om dog at tie, men Hofjægermesteren følte sig truffet og stak tilrettevisningen i lommen uden fortrydelse.

Sognets lærer, der ellers ikke delte hendes åndelige interesser, men var et ganske godt hoved, holdt af at få en diskussion med hende. „Havde Johanne Margrethe haft bukser på, så var hun kommet i Rigsdagen", sagde han. Hun var levende med i kirke- og skolespørgsmål. De 3 yngste børn blev taget ud af kommuneskolen og sendt til den 3/4 Mil (5,5 km) borte liggende Vejstrup Friskole. At alle børnene kom på højskole, følger af sig selv. Men hun var også selv af sted. Sammen med en anden kone, som hun fik med sig, var hun elev på Kolds Skole i 14 dage. Jeg husker hende som en flittig gæst i Gravvænge Friskole; næsten daglig, når vejr og helbred tillod det, kom hun for at høre læreren fortælle bibelhistorie. Og hun var en udmærket tilhører, såre velkommen hos både lærer og børn. Det var, som hun med sine ungdomsfriske, klare øjne og sit lyse, glade ansigt førte noget af solens glans med sig, hvor hun kom. Hun var et solskinsmenneske, sagde folk om hende.

Med sine betydelige evner var hun sin mand åndelig overlegen, han kunne ikke altid forstå og følge hende, men han var god mod hende og lagde ikke bånd på hende. Han holdt af hende og hun af sin retskafne Mand. Som ældre blev hun svagelig, og hun lå i flere år til sengs. Men under en ny læges behandling blev hun forholdsvis rask og var i stand til at færdes omkring. Det varede dog kun 3 år, så blevhun atter syg og denne gang til Døden. Før hun døde, havde hun sine 5 børn samlede om sig og sagde da blandt andet: Ja, jeg har tit taget fejl i min børneopdragelse, men to ting ved jeg, at jeg har lært jer: at arbejde og at tale sandhed". Hun døde i 1879, 65 år gammel. Et mægtigt ligfølge fulgte hende til graven.

På hende passer Grundtvigs dejlige Vers:
Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord
som det jeg ville ej med kongers bytte,
opklaret gang i alle fædres spor
med lige værdighed i borg og hytte,
med øjet, som det skabtes himmelvendt,
lysvågent for alt skønt og stort herneden,
men med de dybe længsler velbekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.